irak2017183

Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra […], Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv, men han har deltaget i fire til fem demonstrationer, sidste gang i 2013. Ansøgeren er kortvarigt blevet tilbageholdt i forbindelse med disse, men har ikke efterfølgende modtaget straf for sin deltagelse i disse. Ansøgeren anser deltagelsen i demonstrationerne som afsluttede. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive udsat for repressalier fra familien til en pige, som han har haft et forhold til. Ansøgeren har endvidere henvist til de generelle forhold i Irak. Til støtte for det påberåbte asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han i december 2014 mødte en pige ved navn […]. De fik kontakt og sås efterfølgende på [pigens] bopæl, når hun var alene hjemme. De havde endvidere kontakt via telefon og sms. Ved sidste besøg hos [pigen], omkring september 2015, blev forholdet opdaget af [pigens] storebror, der slog ansøgeren, råbte skældsord og truede ham. Ansøgeren forlod stedet, og han modtog herefter to telefoniske trusler af [pigens] bror. På grund af de modtagne trusler udrejste ansøgeren i oktober 2015 legalt af Irak. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet den fremstår som konstrueret til lejligheden og dermed utroværdig. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om de trusler, han skulle have modtaget fra sin kærestes familie. Han har således under samtalen hos Udlændingestyrelsen [i] juni 2016 forklaret, at han først modtog 6-7 telefoniske trusler fra både kærestens far og hendes bror, og at han derefter blev truet personligt to gange af kærestens bror, en gang på et offentligt sted i Sulaymaniyah i maj/juni 2015 og en gang i juli/august på kærestens bopæl. Ansøgeren har derimod under samtalen [i] januar 2017 forklaret, at han kun modtog en personlig trussel fra kærestens bror, hvilket først skete i kærestens hjem. Han modtog umiddelbart herefter trusler i form af to telefonopkald fra kærestens bror, og han er aldrig blevet truet af kærestens far. For nævnet har ansøgeren forklaret, at han modtog trusler fra kærestens bror i alt 6-7 gange, inklusive de trusler, der fandt sted den dag, episoden på kærestens bopæl fandt sted, og at kærestens bror fortsatte med at ringe til ham og true ham med at slå ham ihjel, indtil kort før ansøgeren udrejste. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om sine telefonnumre og kontakten med kærestens bror. Under samtalen [i] januar 2017 oplyste ansøgeren, at han efter den anden telefonsamtale med kærestens bror – der fandt sted dagen efter episoden hos kæresten - købte et nyt sim-kort og herefter ikke havde kontakt med kærestens bror. For nævnet har ansøgeren derimod forklaret, at han havde to numre og bevarede sit gamle telefonnummer, så han kunne finde ud af, hvad der skete med kæresten, og at han flere gange efterfølgende blev ringet op af kærestens bror og truet på livet helt frem til kort før ansøgerens udrejse. Herudover har ansøgeren forklaret divergerende om varigheden af sine besøg hos kæresten, idet han under samtalen [i] januar 2017 oplyste, at besøgene aldrig varede mere end en ½ time, mens han for nævnet først har forklaret, at de varede 2-3 timer, men dernæst har korrigeret det til, at besøgene nogle gange varede omkring en time. De pågældende divergenser har en sådan karakter og et sådan omfang, at de ikke – som anført af ansøgeren – kan tilskrives problemer med tolkning. Flygtningenævnet finder det endvidere bemærkelsesværdigt, at ansøgeren skulle have opsøgt kæresten i dennes hjem og have haft seksuelt samkvem med hende, efter at han blev klar over, at kærestens forældre havde set deres sms-korrespondance og billeder af dem sammen på kærestens telefon, og efter at kæresten i den forbindelse var blevet udsat for verbale og fysiske overgreb fra sin familie, idet ansøgeren herved udsatte dem begge for en ganske betydelig risiko. Efter det anførte har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse eller for at blive udsat for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.  Det bemærkes, at de generelle forhold i Irak efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke er af en sådan karakter, at en person ved sin blotte tilstedeværelse i landet vil risikere at blive udsat for en behandling i strid med EMRK artikel 3. Betingelserne for opholdstilladelse i udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2, er derfor ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/183/nke