Nævnet meddelte i juli 2017 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk araber og shia muslim fra Al-Diwaniya, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter, at hun og sin familie vil blive slået ihjel, og at hendes døtre vil blive kidnappet, idet ansøgerens ægtefælle tidligere er blevet bortført af en ukendt gruppering. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun frygter for sin egen og sin families sikkerhed, idet hendes søn [A] er blevet truet af ukendte personer, og fordi ansøgerens anden søn [B] forsvandt kortvarigt for 4-5 år siden. Endeligt frygter ansøgeren de generelle forhold i Irak. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hendes ægtefælle [C] i løbet af [foråret] 2014 blev bortført af en ukendt gruppe, som formentlig var Hizbollah eller Saraya Al-Salam. Ægtefællen var bortført i 12 dage og blev frigivet mod betaling af en løsesum på […] USD. Ansøgeren formoder, at bortførelsen af ægtefællen skyldtes de generelle forhold i Irak, herunder konflikten mellem sunni-muslimer og shia muslimer. Ansøgerens søn [B] forsvandt for 4-5 år siden i 12-13 dage, og han har aldrig været sig selv efter sin tilbagevenden. Ansøgerens søn [A] er blevet truet af ukendte personer i Irak. Ansøgeren kender ikke til de nærmere omstændigheder i den forbindelse. Ansøgeren udrejste af Irak [efteråret] 2015 sammen med sine børn [D], [B] og [A], idet der ikke var råd til at hele familien kunne udrejse samlet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens oprindelige asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren oprindeligt især henviste til sin mands asylmotiv, idet han havde været kidnappet. Imidlertid har hendes mand frafaldet sin ansøgning om asyl og er rejst tilbage til Irak [foråret] 2017. Ansøgeren har nu henvist til, at hun frygter sin mand. Hun har under mødet i flygtningenævnet forklaret, at han har udøvet vold mod hende både i Irak og i Danmark, og at det blev værre efter, de kom til Danmark. Hun har endvidere forklaret, at han holder hende ansvarlig for, at parrets datter, [E], kontaktede myndighederne i Danmark og flyttede fra familien, og at det for ham vil være forbundet med skam, hvis hun rejser til Irak og efterlader [E] i Danmark. Hun har endvidere henvist til, at hun ved tilbagevenden til Irak vil være nødt til at tage ophold hos sin mand, og at hverken hendes familie eller myndighederne i Irak vil kunne beskytte hende mod overgreb fra hendes mands side. Flygtningenævnet har ikke haft adgang til sagsakterne fra [E’s] asylansøgning. Det fremgår af nævnets sagssystem, at [E] [foråret] 2017 fik meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet lægger på denne baggrund ansøgerens forklaring om sin konflikt med ægtefællen til grund. Det er ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved tilbagevenden til hjemlandet vil blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men Flygtningenævnet finder, at hun i tilstrækkelig grad har sandsynliggjort, at hun risikerer at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Irak/2017/122/THJ
