Nævnet stadfæstede i marts 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2006. Da ansøgeren indrejste i Danmark havde han som asylmotiv henvist til, at han var forfulgt af kurdiske terrorister, der havde forsøgt at hverve ham. Efter ansøgeren havde været i Sverige og var kommet tilbage til Danmark i 2007, havde ansøgeren som asylmotiv henvist til, at han havde haft et kæresteforhold til en kvinde, og at han havde opbevaret billeder af dem sammen på sin mobiltelefon, som han havde tabt. Kvindens familie var herefter blevet bekendt med forholdet og ville slå ansøgeren ihjel. I sommeren 2008 blev sagen hjemvist til Udlændingeservice med henblik på partshøring af ansøgeren, idet ansøgeren inden nævnsmødet havde fremlagt en række dokumenter i form af syv politirapporter, hvoraf det blandt andet fremgik, at ansøgeren angiveligt var sigtet efter den irakiske straffelovs § 240 for at have krænket en kvindes ære ved at have haft et udenomsægteskabeligt og seksuelt forhold til hende. Endvidere fremgik det af rapporterne, at kvindens broder skulle have dræbt kvinden. Flygtningenævnet udtalte, atdet efter udlændingelovens § 40, stk. 1, påhviler en asylansøger at meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en opholdstilladelse i henhold til loven kan gives. Det følger heraf, at en udlænding, der søger opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, må sandsynliggøre den identitet og det asylgrundlag, udlændingen påberåber sig. Indledningsvist måtte det tillægges vægt, at ansøgeren havde forklaret divergerende om sit asylmotiv og herunder erkendt at have forklaret urigtigt herom i den detaljerede forklaring til politirapport af 9. september 2006. Hertil kom, at ansøgeren havde forklaret upræcist med hensyn til omfanget af billeder på hans og kærestens mobiltelefon og om længden af sit bekendtskab med kæresten, ligesom ansøgeren havde forklaret upræcist om udrejsetidspunktet. Endvidere fremstod oplysningerne om, hvorledes ansøgeren havde tabt mobiltelefonen, og hvorledes pigens familie var blevet bekendt med billederne, som usædvanlig. Det skulle videre fremhæves, at ansøgeren for Flygtningenævnet havde oplyst, at udrejsen havde varet to uger. Da ansøgeren første gang var blevet afhørt til politirapport af 9. september 2006, måtte ansøgeren derfor antages at være indrejst i august 2006. Da ansøgeren endvidere havde forklaret, at han var udrejst få dage efter, at pigens familie var blevet bekendt med billederne, og idet de oversatte dokumenter var dateret allerede den 16. juni 2006, kunne nævnet ikke lægge vægt på disse dokumenter. Da ansøgeren heller ikke for Flygtningenævnet havde været i stand til på troværdig vis at underbygge det påberåbte asylmotiv, forkastede Flygtningenævnet ansøgerens forklaring herom. Det kunne herefter alene lægges til grund, at ansøgeren er etnisk kurder fra den kurdisk dominerede del af det nordlige Irak, og at han var uprofileret. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund og fandt ikke, at ansøgeren ved udrejsen var forfulgt eller ved en tilbagevenden ville være i en sådan risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kunne det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden ville være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2009/22
