Nævnet stadfæstede i september 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Irak. Indrejst i 2008. Ansøgeren havde oprindeligt henvist til de generelt usikre forhold i Irak. Under samtale med Udlændingeservice havde ansøgeren henvist til, at hun i 2008 havde modtaget to trusselsbreve, et fra en ukendt gruppe og et fra hendes klan. I begge breve var ansøgeren blevet bedt om ikke at fortsætte sit studie og opholde sig inden døre. I 2008 var ansøgeren blevet kæreste med en mand fra samme klan som hun selv. Denne havde opholdstilladelse i Danmark. De var sammen indrejst i Danmark og var efterfølgende blevet islamisk viet i Danmark og havde fået et barn sammen. Efter ansøgerens udrejse fra Irak havde ansøgerens familie, og særligt ansøgerens ældste broder, modtaget trusler fra klanen. Klanen havde været af den opfattelse, at ansøgeren skulle havde giftet sig med en fætter. Ansøgerens advokat havde under nævnets behandling af sagen nedlagt påstand om, at sagen blev hjemvist til fornyet behandling i Udlændingeservice, idet ansøgeren havde et barn med en person med permanent opholdstilladelse i Danmark. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren i asylansøgningsskema fra 2008 om sit asylmotiv havde henvist til den usikre sikkerhedssituation i Irak, hvor bombesprængninger og kidnapninger havde hindret hendes studieforløb. Ansøgeren havde i et brev fra 2008 henvist til blandt andet, at skoleelever var blevet truet, heriblandt ansøgeren, og nogle piger var blevet voldtaget og dræbt. Først til samtalen med Udlændingeservice havde ansøgeren ifølge samtalereferatet fra 2009 oplyst, at hun om nogle dage ville modtage to trusselsbreve. Det ene var fra en ukendt gruppe, og det andet var fra ansøgerens klan. Det fremgik af de sidstnævnte breve blandt andet, at ansøgeren i brevet fra 2008 fra klanen var blevet truet til at droppe studiet og opholde sig inden døre. I brevet fra 2008 fra en navngiven gruppe var ansøgeren tilsvarende blevet truet til at give afkald på studiet og forblive i hjemmet, hvis hun ville undgå kidnapning og drab. Ansøgeren forklarede under nævnsmødet supplerende om sine personlige forhold og oplyste blandt andet, at hun havde afsluttet sin studentereksamen i 2008 i hjembyen. Hendes karaktergennemsnit havde ikke været tilstrækkeligt til, at hun havde kunnet opnå optagelse på universitetet. Der havde ikke været planer i hjemmet om, at hun skulle læse videre. Ansøgeren havde i samtalereferatet med Udlændingeservice oplyst blandt andet, at hun havde truffet sin kæreste i 2008 i Irak, hvor han havde opholdt sig i to måneder. Han er fra samme klan som ansøgeren. Hun var rejst til Syrien sammen med sin moder og lillebroder som turist, idet hun havde agtet at vende tilbage til Irak. Kæresten havde også været med på rejsen, men det var først i Syrien, at de var blevet kærester. Derefter var rejsen til Danmark blevet planlagt. De var indrejst sammen og var efterfølgende blevet islamisk gift i Danmark, hvor hun i 2009 havde født en søn. Efter en vurdering af ansøgerens forklaring om sine forhold sammenholdt med, at ansøgeren først i samtalen med Udlændingeservice havde nævnt de to trusselsbreve, fandt Flygtningenævnet ikke at kunne tillægge trusselsbrevene betydning for ansøgerens asylsag. Flygtningenævnet fandt videre, at ansøgeren havde forklaret usikkert og divergerende om, i hvilket omfang og af hvilken karakter hendes familie, herunder hendes storebroder, havde modtaget trusler fra klanen. Efter ansøgerens forklaring for nævnet, kunne nævnet ikke lægge til grund, at ansøgerens familie efter at have haft taget ophold i en anden provins i en måned på et tidspunkt efter ansøgerens udrejse, efter tilbagekomsten til hjembyen til familiens bopæl havde modtaget trusler fra klanen vedrørende ansøgerens ægteskabsforhold. Flygtningenævnet lagde vægt, at ansøgeren ikke havde været politisk aktiv eller i øvrigt i konflikt med bestemte grupperinger eller irakiske myndigheder. Flygtningenævnet fandt, at ansøgerens forhold i Irak havde været præget af generel usikkerhed og vanskelige levevilkår, der ikke i sig selv var asylbegrundende. Efter en samlet vurdering fandt Flygtningenævnet derfor ikke, at ansøgeren ved udrejsen medio 2008 fra Irak var blevet forfulgt på en måde, som kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2, eller at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak ville risikere en sådan forfølgelse, herunder umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Flygtningenævnet fandt ikke grundlag for at hjemvise sagen som subsidiært påstået af den beskikkede advokat. Det bemærkedes herved, at ansøgerens ovennævnte søn efter det oplyste havde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2. Irak/2009/68
