Nævnet stadfæstede i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og er født shia-muslin. Han oplyste ved sin indrejse til Danmark, at han i Irak besluttede sig for at være sunni-muslim. Ansøgeren har efterfølgende i Danmark konverteret til kristendommen. Han er fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter, at hans bror, [A], og hans farbror, [B], vil slå ham ihjel, idet ansøgeren har skiftet fra at være shia-muslim til at være sunni-muslim, og idet hans bror også har truet med at slå ham ihjel, da han nu konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han er født shia-muslim, idet hans far var shia-muslim, men at hans mor var sunni-muslim. Ansøgeren har endvidere til støtte herfor oplyst, at han føler sig truet, idet hans bror var ledende medlem af shia-militsen Asaib Ahl Al-Haq og var medlem af Badr-militsen. I [foråret] 2014 begyndte ansøgeren at besøge den sunnimuslimske Mashtel moske sammen med sine sunnimuslimske venner. Ansøgeren fortalte sin mor, at han ville være sunni-muslim. I [foråret] 2014 fortalte ansøgerens farbror og ansøgerens bror ham, at han ikke kunne få del i sin fars arv, idet han var sunni-muslim. I [sommeren] 2014 besluttede ansøgeren, at han ville være sunni-muslim. Han holdt op med at besøge Mashtel moskeen, da hans mor ringede og fortalte, at hans bror og hans farbror holdt øje med ham, og at de vidste, at han besøgte en sunnimuslimsk moske. Under et besøg i moskeen [sommeren] 2014 modtog ansøgeren dette opkald. Da han forlod moskeen, lagde han mærke til, at hans brors bil var i nærheden af moskeen, og at hans bror og onkel var i bilen. Det først var hans bror, som kørte efter ansøgeren, og efterfølgende kom hans onkel. Ansøgeren flyttede derefter hjem til sin mormor og morbror. Hans mor ringede til ham i [efteråret] 2014 og fortalte, at hans bror havde sagt, at han ville slå ansøgeren ihjel, hvis han så ansøgeren ved den sunnimuslimske moske igen. I [efteråret] 2014 flyttede ansøgeren hjem til sin ven, [C], som boede i en sunnimuslimsk bydel. Ansøgeren udrejste af Irak [i efteråret] 2015. Da ansøgeren befandt sig i Tyrkiet, ringede hans mor og fortalte, at hans bror havde sagt, at han ville slå ansøgeren ihjel, hvis han vendte tilbage til Irak. Ansøgerens bror og hans brors ægtefælles brødre er medlemmer af shiitiske militser. Ansøgeren begyndte at interessere sig for kristendommen for omkring et år siden, men han har først for omkring seks måneder siden været meget i kirke. Ansøgeren har efter, at han har konverteret til kristendommen talt med sin mor, der har sagt, at efter at hans bror og onkel har fået at vide, at ansøgeren er blevet kristen, vil de gøre alt for at slå ansøgeren ihjel. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaringer om sine asylmotiver til grund, idet forklaringerne om en række centrale punkter har været usandsynlige, upræcis og udetaljerede. Flygtningenævnet finder ikke at ansøgeren på overbevisende måde har kunnet redegøre for den påberåbte konversion fra shia til sunni-muslim. Flygtningenævnet har herunder lagt vægt på, at ansøgeren ikke på uddybende måde har kunnet redegøre for forskellene på at være shia og sunni-muslim, også henset til hans egne oplysninger om at han risikerede sit liv ved at blive sunni-muslim, at han ikke fandt en anden sunni-muslimsk moske, efter at han havde set sin bror og farbror ved Mashtel moskeen, og at han ved sin asylsamtale [i slutningen af] 2016 har oplyst, at han var ligeglad med religion. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren i asylsamtalerne har forklaret divergerende om hans samtale med hans mor om hans konversion. Nævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om tidspunktet og anstallet af trusler fra hans bror og farbror. Der er videre lagt vægt på, at det ikke forekommer sandsynligt, at han først valgte at udrejse af Irak næsten et år efter at han modtog den første trussel fra sin bror, henset til at han frygtede at broren og farbroren ville finde ham og slå ham ihjel. Flygtningenævnet finder ikke at ansøgeren på overbevisende måde har kunnet redegøre for den påberåbte konversion fra sunni-muslim til kristen. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren under sagen har udvist et yderst begrænset kendskab til kristendommen, herunder med hensyn til højtider, kendskab til lignelser og historier i bibelen og almindelige kristne traditioner, herunder hans tankevirksomhed i forbindelse med hans konversion. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren i forbindelse med sin asylsamtale [i slutningen af] 2016 ikke havde nævnt sin interesse for kristendommen, og at han først i de seneste seks måneder efter Udlændingestyrelsens afslag på asyl, har fået en større interesse for kristendommen, hvor han er begyndt at gå meget i kirke og fået kristendomsundervisning. Oplysningerne om, at ansøgeren føler sig truet af Asaib Ahl Al-Haq og Badr-militsen, kan ikke føre til andet resultat henset til, at der er tale om en generel frygt, og at der ikke er oplysninger om, at han konkret er blevet truet af militserne. Ansøgeren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af Udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/186/IVK
