Nævnet stadfæstede i februar 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse i en udsendelsessag en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2000. I 2001 meddelte Udlændingestyrelsen opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, (de facto-status). I 2009 idømte Østre Landsret klageren to et halvt års fængsel for røveri, ligesom landsretten idømte klageren udvisning med indrejseforbud for bestandig. I 2011 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om, at klageren kan udvises for bestandig.
Flygtningenævnet udtalte:
”At klageren er etnisk kurder fra Mosul, Irak. Klageren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. I 2001 meddelte Udlændingestyrelsen klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2 (de facto). Ved dom af […] 2004 stadfæstede Østre Landsret byrettens dom af […], hvorved klageren blev straffet med fængsel i 1 år for overtrædelse af blandt andet straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1, og § 290. Klageren blev endvidere udvist af Danmark med indrejseforbud i 5 år. I 2005 frifandt Højesteret klageren for så vidt angår påstanden om udvisning. Ved dom af […] 2009 stadfæstede Østre Landsret byrettens dom af […]2009, hvorved klageren blev straffet med fængsel i 3 år for overtrædelse af straffelovens § 260, nr. 1, § 266 og § 288, stk. 1, nr. 1, dog således, at strafudmålingen blev nedsat til 2 år og 6 måneder. Klageren blev endvidere udvist af Danmark for bestandigt. Klagerens opholdstilladelse er herefter bortfaldet, jf. udlændingelovens § 32, stk. 1. Da klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2 (de facto), skal der efter udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren har henvist til, at han ikke kan udsendes til Irak, idet han frygter personer fra en navngiven indflydelsesrig klan, som klagerens fader havde en konflikt med før sin udrejse i 1997. To dage før faderens udrejse af Irak blev han overfaldet af ti personer fra førnævnte klan og slået med en geværkolbe. Klageren var på daværende tidspunkt 11 år gammel. Klageren har endvidere henvist til, at han ikke har tilbageværende familie i Irak andet end sin farfader, ligesom han ikke har bopæl i Irak. Klageren har desuden oplyst, at han føler sig dansk, hvorfor han vil have svært ved at vænne sig til irakiske normer. Klageren har ikke personligt haft nogen konflikt med myndighederne, organisationer eller privatpersoner i hjemlandet. Faderen har i sin egen sag oplyst, at han fik problemer i hjemlandet, da han skiftede fra KDP til det kommunistiske parti. Faderen havde endvidere en konflikt med en sheik, og faderen blev udsat for et overfald i sin restaurant. Efter hospitalsbehandling udrejste faderen. Den nævnte konflikt ligger langt tilbage i tid og vedrører et begrænset forhold, idet faderen ifølge klagerens oplysninger ikke ville rejse sig, da sheiken kom ind i restauranten. Endvidere må det tillægges vægt, at klageren og hans familie ikke blev opsøgt af sheikens mænd i perioden frem til deres egen udrejse, og at Saddam Husseins styre ikke længere er ved magten. På denne baggrund kan der ikke lægges nogen vægt på den fremlagte erklæring, som ikke indeholder oplysninger om konkrete trusler, ligesom dokumentets oprindelse er usikker. Der er heller ikke efter det foreliggende holdepunkter for at antage, at faderens konflikter i 1990’erne også skulle omfatte klageren. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at klageren er i en konkret og individuel risiko for forfølgelse ved en tilbagevenden til Irak, og finder derfor ikke, at udlændingelovens § 31, stk. 2, er til hinder for udsendelse. Flygtningenævnet finder heller ikke, at klageren ved en tilbagevenden til Irak vil være i reel risiko for forhold omfattet af udlændingelovens § 31, stk. 1. På den baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at udlændingelovens § 31 er til hinder for udsendelse af klageren til Irak. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” irak/2012/4
