Nævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt et barn fra Irak. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske kurdere og sunni-muslimer fra [S], Irak. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Irak frygter, at de vil blive dræbt af terrorister, idet de undlod at forgifte maden på den kaserne, som de arbejdede på. Ansøgerne frygter endvidere IS (Islamisk Stat) og den generelle situation i Irak. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiv oplyst, at den mandlige ansøger i begyndelsen af 2010 blev ansat som kok på militærkasernen i [S], hvor han lavede mad til omkring 30-50 irakiske militærfolk. I [sommeren] 2010 fik den kvindelige ansøger tillige arbejde i militærkasernens køkken. En nat i [efteråret] 2010 trængte to maskerede terrorister ind på ansøgernes bopæl. De to terrorister sagde, at de vidste, at ansøgerne arbejdede på militærkasernen, og at de skulle gøre Gud den tjeneste at putte gift i maden, når der kom højtstående personer til kasernen, hvilket ansøgerne af frygt indvilligede i. Tidligt næste morgen henvendte den mandlige ansøger sig til deres overordnede, kaptajn [M], og fortalte, hvad der var hændt. Kaptajn [M] sagde til ansøgerne, at de måtte blive på basen, men at de måtte finde en mere permanent løsning. Efter to dage på basen arrangerede den kvindelige ansøgers fader ansøgernes udrejse, hvorefter ansøgerne udrejste illegalt af Irak [i efteråret] 2010. [I efteråret] 2010, mens ansøgerne opholdt sig i Tyrkiet, fik de at vide af den kvindelige ansøgers fader, at den mandlige ansøgers moder var blevet dræbt i et raketangreb mod hendes bopæl. Ansøgerne formoder, at det er de to terrorister, som stod bag drabet på den kvindelige ansøgers moder. Ansøgerne har endvidere oplyst, at IS i [sommeren] 2014 angreb [S] og flere tusinde blev dræbt. IS har den fulde kontrol med det område af Irak, hvor ansøgerne kommer fra. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse af 10. juli 2015 til grund, at ansøgerne isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Spørgsmålet er herefter, om Italien kan finde anvendelse som ansøgernes første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4 (tidligere § 7, stk. 3). Det bemærkes indledende, at Flygtningenævnet ved sin stillingtagen til, hvorvidt et land kan tjene som første asylland, som et ufravigeligt mindstekrav kræver, at den pågældende skal være beskyttet mod refoulement. Det skal endvidere være muligt for den pågældende at kunne indrejse og tage lovligt ophold i det pågældende første asylland, ligesom vedkommendes personlige integritet og sikkerhed skal være beskyttet i første asyllandet. I beskyttelsesbegrebet indgår tillige et vist socialt og økonomisk element, idet vedkommende i et vist omfang skal nyde helt basale rettigheder. Ved denne vurdering henvises blandt andet til Flygtningekonventionens kapitel II til V samt EXCOM Conclusion no. 58 – 1989. Det kan imidlertid ikke kræves, at den pågældende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som landets egne statsborgere, men vedkommendes personlige integritet skal være beskyttet. Kernen i beskyttelsesbegrebet er, at den pågældende skal være i personlig sikkerhed såvel ved indrejse som ved ophold i det land, som anvendes som første asylland. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgerne, som har en udløbet opholdstilladelse i Italien med beskyttelsesstatus, på baggrund af oplysningerne fra de italienske myndigheder, afgivet i sommeren og efteråret 2015, kan indrejse og ansøge om fornyelse af opholdstilladelsen ved disses tilbagerejse til Italien, også selvom opholdstilladelsen er udløbet. For så vidt angår det anførte om ansøgernes tidligere individuelle oplevelser for år tilbage, som alene er baseret på ansøgernes egne udokumenterede oplysninger, herunder manglende adgang til ”basic human rights standards” ved en tilbagevenden til Italien, finder Flygtningenævnet, at ansøgernes oplysninger ikke stemmer overens med, at de som personer med beskyttelsesstatus i Italien, ved en aktuel tilbagevenden til Italien er berettiget til diverse ydelser som anført i afgørelse af 2. april 2013 fra Den Europæiske Menneskeretttighedsdomstol i sagen, Samsam Mohammed Hussein and Others v. the Netherlands and Italy (application No. 27725/10), hvor det blandt andet fremgår af præmis 38: ”A person granted subsidiary protection will be provided with a residence permit with a validity of three years which can be renewed by the Territorial Commission that granted it. This permit can further be converted into a residence permit for the purposes of work in Italy, provided this is requested before the expiry of the validity of the residence permit and provided the person concerned holds an identity document. A residence permit granted for subsidiary protection entitles the person concerned, inter alia, to a travel document for aliens, to work, to family reunion and to benefit from the general schemes for social assistance, health care, social housing and education under Italian domestic law”. Det fremgår endvidere af de foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene for personer – som ansøgerne – med opholdstilladelse i Italien i form af beskyttelsesstatus, som de har mulighed for at få fornyet, at en sådan opholdstilladelse medfører rettigheder til socialhjælp og lægehjælp. Det fremgår således blandt andet af AIDA’s rapport, Country Report – Italy, fra januar 2015, at flygtninge har samme ret til lægebehandling som italienske statsborgere, også for psykiske lidelser, herunder at flygtninge skal tilmelde sig det nationale sundhedsvæsen, har adgang til at vælge en praktiserende læge og til gratis lægebehandling på basis af en fattigdomserklæring, som skal indgives til den lokale sundhedsbestyrelse. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at den kvindelige ansøger i Italien vil have adgang til lægelig behandling for hendes helbredsmæssige problemer. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at Italien – uanset ansøgernes tidligere oplevelser, som ligger tilbage i tiden, og som må anses som et øjebliksbillede – aktuelt kan yde ansøgerne beskyttelse, og at Italien kan tjene som ansøgernes første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2016/2/LOD
