Nævnet stadfæstede i april 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt et barn fra Irak. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet udtalte: ”Udlændingestyrelsen meddelte [i slutningen af] 2007 klagerne opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Klagerne bekræftede under deres samtaler med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2015, at de havde holdt ferie i Irak [i sommeren] 2015. Den mandlige klager oplyste endvidere, at han havde afgivet et konstrueret asylmotiv under den oprindelige asylbehandling, idet han blandt andet under asylsagsbehandlingen havde oplyst, at han havde modtaget konkrete trusselsbreve inden udrejsen af Irak som følge af hans arbejde som tolk i perioden 2003 til 2005 i kortere tidsrum for vestlige styrker, herunder danske, men at dette ikke var tilfældet. [I slutningen af] 2015 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagernes opholdstilladelser efter udlændingelovens § 7, stk. 2, kunne inddrages, jf. 19, stk. 2, nr. 1 (inddragelse af opholdstilladelse opnået ved svig), og henviste i afgørelsen samtidig til, at der ikke gjorde sig sådanne hensyn gældende, som er omtalt i udlændingelovens § 26, stk. 1. Flygtningenævnet lægger til grund, at klagerne, der er henholdsvis 36 og 32 år gamle, begge er fysisk sunde og raske. Nævnet lægger endvidere vægt på, at klagerne under nævnsbehandlingen ikke har henvist til konkrete forhold, der vil gøre det vanskeligt for dem at vende tilbage til Irak, men alene har henvist til, at de økonomiske vilkår for fortsat ophold i Danmark var afgørende for, at de ikke ønskede at vende tilbage til hjemlandet. Det lægges samtidig til grund, at klagerne opnåede asyl i Danmark i 2007 på et svigagtigt grundlag. Nævnet finder herefter, at betingelserne for at inddrage klagernes opholdstilladelser efter § 19, stk. 2, nr. 1, er opfyldt. Flygtningenævnet lægger vægt på, at klagerne har en meget ringe tilknytning til det danske samfund, hvilket blandt andet kommer til udtryk ved, at de efter mange års ophold i Danmark kun i meget begrænset omfang forstår og taler dansk men derimod anvender arabisk som familiens daglige sprog. Yderligere lægger nævnet vægt på, at klagerne ikke har familiemæssig tilknytning til herboende personer men efter det oplyste er nært knyttet til familien i Irak. Yderligere lægger nævnet vægt på, at alene den mandlige klager har haft en kortere tilknytning til det danske arbejdsmarked af indtil halvandet års varighed som frisør. Herefter finder nævnet ikke, at det kan anses for uproportionalt at inddrage klagernes opholdstilladelser. Nævnet bemærker i denne sammenhæng, at nævnet har lagt vægt på, at opholdstilladelserne er opnået ved svig i forbindelse med den afvejning, som nævnet har foretaget ved vurderingen af de kriterier, der er anført i udlændingelovens § 26, stk. 1. Ved vurderingen har nævnet taget hensyn til familiens enhed og barnets tarv. Det er således indgået i nævnets vurdering, at klagernes ældste søn på indrejsetidspunktet var to år og i dag er 11 år, ligesom det er indgået i nævnets vurdering, at de to mindre børn på henholdsvis syv og fire år er født i Danmark. Dette skal efter nævnets vurdering sammenholdes med, at børnene er i stand til at begå sig på arabisk, og at det efter de foreliggende oplysninger ikke vurderes at være udsigt til, at børnene i hjemmet vil kunne opnå støtte til en succesfuld integration i Danmark. På den baggrund er det nævnets vurdering, at forholdene i relation til klagernes børn ikke kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2016/12/LAJ
