Nævnet stadfæstede i oktober 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning. Han havde ikke været medlem af noget politisk parti eller organisation, og han havde aldrig været politisk aktiv. Ansøgeren havde som sit asylmotiv blandt andet henvist til, at to nevøer var blevet dræbt i 2006 af ukendte personer, at to af hans søstre efter drabene var blevet fordrevet fra deres bopæl, og at familiens hus var blevet sprunget i luften. Han havde endvidere anført, at hans broder var blevet kidnappet af ukendte gerningsmænd i starten af 2008. Han havde under nævnsmødet forklaret, at han havde modtaget to trusselsbreve før og efter drabet på nevøerne i 2006, ligesom han havde modtaget trusler via sms også efter, at han var flygtet ud af landet til Syrien. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren havde forklaret sammenhængende og overbevisende om sit asylmotiv. Ansøgeren havde således afgivet divergerende forklaringer om centrale punkter i sit asylmotiv. Han havde således til samtalen med politiet i slutningen af 2008 forklaret, at han havde modtaget to trusselsbreve. Det ene havde han modtaget efter den ene nevøs drab, og det andet efter broderens bortførelse i 2008. Til samtalen med Udlændingeservice havde ansøgeren forklaret, at trusselsbrevene var blevet afleveret i 2008 umiddelbart før og efter bortførelsen af broderen. Under nævnsmødet havde ansøgeren forklaret, at de to trusselsbreve var blevet modtaget før og efter drabet på nevøerne i 2006. Ansøgeren havde endvidere i asylansøgningsskemaet oplyst, at han havde været menig soldat og fungeret som kok, og det fremgik af samtalereferatet fra samtalen med Udlændingeservice, at han i forbindelse med aftjeningen af værnepligt var blevet idømt en fængselsstraf på et år for desertering, som han havde afsonet i 1988 til 1989. Under nævnsmødet havde ansøgeren forklaret, at han havde gjort tjeneste i den irakiske efterretningstjeneste som sergent af 2. grad. Ansøgeren havde ikke under nævnsmødet kunnet give en plausibel forklaring på disse divergenser. Det fremstod heller ikke som overbevisende, at ansøgeren, der hyppigt havde skiftet mobiltelefon, skulle have modtaget trusler via sms under opholdet i Syrien. Flygtningenævnet fandt efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring ikke, at ansøgeren på en troværdig måde havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak ville være i risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. De generelle forhold, herunder den vanskelige sikkerhedssituation i Irak, kunne ikke i sig selv begrunde asyl. Irak/2009/78
