Irak201032

Nævnet meddelte i juni 2010 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er etnisk kaldæer fra Mosul i Irak. Ansøgeren havde ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren havde som asylmotiv blandt andet henvist til de generelle forhold for kristne i Mosul, herunder at hun frygtede at blive dræbt. Hun havde henvist til, at kristne ikke turde gå i kirke, skulle gå helt tildækket, ikke kunne bære kors, og at kristne blev dræbt, herunder at en kristen familie tæt på ansøgerens hus var blevet dræbt. Hun havde endvidere henvist til, at hun var blevet presset ud af sit hus, der var blevet solgt til naboen, der så havde sørget for at betale agenten for hendes rejse til Danmark. Naboen havde således to måneder før hendes udrejse truet hende med, at hun havde valget mellem at blive dræbt eller at udrejse frivilligt, mod at naboen sørgede for udrejsen. Endelig havde ansøgeren henvist til, at hun som enlig kvinde, hvor alle børn og øvrige nære familiemedlemmer var flygtet, ikke kunne klare sig selv i Irak. Selvom ansøgeren først ved mødet i Flygtningenævnet mere detaljeret havde fortalt om truslerne fra naboen, lagdes denne forklaring til grund. Flygtningenævnet lagde ved afgørelsen heraf vægt på, at ansøgeren mere sporadisk havde omtalt kombinationen af hussalg og agent mv., og at der ikke kunne bortses fra, at hun ikke tidligere mere indgående var blevet udspurgt herom. Under hensyn til de generelt usikre forhold for kaldæere i Irak, og i særdeleshed under hensyn til, at ansøgeren var en enlig ældre kvinde, at alle hendes nære familie medlemmer var flygtet fra Irak, at hun ikke længere havde kunnet opretholde et tåleligt liv, herunder med jævnlige indkøb, kirkegang mv., og at ansøgeren kort før sin udrejse af sin nabo var blevet truet til at rejse, fandt Flygtningenævnet, at ansøgeren opfyldte betingelserne for at få asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, idet ansøgeren havde sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Irak risikerede forfølgelse, som myndighederne ikke vil være i stand til at beskytte hende imod. Udlændingeservice havde ikke i sin afgørelse henvist til muligheden for et internt flugt alternativ (IFA), men Udlændingeservices repræsentant havde under nævnsmødet gjort gældende, at ansøgeren kunne henvises til at tage ophold i det kurdiske område i Nordirak. Udlændingeservice havde herved henvist til Udlændingeservices Fact Finding Rapport af 15. april 2010. Den beskikkede advokat havde afvist, at der var grundlag for at henvise ansøgeren til at tage ophold i det kurdiske område som IFA. Advokaten havde henvist til, at det fremgik af rapporten side 38, at UNHCR ikke betragtede det kurdiske område som et muligt IFA for personer fra andre dele af Irak. Advokaten havde ligeledes henvist til ansøgerens asylmotiv og hendes individuelle personlige forhold, herunder at hun ingen relationer havde i Nordirak og ikke talte kurdisk. Flygtningenævnet bemærkede, at det måtte antages, at det kurdiske område i visse tilfælde ville kunne udgøre et IFA for en iraker fra et andet område i Irak. I den konkrete sag lagde nævnet vægt på ansøgerens personlige forhold, herunder at hun ingen tilknytning havde til det kurdiske område, idet hun aldrig havde opholdt sig der, hverken havde familie eller bekendte der, således at dette område på mange felter ville være fremmed for hende, herunder i relation til sproget. Under disse omstændigheder fandt Flygtningenævnet, at det ikke ville være rimeligt at henvise ansøgeren til, at hun som IFA tog ophold i det kurdiske område i Irak jf. Handbook pkt. 91. Irak/2010/32