Nævnet stadfæstede i september 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse i en bortfaldssag vedrørende et ægtepar fra Irak samt et barn.
Flygtningenævnet udtalte:
”At klagerne er etniske arabere fra Al-Basra, Irak. Det fremgår af sagen, at klagerne indrejste i Danmark i 2007, og at de i vinteren 2007 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, (beskyttelsesstatus). Klagerne udrejste i foråret 2009 til Irak og underskrev i den forbindelse en frivillig erklæring om frafald af opholdstilladelserne. Ved e-mail i efteråret 2009 til Udlændingestyrelsen meddelte ambassaden i Bagdad, at klagerne ønskede at frafalde repatrieringen og vende tilbage til Danmark. Udlændingestyrelsen meddelte på den baggrund senere i efteråret 2009, at klagernes opholdstilladelser efter udlændingelovens § 7, stk. 2, ikke skulle anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17a, stk. 1, nr. 1. Det fremgår af afgørelserne fra efteråret 2009, at klagernes ret til fortrydelse af repatriering udløb i foråret 2010. I sommeren 2010 og i sensommeren 2010 modtog ambassaden i Bagdad e-mails fra den mandlige klagers forældre m.fl., hvoraf fremgik, at klagerne følte sig truet på livet i Irak. I foråret 2011 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagernes opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2 skulle anses for bortfaldet, jf. § 17a, stk. 1, nr. 1 og § 17a, stk. 2, fordi klagerne havde opholdt sig i hjemlandet i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Af den beskikkede advokats brev fra foråret 2012 fremgår bl.a., at den kvindelige klager fødte en søn i slutningen af 2009, at den mandlige klagers forældre besøgte klagerne i Basra i starten af 2010, og at den mandlige klager, sammen med forældrene, tog til ambassaden i Bagdad for at spørge til sagen, og for at spørge, hvad de skulle gøre i forhold til barnet. Den mandlige klager talte med en mand fra ambassaden og spurgte, om der forelå en afgørelse vedrørende hjemvenden til Danmark, og blev oplyst om, at der ikke var en afgørelse. Den mandlige klager spurgte til fristen i foråret 2010, som han var fuldstændig klar over og bekymret for. Personen fra ambassaden sagde, at det skulle han ikke være bekymret for, da sagen jo var i gang. Af advokatens brev fremgår videre, at den mandlige klager kontaktede ambassaden telefonisk og på e-mail utallige gange, særligt op til fristen i foråret 2010, og fik hver gang at vide, at han ikke skulle være bekymret for fristen, og at der fortsat ikke forelå en afgørelse i sagen. Klageren har ikke gemt nogen af sine e-mails til ambassaden, da man af sikkerhedsmæssige årsager ikke gemmer e-mails i Irak. Den mandlige klager har aldrig set afgørelserne fra efteråret 2009; første gang han hørte om disse afgørelser var fra sin familie, efter at advokaten havde modtaget sagens akter i foråret 2011. Den mandlige ansøgers herboende familie har til advokaten oplyst, at de flere gange forsøgte at kontakte Udlændingestyrelsen. De kunne ikke komme igennem til sagsbehandleren, og blev ikke på noget tidspunkt oplyst om afgørelserne fra efteråret 2009. På foranledning af en forespørgsel fra Flygtningenævnet har Udlændingestyrelsen forhørt sig hos den danske ambassade i Bagdad via Udenrigsministeriet om, hvorvidt der har været nogen kontakt, herunder e-mails, mellem klagerne og ambassaden i den periode, som klagernes advokat omtaler i brevet fra foråret 2012. I en e-mail, dateret i sommeren 2012, fra Udenrigsministeriet, til Udlændingestyrelsen, anføres bl.a. ”… We have no record of […]or his family contacting the embassy before late summer 2010. …. There is no record or other correspondence from the applicant in time period you ask about. I don´t believe there has been any telephone contact neither in the period after the decisions from autumn 2009 until at least late summer 2010, if so he would have been told about the autumn decision . ….” Flygtningenævnet lægger efter indholdet af klagernes advokats brev fra foråret 2012 til grund for sagen, at den mandlige klager var fuldt bekendt med fristen for fortrydelse af repatrieringen[…], som udtrykkeligt er omtalt i Udlændingestyrelsens afgørelse fra efteråret 2009. Flygtningenævnet finder herefter, at klagerne enten har været bekendt med ordlyden af afgørelsen fra efteråret 2009, eller i det mindste har været fuldt ud klar over, at der gjaldt en etårs frist for fortrydelse af repatrieringen, jf. udlændingelovens § 17a, stk. 1, og at denne frist sprang i foråret 2010, som var årsdagen for klagernes udrejse af Danmark. Efter indholdet af Udenrigsministeriets e-mail fra sommeren 2012 må Flygtningenævnet endvidere lægge til grund for sagen, at hverken klagerne, eller deres i Danmark boende familiemedlemmer, har haft enten telefonisk kontakt eller har e-mailet med ambassaden i Bagdad før sensommeren 2010. Under disse omstændigheder finder Flygtningenævnet ikke tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens afgørelse fra foråret 2011, hvorefter klagernes opholdstilladelser er bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17a, stk. 1, nr. 1 og § 17a, stk. 2. Flygtningenævnet finder endvidere ikke noget grundlag for at bestemme, at opholdstilladelserne på trods heraf ikke skal anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2012/8
