Nævnet stadfæstede i februar 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2007. Ansøgeren er etnisk kurder fra Kirkuk og muslim af trosretning. Kort efter sin indrejse i Danmark var ansøgeren udrejst til Sverige, hvor han havde søgt asyl. Ansøgeren blev senere i medfør af Dublin-konventionen tilbagesendt til Danmark. Ansøgeren havde i forbindelse med sin asylansøgning i Sverige oplyst, at han var blevet kidnappet af terrorister. Til de danske myndigheder havde ansøgeren som asylmotiv angivet, at han og hans ven var blevet kontaktet af en terroristbevægelse i Irak, som ville havde dem til at forgifte maden i den restaurant, hvor ansøgeren og vennen havde arbejdet. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som asylmotiv henviste til, at han havde fået problemer afledt af, at personer med tilknytning til en terroristbevægelse havde søgt at hverve ansøgeren og hans ven til at forgifte maden i den restaurant, hvor de havde været ansat. Flygtningenævnet anså ansøgerens forklaring som utroværdig. Udviklingen efter, at ansøgeren og hans ven skulle havde været antaget til forgiftningsopgaven, havde således taget en umiddelbart uforståelig dramatisk retning. Inden der havde foreligget en endelig aftale om ansøgerens og hans vens udførelse af opgaven, skulle der således havde været fremkommet et trusselsbrev, angiveligt fra personerne, der havde ønsket opgaven udført. Efter nogle dage skulle ansøgerens ven, der ubetinget var gået ind på at udføre opgaven, være blevet dræbt, og politiet skulle – uden at have kendskab til planerne om en forgiftning – havde lukket den luksusrestaurant, hvor ansøgeren og hans ven havde været ansat som tallerkenvaskere. Hertil kom, at ansøgeren havde forklaret upræcist og divergerende, herunder havde han under samtalen med Udlændingeservice forklaret, at trusselsbrevet skulle havde været fremkommet to dage efter, at han havde forladt sit arbejdssted, hvorimod han i forklaringen for Flygtningenævnet udtalte, at det var sket mere end ti dage efter, at han havde forladt arbejdsstedet. Under samtalen med Udlændingeservice havde ansøgeren forklaret, at politiet havde lukket restauranten, inden vennens lig var blevet fundet, hvorimod ansøgeren i Flygtningenævnet forklarede, at lukningen var sket, efter at liget var blevet fundet. Det fandtes endvidere påfaldende, at ansøgerens familie, ifølge ansøgerens forklaring under samtalen med Udlændingeservice, ikke efterfølgende var blevet opsøgt af personerne bag det angivelige trusselsbrev. Endvidere måtte Flygtningenævnet tillægge det afgørende vægt, at ansøgeren ikke under den detaljerede første udspørgning, han havde gennemgået hos de svenske immigrationsmyndigheder, havde oplyst om sit asylmotiv. Ansøgeren havde således været i stand til uopfordret at oplyse om et andet asylmotiv om kidnapning, som han under asylbehandlingen i Danmark var fragået, og ifølge den ordrette gengivelse af udspørgningen hos de svenske asylmyndigheder, var der flere gange stikord til, at ansøgeren kunne havde været fremkommet med sit asylmotiv, herunder da han ifølge referatet havde drøftet med de svenske udlændingemyndigheder, hvorfor han havde villet rejse. Heller ikke under den anden samtale med de svenske asylmyndigheder havde ansøgeren oplyst om andet end generelle problemer. Flygtningenævnet tilsidesatte herefter ansøgerens forklaring om sit asylmotiv som utroværdig. De generelt usikre forhold i ansøgerens hjemområde i Kurdistan kunne ikke i sig selv begrunde asyl. Ansøgeren opfyldte herefter ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Irak/2010/13.
