Nævnet stadfæstede i april 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2008.Ansøgeren var blevet truet på livet, fordi han havde arbejdet for et amerikansk firma. Han var derudover blevet truet for at få ham til at forgifte maden på sit arbejde. Ansøgeren havde nægtet dette og var flygtet. Under nævnsmødet fremviste ansøgeren et dokument, som han netop havde fået tilsendt fra sin broder, og som indeholdt trusler mod personer, som samarbejdede med amerikanerne. Flygtningenævnet udtalte, at det lagdes til grund, at ansøgeren er araber og sunni-muslim fra Mosul, at ansøgeren ikke havde været politisk aktiv, at ansøgeren ikke havde haft problemer med myndighederne, og at han var udrejst i besiddelse af sit nationale pas. Ansøgeren havde som asylmotiv påberåbt sig, at han frygtede at blive slået ihjel af de personer, der telefonisk havde truet ham på livet, fordi han havde arbejdet for et amerikansk firma tilknyttet det irakiske politi, og som havde truet ham for at få ham til at forgifte maden på en uddannelsesinstitution for politifolk. Det måtte herved tillægges vægt, at ansøgeren havde forklaret upræcist om de nævnte personer, der havde truet ham, om antallet af telefoniske henvendelser, og om hvornår de havde henvendt sig til ham. Endvidere havde ansøgeren frem til udrejsen ikke modtaget yderligere trusler efter modtagelsen af giften i sommeren 2006, og ansøgerens familiemedlemmer var heller ikke blevet opsøgt af de pågældende personer. Det skulle særlig bemærkes, at ansøgeren ifølge sin egen forklaring ikke havde modtaget nogen instruktion om, hvorledes han skulle have anvendt giften. Endvidere var det indgået med nogen vægt, ved bedømmelsen af ansøgerens asylansøgning, at ansøgeren havde oplyst en urigtig identitet ved indrejsen til Danmark i slutningen af 2008. På denne baggrund måtte det antages, at de trusler, som ansøgeren havde oplyst at havde været udsat for, ikke havde haft en sådan intensitet og omfang, at det kunne begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Der lagdes hermed videre vægt på, at ansøgeren havde været i stand til at opholde sig i hjemlandet frem til sommeren 2007. Der kunne ikke lægges nogen vægt på det af ansøgeren under nævnsmødet fremlagte dokument, der alene fremstod i en faxkopi. Udover det sene fremkomst tidspunkt, måtte det tillægges vægt, at ansøgeren ifølge egen forklaring vedvarende havde været i kontakt med familien, som havde oplyst, at de ikke havde haft nogen problemer, at det fremlagte dokument, bortset fra angivelse af ansøgerens navn, var udformet helt generelt, og at det var dateret tilbage i efteråret 2007. Endelig fremstod ansøgeren helt uprofileret. Idet de generelt vanskelige forhold i hjemlandet heller ikke kunne begrunde asyl eller beskyttelsesstatus, kunne det ikke lægges til grund, at ansøgeren havde været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden risikerede forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kunne det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2010/21
