Nævnet stadfæstede i april 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt fire børn fra Irak.
Flygtningenævnet udtalte:
”Flygtningenævnet bemærker først, at det er ubestridt, at klagernes opholdstilladelse som flygtninge ifølge loven bortfaldt 1 år efter klagerne repatrierede til Irak, d.v.s. [i foråret 2009]. Spørgsmålet for Flygtningenævnet er, om der er grundlag for i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 3, at bestemme, at opholdstilladelsen ikke skal anses for bortfaldet. Ifølge lovteksten kan dette ”dog efter ansøgning bestemmes”. I bemærkningerne i lovforslaget til bestemmelsen anførtes: ”Bestemmelsen svarer til betænkningsudkastets § 13. Der henvises til betænkningen, side 153.” Betænkningsudkastets § 13 havde følgende ordlyd: ”Det kan bestemmes, at en tilladelse ikke skal anses for bortfaldet, hvis udlændingen har bevaret en væsentlig tilknytning til landet, eller når andre særlige grunde taler derfor.” Betænkningen (968/1982) indeholder side 153-54 følgende: ”Bestemmelsen i udkastets § 13, stk. 1, 2. pkt. om bortfald af opholdstilladelse efter mere end seks måneders ophold udenfor landet har reglen i rådsdirektiv 68/360, art. 6, pkt. 2, som forbillede. Efter denne regel berøres et EF-opholdsbevis’ gyldighed af ikke af afbrydelser i opholdet med en varighed på ikke over seks på hinanden følgende måneder eller af fravær på grund af værnepligt. Siden 1973 har der i udlændingebekendtgørelserne været bestemmelser om, at seks måneders ophold udenfor landet medfører bortfald af opholdstilladelsen. Reglen svarer til praksis i flere andre europæiske lande. I de situationer, hvor perioden på seks måneder vil være utilfredsstillende kort, jfr. f.eks. de tilfælde, der nævnes i ”Indvandrernes forslag til løsning af deres problemer i Danmark” side 84 (se bilag 9), vil der i almindelighed kunne dispenseres i medfør af bestemmelsen i stk. 2, hvori det bestemmes, at en tilladelse ikke skal anses for bortfaldet, hvis udlændingen har bevaret en væsentlig tilknytning til landet, eller når andre særlige grunde taler derfor. Denne regel har været anvendt i tilfælde, hvor det er godtgjort, at udlændingen har haft til hensigt at vende tilbage til Danmark inden seks måneder, men er blevet forhindret i at rejse hertil på grund af sygdom eller visse andre uforudsete hindringer. Man har endvidere anvendt den i tilfælde, hvor udlændingen før udrejsen har henvendt sig til udlændingemyndighederne og ansøgt om bevarelse af opholdstilladelsen, uanset at opholdet i udlandet forventet at ville vare mere end 6 måneder, f.eks. med henblik på uddannelse, midlertidig forflyttelse og andre midlertidige arbejdsforhold. Bestemmelsen muliggør også, at en udlænding med væsentlige tilknytning her til landet vil kunne få en forlænget frist til at tage stilling til spørgsmålet om varig tilbagevenden til hjemlandet eller bosættelse i et andet land.” Mulighederne for at vende tilbage til Danmark er senere ændret således, at repatrieringsfristen er forlænget til 1 år med mulighed for at søge forlængelse heraf med yderligere 1 år. Klagerne har været inviteret til Danmark, idet den mandlige klager havde tolket blandt andet for de danske styrker, og klagerne opholdt sig i Danmark i ca. 8 måneder fra den [efteråret 2007] til udrejsen den [foråret 2008], hvor de repatrierede til Irak. Klagerne søgte først tilladelse til på ny at rejse til Danmark i sommeren 2014. Klagerne har ikke i øvrigt nogen tilknytning her til landet. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at klagerne har væsentlig tilknytning til Danmark, eller at der foreligger sådanne særlige grunde, at der er grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2016/13/STA
