Nævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2014.
Flygtningenævnet udtalte:
Ansøgeren er etnisk kurdisk og turkmensk og sunni-muslim fra Kirkuk, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter, at han vil blive slået ihjel af personer fra gruppen […] eller af familiemedlemmer til ansøgerens nabo, [A], der tilhørte gruppen, fordi ansøgeren beskyldes for at være ansvarlig for [A’s] tilbageholdelse. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han har været politibetjent i Kirkuk i perioden fra 2008 til 2014. Fra 2010 og indtil sin udrejse var ansøgeren personlig livvagt for [B], som var politichef for Kirkuks omegn. Omkring [sommeren] 2014 modtog ansøgeren et opkald fra gruppen […], som fortalte ansøgeren, at han skulle give gruppens leder, [A], oplysninger om, hvor politiet ville foretage razziaer. Han ville blive slået ihjel, hvis han ikke gjorde det. Ansøgeren fortalte [B] om opringningen, hvorefter de aftalte, at ansøgeren skulle fortælle [A], at de ville lave razzia i nabobyen den pågældende aften. Samme aften foretog ansøgeren og andre fra politiet en razzia på [A’s] bopæl, hvor [A] blev anholdt. Ansøgeren modtog efterfølgende flere opkald fra […], som holdt ansøgeren ansvarlig for [A’s] anholdelse. Ansøgeren udrejste herefter af Irak. Ansøgeren har som asylmotiv yderligere henvist til den generelle sikkerhedsmæssige situation i Kirkuk. Efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om asylmotivet finder Flygtningenævnet, at forklaringen ikke kan lægges til grund. Der henvises til, at ansøgeren har forklaret divergerende og usammenhængende på en række afgørende punkter, og at forklaringen herefter fremstår konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren under asylsamtalen [i foråret] 2015 har forklaret, at han nogle gange blev ringet op af [A] og hans gruppe, […]. Den første gang blev han ringet op af en fra gruppen. Ansøgeren har videre forklaret, at [A] ringede til ansøgeren to til tre timer efter det første opkald. [A] har ringet til ansøgeren to til tre gange på forskellige dage, og [A] ringede til ansøgeren nogle gange i de næste par dage, efter at ansøgeren havde modtaget det første opkald. Foreholdt at [A] efter ansøgerens forklaringer blev anholdt samme aften, efter at ansøgeren havde modtaget det første opkald, har ansøgeren forklaret, at han ikke har oplyst, at [A] ringede til ansøgeren dagen efter det første opkald. For nævnet har ansøgeren forklaret, at han alene blev truet af [A] ved ansøgerens henvendelse til [A] før anholdelsen af [A], og at han ikke er blevet truet telefonisk af [A]. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt hans kollega [C] havde modtaget opkald eller trusler, før han blev dræbt. Under oplysnings- og motivsamtalen [i efteråret] 2014 har ansøgeren forklaret, at [C] modtog opkald 3 dage før ansøgeren fik det første opkald. Under gensamtalen [i foråret] 2015 har ansøgeren derimod forklaret, at [C] ikke var blevet truet, forinden han blev dræbt. Ansøgeren har i øvrigt forklaret divergerende og usammenhængende om et foto, som han har taget af [A]. Under partshøringen [i sommeren] 2015 har ansøgeren detaljeret forklaret, at han i skjul tog et foto af [A] med sin mobiltelefon. Han tog billedet samme dag, som han besøgte [A]. Der var omkring fem meter mellem ansøgeren og [A], der stod og snakkede med nogle andre. Ansøgeren tog sin telefon frem og lod som om, at han skrev en sms, men i virkeligheden tog han et billede af [A]. For nævnet har ansøgeren derimod forklaret, at han ikke har taget et foto af [A] med sin mobiltelefon, men at han har fundet et foto af [A] via Facebook og overgivet billedet til [B]. Nævnet lægger også vægt på, at ansøgeren under gensamtalen har forklaret, at [A] under retssagen mod ham tilstod, at han tilhørte gruppen […]. For nævnet har ansøgeren divergerende forklaret, at [A] nægtede sig skyldig. Det forekommer i øvrigt ikke sandsynligt, at [A] allerede nu er blevet løsladt, selvom han efter ansøgerens egen forklaring er blevet dømt for terrorrelaterede handlinger. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i en individuel og konkret begrundet risiko for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet bemærker hertil, at de generelle forhold i Irak ikke i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Irak/2016/72/DTO
