Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Den mandlige ansøger er etnisk kurder og shia-muslimer fra Bagdad, Irak. Den kvindelige ansøger er etnisk kurder og shia-muslim fra Qom, Iran. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af partiet Hizb Al Sadrye, idet han har nægtet at blive medlem af partiet. Den mandlige ansøger har til støtte herfor oplyst, at han omkring 20 gange i perioden 2010/2011 til 2015 er blevet opsøgt på sin bopæl af tre til fire medlemmer fra partiet Hizb Al Sadrye. Hver gang har de opfordret den mandlige ansøger til at melde sig ind i partiet og sagt, at såfremt han ikke gjorde dette, ville der ske noget dårligt for ham og hans familie. Den mandlige ansøger afslog at blive medlem hver gang. I marts eller i april 2015 modtog den mandlige ansøgers bror [A] trusler fra partiet Hizb Al Sadrye to til tre gange. Hver gang opfordrede de den mandlige ansøgers bror til at melde sig ind i partiet og sagde, at såfremt han ikke gjorde dette, ville der ske noget dårligt for ham. Den mandlige ansøger har desuden oplyst, at han arbejdede ved et amerikansk sikkerhedsfirma i Bagdad fra 2005 til 2007. Han modtog tre trusselsbreve på sin bopæl i 2006, hvori der stod, at han var mistænkt for at arbejde for amerikanerne, og såfremt dette var korrekt, var hans liv i fare. Omkring fem til seks måneder efter den mandlige ansøger modtog det sidste trusselsbrev, opsagde han sit arbejde. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til sin ægtefælles konflikt. Den kvindelige ansøger har videre henvist til, at hun frygter ISIL’s generelle tilstedeværelse. Den kvindelige ansøger har til støtte herfor oplyst, at hendes ægtefælle blev stoppet et sted i Bagdad af grupperingen Hizb Al Sadrye, som ønskede at ægtefællen tilsluttede sig gruppen og truede ham på livet. Den kvindelige ansøger ved ikke, hvor mange gange ægtefællen er blevet truet af grupperingen. Den kvindelige ansøger ved ikke mere om grupperingen eller ægtefællens kontakt til grupperingen. Videre har den kvindelige ansøger oplyst, at hendes ægtefælle arbejdede for et amerikansk sikkerhedsfirma i Bagdad fra 2005 til 2007. Den kvindelige ansøgers ægtefælle modtog i 2006/2007 tre trusselsbreve på deres bopæl. Den kvindelige ansøger ved ikke, hvad der stod i brevene, idet hun ikke læser arabisk. Ansøgerene har endvidere henvist til, at de frygter de generelle forhold i Irak. Det påhviler efter udlændingelovens § 40 asylansøgere at sandsynliggøre deres asylmotiv. Flygtningenævnet finder imidlertid, at den mandlige ansøgers forklaring må tilsidesættes som divergerende og udbyggende og dermed utroværdig. Han har således blandt andet til oplysnings- og motivsamtalen med Udlændingestyrelsen forklaret, at han ingen problemer havde med Al-Sadr i perioden fra 2012 til 2015, og at han overhovedet ikke havde kontakt med gruppen efter januar 2015. Derimod har han i asylsamtalen med Udlændingestyrelsen og for nævnet forklaret, at meget alvorlige trusler mod familien blev fremsat i 2012, hvorfor han sørgede for at sende sin ægtefælle til Iran, og at han endvidere efter de påståede trusler mod broren [A] i foråret 2015, var i kontakt med gruppen og lovede samarbejde med denne. Den kvindelige ansøger har alene henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Herefter finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Endelig bemærkes, at de generelle forhold i Irak ikke i sig selv findes asylbegrundende. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/164/EMU
