Nævnet stadfæstede i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2012. Ansøgeren er etnisk araber og muslim af trosretning fra Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak, frygter de irakiske myndigheder, der er af den opfattelse, at han er i besiddelse af hemmelige oplysninger om militæret. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter at blive henrettet af de irakiske myndigheder, da han er desertør fra militæret. Ansøgeren har oplyst, at han [i vinteren 2008] blev optaget på militærakademiet, og at [i vinteren 2009] blev færdig med sin uddannelse som løjtnant. Frem til [foråret 2012] var han premierløjtnant på en kaserne, der hed […], som lå i […] i Bagdad. Den [dato i foråret 2011] og den [anden dato i foråret 2011] modtog han henholdsvis et telefonisk opkald og et trusselsbrev fra ukendte personer. Den [tredje dato i foråret 2011] anmeldte han dette til sin overordnede, hvorefter han opsagde sin stilling. Fra den [fjerde dato i foråret 2011] til den [femte dato i foråret 2011] blev han fængslet i et hemmeligt militært fængsel. Den [femte dato i foråret 2011] blev han overført til ministeriets bygning, hvor han blev afhørt af en civilklædt officer. Officeren oplyste ham om, at han havde klaget over ministeriet, og at han skulle have udtalt, at militæret var korrupt. Efterfølgende blev han løsladt og vendte tilbage til sit regiment. [I vinteren 2012] oplyste ansøgeren under en samtale om sin opsigelse den generelle sikkerhedstjeneste om truslerne, men dette blev ikke taget seriøst. Hans opsigelse blev derfor ikke godkendt. Ansøgeren havde orlov i forbindelse med vielsen med sin ægtefælle [i foråret 2012]. Omkring ti dage herefter fik han at vide af en kammerat fra hæren, […], at der var skrevet en hemmelig rapport om ham. Dagen efter ringede […] til ham og fortalte, at det fremgik af rapporten, at ansøgeren skulle henrettes. Det fremgik endvidere, at højtstående politiske personligheder havde udtalt, at han kendte til hemmeligheder, og at han var til stor fare for staten. […] opfordrede ansøgeren til at udrejse med det samme. Ansøgeren udrejste legalt [i foråret 2012] fra Irak. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgeren har været officer i den irakiske hær. Flygtningenævnet kan videre lægge til grund, at der under ansøgerens ansættelse som officer i et eller andet omfang opstod konflikter mellem ham og hans overordnede, og at disse konflikter førte til, at ansøgeren modtog nogle disciplinære straffe. Flygtningenævnets flertal kan imidlertid ikke lægge ansøgerens forklaring om intensiteten og omfanget af konflikterne til grund. Flertallet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren under nævnsmødet har forklaret udbyggende om konflikterne. Ansøgeren har således for nævnet forklaret, at en menig [i sommeren 2009] ville slå ansøgeren ihjel med en kniv, og at der efterfølgende kom to øvrige menige til for at hjælpe med at slå ansøgeren ihjel. To af ansøgerens soldaterkammerater kom ansøgeren til undsætning og tog fat i den ene menige, mens de to øvrige flygtede. Ansøgeren har videre forklaret, at der blev igangsat en undersøgelse af overfaldet, der viste, at det var ledelsen, der stod bag overfaldet. Flygtningenævnets flertal finder, at ansøgerens forklaring om, at det var tre menige, der overfaldt ansøgeren, og at en senere undersøgelse viste, at hændelsen var planlagt af ledelsen, fremstår udbyggende, da ansøgeren ikke før har forklaret, at der var flere menige, der deltog i overfaldet, eller at der var foretaget en undersøgelse af hændelsen, og at denne undersøgelse viste, at det var ledelsen, der stod bag. Ansøgeren har for nævnet forklaret, at han [i foråret 2010] deltog i en ransagning, hvor ansøgerens soldater efterfølgende klagede over ham, fordi han ikke havde ødelagt den ransagede bopæl og foretaget anholdelser, samt over at ansøgeren havde kropsvisiteret soldaterne, før de forlod bopælen. Ansøgeren har videre forklaret, at han som følge af episoden blev fængslet i fem dage i militærlejren. Flygtningenævnets flertal finder, at ansøgerens forklaring om episoden fremstår udbyggende, da han ikke før har forklaret om episoden. Endelig har ansøgeren for nævnet forklaret, at han [dato i foråret 2012] blev opsøgt og anholdt af politiet, ført til et ukendt fængsel, hvor han blev afhørt og senere sat i isolation. Videre har han forklaret, at han [anden dato i foråret 2012] blev ført til et rum med to personer, der udsatte ham for slag og et seksuelt overgreb, og at han senere blev overført til en celle, hvor han mod betaling af en medfange fik mulighed for at ringe til sin familie og sin ven, […], der er politimand, og som efterfølgende besøgte ansøgeren i fængslet og gav ham penge. Endvidere har ansøgeren for nævnet forklaret, at det, under en fangetransport til en dommerfremstilling [i foråret 2012], lykkedes ham at flygte. Flygtningenævnets flertal finder, at ovennævnte forklaring ligeledes fremstår udbyggende, da ansøgeren ikke har forklaret om dette under samtalerne med Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgeren på et tidspunkt fik et ønske om at forlade militæret. Det fremgår af oplysningerne indhentet via Udenrigsministeriet, at det er muligt for officerer at opsige deres stillinger og forlade militæret. Flygtningenævnets flertal finder, at det herefter fremstår utroværdigt, at ansøgeren ikke kunne få lov til at opsige sin stilling, og flertallet kan derfor ikke lægge til grund, at ansøgeren deserterede fra militæret. Denne vurdering understøttes tillige af oplysningerne om, at ansøgeren er udrejst legalt af Irak med visum til Tyrkiet, efter han indgik ægteskab med sin danske hustru, og at han opholdt sig i Danmark i knapt et år, før han ansøgte om asyl. Flygtningenævnets flertal finder på denne baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort det asylmotiv, han påberåber sig. Flygtningenævnets flertal finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsen afgørelse. Irak/2015/22/AKM
