Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig irakisk statsborger. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter, at blive slået ihjel eller fængslet af de irakiske myndigheder, fordi han har forladt sit arbejde ved politiet uden tilladelse, ligesom han har skrevet rapporter om kriminelle personer, der på nuværende tidspunkt er valgt ind i parlamentet. Endelig frygter ansøgeren at blive slået ihjel af shia-muslimske militser og ISIL, fordi han i perioden fra 2003 til 2008 i forbindelse med sit arbejde i politiet sammen med koalitionsstyrker i Irak har registreret kriminelle i Irak, som i dag er løsladt og er en del af forskellige militser eller ISIL. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i 1999 blev ansat i det irakiske Indenrigsministerium som politiofficer med rang af løjtnant. Ansøgeren var ansat i kriminalregistreringsafdelingen, hvor alle, der blev anholdt i Bagdad, blev registreret. I perioden fra 2003 til 2011 arbejdede ansøgeren sammen med amerikanerne, hvor ansøgeren havde base i [et nærmere bestemt sted i] Major Crime Unit. Amerikanerne tildelte ansøgeren rang af kaptajn. Major Crime Unit havde til opgave at bekæmpe terrorisme og en række navngivne militser. Amerikanerne distribuerede landsdækkende løbesedler med et telefonnummer, som man opfordrede folk til at kontakte, hvis man sad inde med oplysninger om terrorister. Når folk ringede, var det ansøgeren og hans officer-kollegaers opgave at besvare opkaldet og registrere, hvad det handlede om. Endvidere tog ansøgeren blandt andet med på aktioner, når en mistænkt skulle anholdes, hvor ansøgeren havde til opgave at tage billeder og tage fingeraftryk af anholdte, ligesom han tolkede under en hurtig for-afhøring med henblik på identitetsoplysninger. I 2012 modtog ansøgeren indirekte trusler via kollegaer om, at han skulle slette dataregistreringer vedrørende højtstående irakere, hvilket ansøgeren nægtede. [Et nærmere bestemt tidspunkt i sommeren] 2014 blev ansøgeren kontaktet af sin overordnede, som bad ansøgeren slette nogle nærmere bestemte oplysninger, hvorefter ansøgeren bad om orlov til at tænke over tingene, hvorfor han fik fri i 14 dage og rejste til Mosul. [En uge senere] blev ansøgeren ringet op af sin kollega, som fortalte, at ansøgeren ville blive slået ihjel, såfremt han vendte tilbage til arbejdet. Ansøgeren rejste fra Mosul til Kirkuk samme aften. Ansøgerens nabo kontaktede ansøgeren og fortalte, at unavngivne personer havde sprunget ansøgerens bopæl og bil i luften. Der er ikke holdepunkt for at antage, at de hændelser, som ansøgerens far og søskende har været udsat for, har beroet på ansøgerens forhold, men derimod må antages at have skyldtes de pågældendes egne aktiviteter. Endvidere må det tillægges vægt, at ansøgeren har haft kontor- og dataopgaver under sin ansættelse, at han ikke har gennemgået skydetræning, og at ansøgeren aldrig har haft vagtopgaver. Det lægges til grund, at ansøgeren i kraft af sit ansættelsesforhold har samarbejdet med koalitionen, mens den var i Irak, og at han i forbindelse hermed har udført begrænsede tolke-opgaver i forbindelse identifikation af mistænkte. Ifølge ansøgeren ophørte tolkeopgaverne, da koalitionen forlod Irak i 2011. Det kan ikke lægges til grund, at ansøgeren også har deltaget i egentlige afhøringer af mistænkte personer. Der kan ikke lægges vægt på ansøgerens udbyggende forklaring herom for Flygtningenævnet. Dernæst må det tillægges vægt, at ansøgeren har været i stand til at opholde sig og udføre sit arbejde i Irak helt frem til udrejsen i [sommeren] 2014, selvom han ifølge sin egen forklaring siden 2012 havde været udsat for 15 episoder med trusler, hvoraf nogle af dem indebar tilbageholdelser. Ansøgeren findes i den forbindelse at have forklaret upræcist om tilbageholdelserne og tidspunkterne herfor. Endvidere forekommer det usædvanligt, at ansøgeren kunne fortsætte sit arbejde i flere år, selvom hans direkte overordnede havde bedt ham om at slette nogle registreringer. Det forekommer umiddelbart nærtliggende at antage, at de overordnede selv kunne have foranlediget oplysningerne slettet, og at de i givet fald kunne havde afskediget ansøgeren, hvis man ville skaffe sig af med ham. Det fremstår ikke overbevisende, når ansøgeren under samtalen med Udlændingestyrelsen hævder, at han under ansættelsen undgik anholdelse ved hyppige bopælsskrift og oplysninger om falske adresser. Hertil kommer, at ansøgeren ved udrejsen til Tyrkiet var i besiddelse af pas og visum, at udrejsen skete legalt, og at ansøgeren under opholdet i Tyrkiet fik udstedt et nyt pas, da gyldighedsperioden for det gamle pas var udløbet. På baggrund af det ovenfor anførte kan det ikke antages, at den omstændighed, at ansøgeren er udeblevet fra sit arbejde, kan medføre en sådan uforholdsmæssig sanktion, at det kunne begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Da ansøgeren heller ikke på overbevisende måde har været i stand til at underbygge det påberåbte asylmotiv, forkaster Flygtningenævnet hans forklaring herom. Når der henses til udfaldet af bevisbedømmelsen sammenholdt med det sene fremkomsttidspunkt, kan der ikke lægges nogen vægt på de tre dokumenter, som ansøgeren har fremlagt for Flygtningenævnet. Idet de generelt vanskelige forhold i hjemlandet i sig selv hverken kan begrunde asyl eller beskyttelsesstatus, kan det ikke lægges til grund, at ansøgeren var forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden til Irak risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørel-se.” Irak/2017/10/STR
