Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk araber og shia-muslim af trosretning fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter, at en ukendt milits vil slå ham ihjel, idet militsen tidligere har bortført ansøgeren. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han [i efteråret] 2014 blev bortført af nogle ukendte mænd fra en ukendt milits, da han var på vej hen for at besøge sin bror. Mændene tog ansøgeren med i deres bil og førte ham til et ukendt sted, hvor han var tilbageholdt i ti dage. Ansøgeren havde en pose over hovedet i ti dage, og han talte ikke med nogen. Ansøgeren blev flere gange udsat for vold i form af spark og slag med en jernstang. Ansøgeren blev løsladt efter, at hans bror havde betalt en løsesum på 30.000 dollars. Ansøgeren blev ikke opsøgt af den ukendte milits efter han blev løsladt og frem til hans udrejse [i efteråret] 2015. Ansøgerens bror blev truet telefonisk [i slutningen af] 2014 samt en enkelt gang [i efteråret] 2015. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund, idet nævnet vurderer, at centrale dele af forklaringen om bortførelsen og de efterfølgende begivenheder fremstår divergerende, usammenhængende og konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har således blandt andet under nævnsmødet først forklaret, at broderen ikke har oplyst ansøgeren om, hvornår i forløbet broderen blev kontaktet af den ukendte milits, hvorefter han har forklaret, at broderen har oplyst ansøgeren herom. Ansøgerens oplysning om, at broderen blev kontaktet af militsen dagen efter bortførelsen, [i efteråret] 2014, stemmer endvidere ikke med oplysningen i det fremlagte dokument fra det irakiske politi om, at broderen skulle have anmeldt bortførelsen allerede den dag, den fandt sted, [i efteråret] 2014. Endvidere har ansøgeren under nævnsmødet forklaret, at der var mange mennesker på gaden, da han blev løsladt, men at ingen af dem turde reagere på grund af militserne, mens han under asylsamtalen [i efteråret] 2016 forklarede, at der ikke var nogen mennesker, da han blev løsladt. Ansøgeren har endvidere i nævnsmødet ikke kunnet forklaret, hvorfor han ifølge referatet af samtalen [i efteråret] 2016 forklarede, at han efter en måned hos mosteren opholdt sig ca. seks måneder hos sin familie, mens han i oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2016 og igen under nævnsmødet har oplyst, at han ikke turde tage hjem til sin familie, men opholdt sig hos slægtninge frem til sin udrejse. Endelig har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren har foretaget i hvert fald tre rejser ud af Irak i tiden fra [efteråret] 2014 til sin udrejse i [efteråret] 2015, og han har herunder i et tilfælde har været i Tyrkiet og efterfølgende er returneret til Irak. Flygtningenævnet finder det derfor ikke sandsynliggjort, at ansøgeren er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller ved tilbagevenden til Irak risikerer overgreb som omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/135/SHH
