Nævnet stadfæstede i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Irak. Indrejst i henholdsvis 2014 og 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgerne er etniske arabere og shiamuslimer fra Al-Najaf, Irak. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af ukendte personer, fordi han har modtaget en trussel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han fandt en konvolut med en patron i på sit skrivebord, da han kom på arbejde på universitetet en morgen i [foråret] 2013. Efterfølgende bad han om orlov fra sit arbejde, hvilket blev bevilliget. Ansøgeren udrejste til Jordan, hvor han opholdt sig indtil [efteråret] 2014, hvorefter han udrejste til Danmark. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel, idet hendes ægtefælle (den mandlige ansøger) er højtuddannet og har arbejdet på universitetet i Bagdad. Den kvindelige ansøger frygter endvidere de generelle forhold i Irak. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes ægtefælle modtog en patron i en konvolut på sit arbejde i [foråret] 2013. Hun har endvidere oplyst, at forholdene i Irak generelt er dårlige, og at flere højtuddannede er blevet slået ihjel i Irak. Begge ansøgerne har for Flygtningenævnet som et nyt asylmotiv henvist til, at de er konverteret til kristendommen, og at de frygter forfølgelse på grund heraf ved en tilbagevenden til Irak. Ansøgerne har med baggrund i dette asylmotiv nedlagt påstand om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, subsidiært hjemvisning. Flygtningenævnet finder, at ansøgernes forklaringer om den mandlige ansøgers modtagelse af en trussel ikke forekommer overbevisende. Der er således flere forhold i forklaringerne, som virker påfaldende i forhold til, at det skulle være modtagelsen af en trussel, der begrunder deres ønske om at opnå asyl i Danmark. Ansøgerne har samstemmende forklaret, at de opfattede truslen som alvorlig og som rettet mod hele familien, og alligevel valgte de at opholde sig på deres bopæl i Bagdad indtil udrejsen, ligesom de udrejste uden tre af deres børn, der forblev boende i familiens hus. Efter ansøgernes forklaringer orienterede den mandlige ansøger ikke sin arbejdsgiver eller kolleger om truslen, ligesom de undlod at anmelde den til politiet. Den mandlige ansøger har endvidere forklaret udbyggende om, at ligeledes to af hans børn efterfølgende skulle have modtaget trusler. Den mandlige ansøger nævnte således intet herom i hverken asylansøgningsskemaet eller den første samtale (oplysnings- og motivsamtalen) med Udlændingestyrelsen. Ansøgerne har desuden forklaret forskelligt om indholdet af den trussel, som datteren skulle have modtaget, idet den mandlige ansøger har forklaret, at truslen angik hendes arbejde, mens den kvindelige ansøger – i hvert fald oprindeligt – har forklaret, at truslen angik den omstændighed, at datteren befandt sig i Irak uden sin far. Hertil kommer, at den kvindelige ansøger både i asylansøgningsskemaet og i oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2016 har givet udtryk for, at de generelle forhold i Irak er af en sådan karakter, at de ikke længere kunne ”holde det ud”, ligesom flere dokumenter i sagen synes at pege i retning af, at ansøgernes udrejse har været planlagt i en periode, der ligger forud for episoden i [foråret] 2013. Det hører endelig med i billedet, at den mandlige ansøger indrejste i Danmark på et arbejdsvisum efter Green Card-ordningen, og at han først søgte om asyl i Danmark efter at have opholdt sig her i ca. 1 år og 3 måneder. Selv om ansøgernes forklaring om modtagelsen af en patron kunne lægges til grund, finder Flygtningenævnet endvidere, at oplysningerne herom er så uspecifikke, at det ikke kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ansøgerne har således samstemmende oplyst, at ingen af dem har nogen konflikter med hverken enkeltpersoner, myndigheder eller grupperinger, hvorfor det forekommer helt tilfældigt, såfremt ansøgerne skulle være blevet truet. Det er herunder også uklart, hvem der lagde patronen på skrivebordet, og hvilket formål den angivelige trussel skulle tjene. Om ansøgernes oplysninger om at være konverteret til kristendommen – der er et nyt asylmotiv fremsat for Flygtningenævnet – bemærkes, at nævnet ikke finder grundlag for at hjemvise sagen. Om asylmotivet bemærkes endvidere, at den mandlige ansøger ifølge referatet fra hans oplysnings- og motivsamtale [i sommeren] 2016 har oplyst, at han dengang praktiserede sin religion, og at han aldrig havde interesseret sig for andre religioner eller overvejet at konvertere til en anden religion. Tilsvarende har den kvindelige ansøger i sin oplysnings- og motivsamtale [i sommeren] 2016 oplyst, at hun praktiserede sin religion, herunder faster og beder, og at hun aldrig har interesseret sig for andre religioner. Det fremstår på den baggrund noget påfaldende, at ansøgerne angiveligt nu er konverteret til kristendommen, og navnlig at konverteringen er fundet sted på et tidspunkt, hvor de havde modtaget afslag på asyl fra Udlændingestyrelsen. Det fremstår endvidere noget påfaldende, at den mandlige ansøger har fundet anledning til at udarbejde en artikel/rapport med titlen [X]. Nævnet finder, at der under disse omstændigheder må stilles større krav til ansøgernes sandsynliggørelse af, at konverteringen er reel. Ansøgerne har under mødet for nævnet vist et vist kendskab til kristendommen, hvilket også afspejles i den artikel, som den mandlige ansøger, der i Irak arbejdede som universitetsprofessor, har skrevet om emnet. Ansøgerne har imidlertid ikke på overbevisende måde kunnet redegøre nærmere for deres refleksioner over motivet for og konsekvenserne af konverteringen, herunder hvilken betydning kristendommen har for dem. Hertil kommer, at de for nævnet har forklaret udbyggende om deres interesse for kristendommen, hvilke forklaring ikke stemmer overens med det, de tidligere har oplyst i sagen om deres manglende interesser for andre religioner. Under hensyn hertil – og på baggrund af sagens oplysninger i øvrigt – finder Flygtningenævnet, at det er ubetænkeligt at lægge til grund, at ansøgernes konvertering til kristendommen ikke er udtryk for en reel interesse, og at konverteringen alene har haft til formål at skabe et nyt konstrueret asylgrundlag. Der er på denne baggrund ingen grund til at tro, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Irak har behov for eller ville leve et åbent kristent liv med risiko for, at myndigheder eller andre i Irak blev bekendt med deres konversion. Flygtningenævnet finder herefter, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgerne ved en tilbagevenden til hjemlandet er i risiko for at blive udsat for forfølgelse på grund af konversion eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7 som følge af personlige konflikter med myndigheder, enkeltpersoner eller andre. For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt de generelle forhold i Irak kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, bemærker nævnet, at det af praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol fremgår, at den generelle sikkerhedssituation i Irak ikke er af en sådan karakter, at det kan antages, at der er en reel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området, jf. dom af 23. august 2016 i sag nr. 59166/12 (J.K. and Others v. Sweden). Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/184/CMA
