Nævnet stadfæstede i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt tre børn fra Irak. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgerne er etniske arabere fra [en mindre by], Salahdin, Irak. Den mandlige ansøger er sunni-muslim, og den kvindelige ansøger er shia-muslim. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af ISIL, idet hans ægtefælle er shia-muslim. Den mandlige ansøger har endvidere oplyst, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af irakiske shia-militser, idet den mandlige ansøgers hus er blevet bombet af shia-militser, efter huset var blevet overtaget af ISIL. Den mandlige ansøger har til støtte herfor oplyst, at hans problemer i hjemlandet startede i 2007, da Al-Qaeda overtog kontrollen med ansøgerens hjemby […]. Grundet de generelle trusler mod shia-muslimerne i området, flygtede ansøgeren med sin familie til Syrien, hvor de opholdt sig indtil 2009, hvorefter de vendte tilbage til Irak. I slutningen af 2009 eller begyndelsen i af 2010 forsøgte ukendte gerningsmænd at bortføre ansøgerens datter. Den mandlige ansøger meldte efterfølgende bortførelsesforsøget til de irakiske myndigheder. I [sommeren] 2014 indtog ISIL […], hvorfor ansøgeren og hans familie flyttede til Kirkuk [to måneder senere i sommeren] 2014, hvor de opholdt sig frem til [sommeren] 2015, hvor de blev presset til at forlade byen, idet den mandlige ansøger og hans familie er arabere. Da den mandlige ansøger og hans familie forlod [deres hjemby], overtog ISIL ansøgernes hus. I begyndelsen af 2015 sprængte unavngivne shia-militser ansøgernes hus i luften i kampen mod ISIL. Den kvindelige ansøger har henvist til det samme asylmotiv som den mandlige ansøger. Den kvindelige ansøger har endvidere oplyst, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter de generelle forhold i landet. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af ansøgernes forklaringer om asylmotivet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de forinden deres udrejse af Irak individuelt og konkret har været udsat for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgernes asylmotiv i det væsentlige vedrører den generelle sikkerhedsmæssige situation i Irak og de konflikter, der verserer mellem en række forskellige militser og grupperinger. Der henvises til, at Al-Qaedas overtagelse af [ansøgernes hjemby], hvor ansøgerne boede med deres børn ikke direkte og individuelt var rettet mod ansøgerne, som to år senere kunne vende tilbage til [deres hjemby], hvor de boede til 2014. Der lægges endvidere vægt på, at ISIL’s efterfølgende overtagelse af området og konfiskation af ansøgernes hus heller ikke kan anses for overgreb rettet direkte og individuelt mod ansøgerne, idet adskillige huse i området blev konfiskeret, ligesom de samme huse senere blev sprængt i luften af shia-militser, fordi husene tidligere var blevet konfiskeret af ISIL. Det bemærkes hertil, at ansøgerne ikke i øvrigt har haft konflikter med ISIL, og at de ikke i nogen henseende i øvrigt har haft kontakt med ISIL. De generelle sikkerhedsmæssige forhold i Irak er ikke af en sådan karakter, at der er risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse. Flygtningenævnet tillægger det i øvrigt betydning, at ansøgerne ikke har forklaret overbevisende om omstændighederne for deres udrejse, idet der lægges vægt på, at den mandlige ansøger først under asylsamtalen [i efteråret] 2016 har forklaret, at hans svoger hjalp med udrejsen mod bestikkelse, og at den mandlige ansøger over for nævnet har forklaret afglidende på spørgsmål om bestikkelsen, herunder om betalingen af 15.000 amerikanske dollars blev anvendt til udfærdigelse af visa eller udrejsetilladelser eller begge dele. Ansøgeren har under den tidligere oplysnings- og motivsamtale alene oplyst, at udrejsen foregik legalt fra lufthavnen i Najaf. Endvidere har ansøgerne ikke på en overbevisende måde kunnet redegøre for, hvorvidt den mandlige ansøger var registreret på en liste over eftersøgte personer, der blev anvendt ved kontrolposter og i lufthavnen, hvorfra ansøgerne udrejste. Nævnet finder ikke, at et forsøg på at kidnappe ansøgernes datter i 2009/2010 kan tillægges betydning, idet der ikke på noget senere tidspunkt indtil ansøgernes udrejse har været lignende overgreb, og at ansøgerne i øvrigt ikke ved, hvem der stod bag forsøget. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Irak vil være i en individuel og konkret begrundet risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at de risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/197/EMU
