irak2017161

Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt tre børn fra Irak. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Den mandlige ansøger er etnisk kurder og sunni-muslim fra Sulaimania, Irak. Den mandlige ansøger har været medlem af Jalal Talebanis parti fra 1991 til 1996. Den kvindelige ansøger er etnisk araber og shia-muslim fra Bagdad, Irak. Den kvindelige ansøger har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de frygter at blive slået ihjel af deres familier, hvis de ikke bliver skilt, idet den mandlige ansøger er sunni-muslim og den kvindelige ansøger er shia-muslim. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiv oplyst, at de blev gift i 2004. Den kvindelige ansøgers far accepterede som den eneste ægteskabet. Ansøgerne har siden de blev gift modtaget omkring 200 trusler fra deres familier. Ansøgerne flyttede flere gange i et forsøg på at undgå, at deres familier kunne opsøge dem.  Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer til grund, i det forklaringerne har fremstået divergerende og udbyggende og derfor utroværdige og konstruerede til lejligheden. Ansøgerne har forklaret, at ingen af deres familiemedlemmer, bortset fra den kvindelige ansøgers far, har villet acceptere, at ansøgerne har indgået ægteskab, og at dette har medført, at de begge blev udsat for gentagne trusler fra de to familier. Begge ansøgere har forklaret, at dette har fundet sted fra 2005 til 2015, alene afbrudt af den periode i 2006-2007, hvor ansøgerne boede i Tyrkiet. Ansøgerne har afgivet divergerende forklaringer om, hvem der fremsatte truslerne, og forklaret divergerende om truslernes karakter. Den mandlige ansøger har således under oplysnings og motivsamtalen forklaret, at han hver dag fra brylluppet og frem til sin endelige udrejse af Irak blev ringet op af den kvindelige ansøgers brødre og onkler. De samme familiemedlemmer mødte i den periode, hvor ansøgerne boede i Bagdad, også op på ansøgernes bopæl og forlangte, at de lod sig skille. Under asylsamtalen har den mandlige ansøger udbyggende forklaret, at den kvindelige ansøgers mandlige familiemedlemmer, når de opsøgte ansøgerne, hver gang var bevæbnede, at de truede med at slå ansøgerne ihjel, og at disse familiemedlemmer havde tilknytning til Al Mahdi. Under oplysnings og motivsamtalen har den mandlige ansøger forklaret, at hans egen familie ikke har truet dem, men at familien har afbrudt al kontakt med ham. Under samtalen i nævnet har den mandlige ansøger forklaret, at han, i den lange periode, hvor ansøgerne boede i Erbil, løbende blev udsat for trusler fra sin egen familie, og at disse trusler blev formidlet af en af den mandlige ansøgers barndomskammerater, idet han ikke havde personlig kontakt med sin familie. Den kvindelige ansøger har derimod forklaret, at hun blandt andet i Erbil blev opsøgt af den mandlige ansøgers brødre, der truede hende på livet. Den kvindelige ansøgers forklaring har i øvrigt fremstået udetaljeret og afglidende. Ansøgerne har endvidere udbyggende forklaret, at de, allerede mens de opholdt sig i Irak, har fået kendskab til, at de to familie var blevet enige om, at problemet med det blande ægteskab skulle løses enten ved at ægteskabet opløses eller ved, at ansøgerne på familiernes foranledning bliver likvideret. Den mandlige ansøger har endvidere udbyggende forklaret, at truslerne via Facebook og messenger-beskeder til andre herboende irakere er fortsat under ansøgerens ophold i Danmark. Ud fra en samlet vurdering finder Flygtningenævnet således ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Irak vil risikere overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, eller forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelses afgørelse.” Irak/2017/161/DMO