irak2017202

Nævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt fire børn fra Irak. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgerne er etniske kurdere og sunni-muslimer af trosretning fra Irak. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af den kvindelige ansøgers familie, fordi de har indgået ægteskab mod familiens vilje. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiv henvist til, at de lærte hinanden at kende i 2003, hvor de mødte hinanden i en basar. Den mandlige ansøger henvendte sig flere gange til den kvindelige ansøgers familie og anmodede om den kvindelige ansøgers hånd, men blev afvist. To dage efter den tredje afvisning flygtede ansøgerne til Iran, hvor de boede i 5-7 år. I Iran blev den kvindelige ansøger opsøgt af en af hendes brødre, som var voldelig overfor ansøgernes ene søn. Herefter flyttede ansøgerne tilbage til Irak, hvor de boede i omkring et halvt år, hvorefter den kvindelige ansøgers bror endnu engang opsøgte ansøgerne. Den kvindelige ansøgers bror truede den kvindelige ansøger med en kniv. Den mandlige ansøger er blevet overfaldet to gange af den pågældende. Ansøgerne bosatte sig herefter i en anden by, men var nødsaget til at udrejse på grund af ISIL. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaring om asylmotivet til grund. Nævnet har lagt vægt på, at ansøgernes forklaringer om asylmotivet er udbyggende, divergerende og fremstår konstrueret til lejligheden. Ansøgerne har forklaret indbyrdes divergerende og for den kvindelige ansøgers vedkommende tillige usikkert om, hvor de angiveligt har boet under deres ophold i Iran. Den kvindelige ansøger har forklaret udbyggende om konflikten med [A], idet hun først under asylsamtalen oplyste, at [A] havde opsøgt hende på bopælen i Suleimaniya og truet hende med en pistol. Ansøgerne har endvidere forklaret divergerende om, hvor mange gange [A] angiveligt opsøgte dem, mens de boede i Suleimaniya. Den kvindelige ansøger har således under asylsamtalen indledningsvis oplyst, at den eneste episode, hvor [A]  opsøgte dem, var episoden, hvor hun blev truet med en pistol. Efter under asylsamtalen at være blevet oplyst om, at den mandlige ansøger endvidere havde forklaret om en episode, hvor han var blevet truet med kniv af [A] på en plads i Suleimaniya, har den kvindelige ansøger herefter bekræftet, at en sådan episode også fandt sted. Den mandlige ansøger har desuden forklaret divergerende om karakteren af de to overfald, som [A] har begået mod ham. Under asylsamtalen har han således forklaret, at han begge gange blev angrebet med kniv, men overfor nævnet har han forklaret, at [A] truede ham med et gevær i forbindelse med det andet overfald. Nævnet finder, at navnlig disse forhold svækker ansøgernes troværdighed i et sådant omfang, at forklaringerne om asylmotivet ikke kan lægges til grund. Hverken tolkeproblemer eller ansøgernes skolekundskaber kan føre til en anden vurdering. Ansøgerne har herefter ikke sandsynliggjort, at de har behov for international beskyttelse som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, som følge af en konflikt med den kvindelige ansøgers familie i anledning af ægteskabets indgåelse i 2003.  På denne baggrund, og idet den generelle sikkerhedsmæssige situation i Irak ikke er af en sådan karakter, at det kan antages, at ansøgerne er i reel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området, stadfæstes Udlændingestyrelsens afgørelse. Om de generelle forhold henvises til Menneskerettighedsdomstolens dom i sagen J.K. and Others vs. Sweden.   Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/202/STR