irak201652

Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2014.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk araber og shiamuslim fra […], Al Naseriya, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv.  Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak vil blive slået ihjel af sin far og farbrors sønner, fordi hun har giftet sig uden tilladelse. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hun mødte sin ægtefælle [A] i slutningen af 2011 på et marked. [A] var på besøg i Irak. Parret udvekslede numre og holdt telefonisk kontakt. I 2013 kom [A] til Irak igen. Under dette besøg kom han og bad ansøgerens far om ansøgerens hånd tre gange. Ansøgerens far afviste [A] alle tre gange. Anden gang [A] snakkede med faren, oplyste denne, at ansøgeren skulle giftes med sin farbrors søn, og at han aldrig ville acceptere, at ansøgeren blev gift med [A]. Efter [A] havde bedt om ansøgerens hånd tredje gang, spurgte ansøgerens far, om hun kendte [A], og han sagde til hende, at hun skulle giftes med farbrorens søn. Ansøgeren og [A] besluttede sig herefter for at gifte sig i al hemmelighed. [A] hyrede en advokat til at ordne alle formalia omkring ægteskabet og til at skaffe ansøgeren et pas, så hun kunne komme til Danmark. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende på en række punkter, både om detaljer og på en række mere centrale punkter, dels fra afhøring til afhøring og dels i løbet af samme afhøring. Når ansøgeren er blevet foreholdt divergenser, har hun tilpasset sin forklaring og besvaret supplerende spørgsmål afglidende. Dette gælder også ansøgerens forklaring under nævnsmødet. Flygtningenævnet har blandt andet hæftet sig ved divergenserne omkring forklaringerne om sit og ægtefællens første møde, herunder om ægtefællen var alene, og hvorledes udvekslingen af telefonnumre foregik. Der er også væsentlige divergenser i forklaringen vedrørende de tre frieribesøg og forløbet med advokatens bistand til indgåelse af ægteskab og tilvejebringelse af vielsesattest og pas. Nævnet finder, at der her har været tale om så vigtige og afgørende begivenheder for ansøgeren, at hun burde have en klar erindring herom. Yderligere har ansøgeren forklaret divergerende om sin kontakt med stedmoren, mens hun har været i Danmark, idet hun har nedtonet forklaringen om omfanget og karakteren af kontakten, efter at Udlændingestyrelsen har stillet sig tvivlende over for denne. Flygtningenævnet lægger navnlig også vægt på, at ansøgerens forklaring om, at hendes far først konfronterede hende med spørgsmålet om, hvorvidt hun kendte [A], eller hvorledes de havde set hinanden eller haft kontakt, da [A] havde friet tredje gang, forekommer usandsynlig og utroværdig. Flygtningenævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgeren først søgte asyl, da hun havde været i Danmark i næsten ti måneder og havde fået afslag på familiesammenføring. Flygtningenævnet har ikke fundet det relevant at udsætte sagen med henblik på at indkalde ansøgerens ægtefælle som vidne. Herefter og efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort sit asylmotiv, og at hun derfor ikke har sandsynliggjort, at hun risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, hvis hun vender tilbage til Irak. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2016/52/SSM