Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia muslim fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af militsgrupper i Irak, herunder særligt af Asaib Ahl al-Haq, idet medlemmer herfra har truet ham. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive anholdt, fordi han har forladt sin tjeneste hos politiet. Endeligt har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at han frygter de generelle forhold i Irak. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i slutningen af 2010 modtog den første trussel, fordi han arbejdede for politiet. Ansøgeren var ikke selv hjemme, da en gruppe personer fra Jaish al-Mahdi og Asaib Ahl al-Haq militserne opsøgte alle personer i området, som arbejdede for politiet og sagde til dem, at de skulle forlade deres arbejde. Efter truslen stoppede ansøgeren umiddelbart efter med at arbejde for politiet. I slutningen af 2011 modtog ansøgeren endnu en trussel. Ansøgeren formoder, at militsen truede ansøgeren, da de ville have ham til at tilslutte sig gruppen, og fordi han drak alkohol og ikke bad. Militsen havde tilbage i 2007 sagt til ham, at han ikke måtte drikke alkohol, og at han skulle bede. Ansøgerens ven, [H], havde sagt til ham, at han skulle passe på dig selv, hvilket ansøgeren forstod som om, at han var i fare. I 2008 eller 2009 blev ansøgeren truet af en fjern slægtning ved navn, [A], som havde sagt, at hvis ansøgeren en dag blev slået ihjel, var det [A], der var ansvarlig. I [efteråret] 2014 blev ansøgeren opsøgt på sin bopæl af tre til fire ukendte personer fra en ukendt milits, som bad ham om at følge med dem. De kørte ansøgeren til et sted i udkanten af det område, hvor han boede. Ansøgerens bror havde set, at de havde taget ansøgeren med, og han ringede derfor til ansøgerens fars fætter, som er medlem af Jaish al-Mahdi. Ansøgeren fik lov til at gå efter, at ansøgerens fars fætter havde ringet til gruppens leder og garanterede, at han fremover ville praktisere sin religion og ikke drikke alkohol. Efter denne episode forlod ansøgeren sin bopæl og tog efterfølgende ophold hos sin moster eller hos nogle af sine venner i det kurdiske selvstyreområde. Ansøgeren havde i denne periode kontakt med vennen, [H], en eller to gange, hvor vennen fortalte at militserne i området forsat efterspurgte ansøgeren. Ansøgeren snakkede sidste gang med vennen på et ukendt tidspunkt i 2014. Ansøgeren oplevede derefter ikke yderligere konflikter, og hans familie blev ikke opsøgt sidenhen. [I efteråret] 2015 udrejste ansøgeren af Irak, idet han ønskede at starte et nyt liv i Europa. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Der er herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring forekommer usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har således ikke har været i stand til at forklare overbevisende om sit asylmotiv. Ansøgeren har herunder ikke kunne redegøre nærmere for den konflikt, som han skulle have med militsen. Han har herunder ikke kunne redegøre for, at militsen i otte år skulle have kendt til hans holdninger og alkoholvaner og have sendt diverse advarsler til ham for pludselig efter otte år at hente ham for at afhøre ham, men alligevel køre ham hjem igen uden at afhøre ham, fordi en af hans slægtninge bad militsen om det. Han har heller ikke kunne redegøre for sin angivelige konflikt med myndighederne i anledning af, at han stoppede sin tjeneste som politimand i 2010. Han har heller ikke kunne redegøre for en asylbegrundende konflikt med sin svigerfamilie. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret divergerende om diverse tidspunkter for diverse trusler og opsøgningen af ham på moderens bopæl ved de forskellige samtaler med Udlændingestyrelsen og under nævnsmødet. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren, efter han stoppede i politiet i 2010 og efter konflikten med militsen angiveligt opstod, kunne opholde sig problemfrit i Irak frem til udrejsen i 2015, hvor han i øvrigt udrejste legalt efter at have henvendt sig til myndighederne for at få forlænget pas og ID kort. Der herved tillige lagt vægt på, at ansøgeren efter sin egen forklaring arbejdede som taxachauffør og således ikke holdt sig skjult for hverken myndigheder eller militser. Flygtningenævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgeren under nævnsmødet forklarede udbyggende om et overfald fra politiets side i Kurdistan et par måneder før hans udrejse, hvilket overfald han ikke tidligere har nævnt. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han har asylbegrundende konflikter i Irak med hverken myndighederne eller militser. Ansøgeren har heller ikke sandsynliggjort, at han har en asylbegrundende konflikt med sin svigerfar. Endelig finder Flygtningenævnet, at de generelle forhold i Irak ikke i sig selv kan begrunde konventions- eller beskyttelsesstatus. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/118/lrn
