Nævnet stadfæstede i marts 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2006. Umiddelbart efter sin indrejse i Danmark var ansøgeren rejst til Sverige, og herefter var ansøgeren rejst til Tyskland. I marts 2008 blev ansøgeren tilbagetaget af Danmark fra Tyskland i medfør af Dublin-forordningen. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til de generelle forhold for yezidi-kurdere og til, at hans bror, der havde arbejdet for amerikanerne, var blevet truet af Muhajedin. Broderen havde blandt andet modtaget et trusselsbrev, hvori ansøgeren og ansøgerens familie også var nævnt. Ansøgeren havde inden nævnsmødet fået tilsendt en kopi af trusselsbrevet via e-post fra sin bror, ligesom ansøgeren også telefonisk havde talt med sin bror under sit ophold i Danmark.Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er yezidi-kurder fra Mosul-området, at ansøgeren fortsat havde nære slægtninge i hjemområdet, at ansøgeren ikke havde været politisk aktiv eller i øvrigt havde haft problemer med det nuværende styre, og at ansøgeren ikke personligt havde været udsat for overgreb. De generelt vanskelige forhold for yezidi-kurdere i hjemlandet var ikke af en sådan karakter, at de i sig selv kunne begrunde asyl. Endvidere måtte det tillægges vægt, at ansøgeren først til advokatsamtalen og for Flygtningenævnet havde oplyst om storebroderens aktiviteter for myndighederne og amerikanerne, og at ansøgeren først for Flygtningenævnet havde fremlagt et trusselsbrev og dokumenter vedrørende broderen. Desuden virkede det påfaldende, at ansøgerens navn var nævnt i trusselsbrevet, selvom han var udrejst af landet knap tre år før brevets datering. Hertil kom, at ansøgeren havde forklaret upræcist vedrørende tidspunktet og omstændighederne for broderens faktiske modtagelse af trusselsbrevet, ligesom han havde forklaret upræcist vedrørende den telefoniske kontakt med familien i hjemlandet. Endelig havde ansøgeren oplyst, at broderen fortsat havde sit virke, da ansøgeren senest havde talt med ham. Under disse omstændigheder, og når der hensås til det sene fremkomsttidspunkt, kunne der ikke lægges vægt på disse oplysninger. Da ansøgeren heller ikke for Flygtningenævnet havde været i stand til at underbygge det påberåbte asylmotiv, kunne det ikke lægges til grund, at ansøgeren havde været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden risikerede forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kunne det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2009/21
