Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim fra Sulaymaniyah, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive opsøgt, bortført eller henrettet af ISIL, idet han har angivet to personer til de kurdiske myndigheder. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han arbejdede som chauffør i Irak, og at han fragtede mad fra byen [A] til en flygtningelejr beliggende udenfor byen. Engang i mellem havde han også passagerer med, når han kørte fra flygtningelejren tilbage til [A]. En dag havde ansøgeren to mænd med, som under kørslen talte om ISIL. Da de kom til en kontrolpost, underrettede ansøgeren vagterne herom, hvorefter de to mænd blev tilbageholdt. Efterfølgende blev ansøgeren underrettet af nogle læger i flygtningelejren om, at de to mænd, som ansøgeren havde haft med som passagerer, var medlemmer af ISIL, og at hans liv derfor var i fare. Ansøgeren tog herefter til sin morbror i Sulaymaniyah, hvor han opholdt sig, indtil han udrejste af Irak. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgeren har arbejdet som taxachauffør, men Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiv til grund. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren har afgivet en divergerende og upræcis forklaring om helt centrale forhold i forbindelse med asylmotivet. Ansøgeren har således til forskellige samtaler og under nævnsmødet forklaret divergerende om, hvorvidt de to personer i taxaen betalte forud for turen, eller om han ikke modtog betaling, og om mændene var alene, da han samlede dem op, ligesom han har forklaret divergerende om, hvorvidt de to personer blev kropsvisiteret ved checkpointet og om, hvorvidt han blev advaret af lægerne en eller to dage efter episoden. Han har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt han hørte mad til lægerne i 1-2 måneder eller i 3-4 måneder og om, hvad personerne og han talte om, herunder om de aftalte pris og sted på arabisk, og om hvorvidt han forstod en del eller lidt arabisk samt om, hvad han sagde til vagterne ved checkpointet. Ansøgerens forklaring forekommer i øvrigt mindre sandsynlig og uden logisk sammenhæng. Det forekommer således mindre sandsynligt, at de to personer spurgte, om han kunne arabisk og derefter talte om ISIL på en sådan måde, at han fik mistanke om, at de tilhørte ISIL, henset til at ISIL hedder det samme på sorani og arabisk. Endelig forekommer det mindre sandsynligt, at ansøgeren, hvis han ikke forstod, hvad de to mænd talte om, skulle mistænke dem for at være ISIL–medlemmer, blot fordi de nævnte organisationens navn, særligt når henses til, at mange personer i området var flygtet fra ISIL, og at der var væbnede kæmpe med ISIL. Ansøgerens forklaring om, at de to mænds familier enten spurgte efter ham eller holdt øje med ham forekommer også mindre sandsynlig. Det forekommer i den forbindelse mindre sandsynligt, at familierne ikke var blevet opsøgt og/eller anholdt af myndighederne, såfremt myndighederne vidste, at de var medlemmer af ISIL eller ISIL sympatisører. Ansøgerens forklaring om, hvorledes lægerne fik at vide, at ansøgeren var i fare forekommer i øvrigt usammenhængende og uden logisk sammenhæng. Ansøgeren har ikke under nævnsmødet været i stand til at uddybe sin forklaring eller forklare de nævnte divergenser og usammenhængende oplysninger, ligesom han generelt har besvaret nævnets spørgsmål afglidende og upræcist. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/149/CMA
