Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni muslim fra […], Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af Al-Haq militsen, idet han har modsat sig deres anmodning om at tilslutte sig organisation. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at han frygter sine brødre, som har truet med at gøre ham fortræd, såfremt de på nogen måde kom til at lide skade som følge af ansøgerens udtalelser mod militserne. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han arbejdede som freelance fotograf for ASIA Channel i […] området fra en ukendt dato i 2013 indtil [efteråret] 2015. Ansøgeren blev opsagt, fordi arbejdspladsen blev presset af Al-Haq militsen. Al-Haq ville have ansøgeren til at arbejde for deres medieafdeling, hvilket han nægtede. I den forbindelse modtog ansøgeren første gang en trussel på SMS fra Al-Haq i [foråret] 2015. Af truslen fremgik det, at han skulle tilslutte sig militsen, og hvis han ikke gjorde dette, ville han blive udsat for ”andre foranstaltninger”. Derefter fortsatte Al-Haq med at sende ansøgeren trusler via SMS cirka én gang om måneden fra [foråret 2015] til og med [efteråret] 2015. Ansøgeren modtog truslerne på sin private telefon. I [efteråret] 2015 modtog ansøgeren det første trusselsbrev fra Al-Haq militsen. Brevet blev smidt foran døren til ansøgerens bopæl, og ingen af ansøgerens familiemedlemmer så, hvem der havde afleverede brevet. Ansøgeren var ikke selv hjemme, da brevet blev afleveret. Omkring en uge efter modtagelsen af det første trusselsbrev modtog ansøgeren det andet trusselsbrev. Brevet blev smidt ud af en forbikørende bil, mens han gik på gaden i nærheden af sin bopæl. Trusselsbrevene var en advarsel fra Al-Haq om, at ansøgeren skulle stoppe sit vandtro arbejde for kanal ASIA, og at han skulle erklære sit medlemskab til den hellige rene modstand. Det fremgik tillige, at han skulle tilslutte sig den militære presse, idet ansøgeren og ansøgerens familie ellers ville blive slået ihjel. Ansøgeren forsøgte at anmelde forholdet til politiet, men politiet oplyste, at de ikke kunne hjælpe. Ansøgeren valgte at udrejse omkring [efteråret] 2015, da presset på ansøgeren voksede, og ansøgerens brødre sagde til ham, at de selv ville slå ham ihjel, såfremt ansøgeren ikke tilsluttede sig militsen. Ansøgeren udrejste legalt på sit eget pas med et visum til Tyrkiet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiv til grund. Der er herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har i sit asylskema oplyst, at han blev truet af en milits, som gav ham en frist, inden for hvilken han stak af, mens han senere har forklaret, at han blev truet på sms en gang om måneden fra [foråret] til [efteråret] 2015 og at han i [efteråret] 2015 fik to breve med trusler, men at ingen af truslerne indeholdt en decideret frist. I asylskemaet har ansøgeren nævnt, at han er bekymret for sin familie, mens han ikke har nævnt, at han frygter sine brødre, hvilket han senere under samtalerne med Udlændingestyrelsen har oplyst. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvad militsen ville have ham til at gøre og hvorfor. Han har således først forklaret, at militsen ville have ham til at tage billeder i Ramadi, og at han som sunnimuslim kunne undværes, hvis han blev slået ihjel, mens han under nævnsmødet forklarede, at militsen ville have ham til at kæmpe for sig, og at det så godt ud, at shiamilitsen havde en sunnimuslim tilknyttet. Ansøgerens helt grundlæggende asylmotiv er, at en shiamilits vil hverve ham, og at militsen nu vil slå ham ihjel, fordi han ikke vil arbejde for dem. Ansøgeren har imidlertid ikke på en overbevisende måde kunne redegøre for militsens interesse i ham eller for militsens indflydelse på fyringen af ham fra hans arbejde. Det forekommer i den forbindelse mindre sandsynligt, at militsen skulle ønske at tvangshverve ansøgeren, der er sunnimuslim, og som angiveligt åbenlyst har kritiseret militsen. Det forekommer tillige mindre sandsynligt, at militsen skulle ønske, at ASIA Channel skulle presse ansøgeren til at udføre arbejde for militsen, eftersom militsen anså ASIA Channel for at være en vantro og sekulær kanal, som militsen krævede, at ansøgeren skulle stoppe med at arbejde for. Endelig har ansøgeren ikke på en overbevisende måde kunne redegøre for sit arbejde på ASIA Channel eller for kanalens forhold. Han har heller ikke på overbevisende måde kunne redegøre for et tidligere ophold i Tyrkiet eller for den tidsmæssige sammenhæng mellem truslerne og hans fyring fra ASIA Channel. Ansøgeren har ikke under nævnsmødet været i stand til at uddybe sin forklaring om hverken sit arbejde, fyringen eller militsens interesse i ham eller forklare de nævnte divergenser. Flygtningenævnet tilsidesætter på ovennævnte baggrund ansøgerens forklaring og kan derfor ikke lægge til grund, at han var forfulgt ved udrejsen. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. ”Irak/2017/116/lrn
