Nævnet stadfæstede i juli 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk araber og muslim af trosretning fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Asaib Ahl al-Haq, idet han har nægtet at tilslutte sig gruppen og at støtte dem økonomisk. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at problemerne startede [i vinteren] 2014, hvor han arbejdede for firmaet […]. Ansøgeren havde været ansat i firmaet i to til tre måneder, da han mødte en ingeniør, [A], som ville hverve ham til Asaib Ahl al-Haq. Ansøgeren afviste at tilslutte sig gruppen med den begrundelse, at han havde familie, og at han ikke kunne betjene våben. [A] accepterede afslaget. [A] besøgte flere gange ansøgerens kontor i forbindelse med sit arbejde. Omkring to til tre måneder efter deres første møde, forsøgte [A] at rekruttere ansøgeren til en brigade, som er en del af Asaib Ahl al-Haq, kaldet […], hvor han ville modtage våbentræning. Ansøgeren afviste endnu en gang, hvilket [A] igen accepterede. [A] forsøgte igen at rekruttere ansøgeren i midten af 2015, hvor ansøgeren endnu en gang afslog. Denne gang blev [A] imidlertid sur og sagde, at ansøgeren var nødt til at tilslutte sig, fordi de havde brug for nye krigere. [I sommeren] 2015, kom en person, [B], til ansøgers arbejde for at samle penge ind til Asaib Ahl al-Haq. [B] fik udbetalt et ukendt beløb af firmaets direktør. Senere kom [B] direkte til ansøgerens kontor og bad ham om at yde Asaib Ahl al-Haq økonomisk støtte. Ansøgeren afviste at betale, hvorefter [B] blev meget vred. Ansøgerens chef forsøgte at hjælpe og bad efterfølgende ansøgeren om at tage hjem og holde ferie, indtil problemerne var løst. Dagen efter modtog ansøgeren et opkald fra sin kollega, [C]. [C] fortalte, at [A] og fire andre personer havde spurgt efter ansøgeren på hans arbejdsplads. Da ansøgeren hørte dette, blev han bange og tog sammen med sin kone og deres barn hjem til sine svigerforældre, som boede et stykke væk fra hans egen bopæl. Efterfølgende modtog ansøgeren et opkald fra en nabo, som forklarede, at fem bevæbnede personer fra Asaib Ahl al-Haq havde opsøgt ansøgerens bopæl, hvor de havde øvet vold mod hans mormor og ransaget hans hus. Omkring 15 dage senere, [i efteråret] 2015, udrejste ansøgeren af Irak. Indledningsvist bemærkes, at ansøgerens forklaring på en række spørgsmål har været afglidende og upræcis blandt andet med hensyn til, hvad han lavede i firmaet, hvordan samarbejdsrelationen var med [A]´s firma, og hvor mange ansatte, der var i ansøgerens firma. Herefter og idet ansøgerens forklaring om en lang række centrale forhold har været divergerende og udbyggende, og derfor forekommer konstrueret til lejligheden, har nævnet i det hele tilsidesat forklaringen. Det bemærkes i den forbindelse indledningsvist, at ansøgeren er en veluddannet mand, der har læst økonomi på universitetet. Ansøgeren har på trods heraf ikke i sit asylskema forklaret noget om de konkrete konflikter, der førte til udrejsen, men har alene helt generelt anført, at han forlod Irak, fordi han sammen med sin kone og sit barn blev truet med at blive slået ihjel og at få konfiskeret sit hjem og sine penge. Ansøgeren har under mødet i nævnet om det, der er anført i asylskemaet blandt andet forklaret, at hverken hans kone eller barn er blevet opsøgt eller truet, og at det, der er anført i asylskemaet, skal forstås på den måde, at truslerne mod ham også indebar en trussel mod hans familie. Ansøgeren har i oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at [A] var ansat i en anden afdeling af det samme firma, som ansøgeren også var ansat i, ligesom han forklarede, at [A]’s afdeling af firmaet lå i Baghdad ikke så langt fra ansøgerens egen afdeling. I asylsamtalen og under mødet i nævnet har ansøgeren derimod forklaret, at [A] ikke var ansat i samme firma men i et offentligt firma, der samarbejdede med det private firma, som ansøgeren arbejdede i. Ansøgeren har videre forklaret divergerende med hensyn til, om [A] i forbindelse med det første møde [i vinteren] 2014 sad på ansøgerens kontor, mens han ventede på at komme ind til et møde med en af ansøgerens kollegaer, eller hvorvidt det var ansøgeren, [A] skulle mødes med. Også med hensyn til antallet af gange og hvornår, ansøgeren har mødtes med [A], har forklaringen været divergerende, idet ansøgeren i oplysnings- og motivsamtalen har forklaret om tre henvendelser, hvor [A] har opfordret ham til at melde sig til militsen. Den første gang var [i vinteren] 2014, den næste ca. 2 måneder senere, mens den sidste gang var efter yderligere ca. 3 måneders forløb. I asylsamtalen har ansøgeren derimod forklaret, at han talte med [A] første gang [i vinteren] 2014 og igen midt i 2015 og herefter ca. 1 måned før indsamlingen [i sommeren] 2015, men at [A] også derudover løbende kom på hans kontor, idet [A] som regel var der en gang om ugen. Under mødet i nævnet har ansøgeren forklaret, at han ikke husker, hvor tit [A] kom på kontoret, men at der maksimalt gik 2 dage mellem. Også med hensyn til, om [A] i forbindelse med deres sidste møde reagerede ved surt, at sige: ”okay det må du selv om” og herefter undlod at tale til ansøgeren ud over sige hej, når de mødtes, eller [A] blev sur og aggressiv og slog i bordet og helt undlod at hilse, når han mødte ansøgeren, har forklaringen været divergerende. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren har forklaret, at det kun var med ham, at [A] mødtes, og at deres samarbejde fortsatte, også efter, at [A] var blevet sur, uden at han har været i stand til at forklare, hvordan de under disse omstændigheder kunne fortsætte samarbejdet. På spørgsmål om, hvorfor han ikke bad direktøren om at blive fritaget for at samarbejde med [A], har ansøgeren forklaret, at han var bange, uden nærmere at kunne begrunde sig frygt, hvilket også bør ses i lyset af, at ansøgeren har forklaret, at direktøren forsøgte at hjælpe ham. Ansøgeren har videre forklaret divergerende med hensyn til omstændighederne omkring [B’s] henvendelse til firmaet med henblik at opnå økonomisk støtte til Asaib Ahl al-Haq. Ansøgeren har således i oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at [B] bad om penge via direktøren, der herefter samlede pengene ind fra de ansatte og i den forbindelse også betalte for ansøgeren, der nægtede at bidrage. I asylsamtalen har ansøgeren derimod forklaret, at [B] var forbi alle kontorer og sige, at de skulle betale et vist beløb uden dog at samle ind, idet [B] fik pengene af direktøren. I asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at beløbet udgjorde 150 USD, mens han i samtalen med advokaten og under nævnsmødet har oplyst, at beløbet var 100 USD. Også med hensyn til, om det var direktøren, der kom ind på ansøgerens kontor ved [B]’s anden henvendelse, eller det var [B] og ansøgeren, der sammen gik ind på direktørens kontor, og om direktøren tilbød at betale for ham eller ej også ved den anden henvendelse, har ansøgerens forklaring været divergerende. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden til Irak risikerer forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/127/JEA
