Nævnet stadfæstede i december 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2009. Ansøgeren havde som sit asylmotiv oplyst, at hele hans familie var konverteret til kristendommen og jævnligt havde kontakt til en missionerende præst bosat i England. Ansøgeren havde i sin forretning uddelt kristne kalendere og andet materiale om kristendommen. På grund af dette var ansøgeren omkring årsskiftet 2008/2009 blevet opsøgt af nogle for ham ukendte personer, der havde truet ham, idet de ville have ham til at stoppe disse aktiviteter. Kort tid efter havde de samme personer bortført ansøgeren og tilbageholdt ham i 4 dage, hvorefter han var blevet løsladt. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som sit asylmotiv havde henvist til, at han opfattede sig som konverteret til kristendommen og havde haft konkrete problemer i anledning af uddeling af kristent materiale. Flygtningenævnet fandt, at ansøgeren havde forklaret usammenhængende og utroværdigt om sit engagement og sin overbevisning som kristen. På den ene side havde ansøgeren i samtalen med Udlændingeservice forklaret, at ”i ansøgerens familie tror vi på kristendommen, men det er ikke noget, vi har råbt op om”. Han havde ligeledes forklaret, at han ikke havde villet opsøge en kristen kirke i hjemmeområdet, idet det havde været skamfuldt, og fordi det kunne have været et sikkerhedsmæssigt problem. I Danmark havde han alene en gang opsøgt en kirke, men ifølge hans forklaring til Udlændingeservice havde han opgivet, da døren havde været låst. Ansøgeren var således heller ikke efter sin ankomst til Danmark blevet døbt. På den anden side havde ansøgeren forklaret, at han fra sin forretning i Sulaimaniya havde uddelt kalendere af kristent indhold og bibler, og at han endda havde fortsat med at profilere sig som kristen på trods af, at han flere gange var blevet truet af personer, der havde opsøgt ham i forretningen. Flygtningenævnet fandt det påfaldende, at ansøgeren ikke var i stand til at give flere oplysninger om en navngiven præst, som ifølge ansøgerens forklaring siden 1992 havde besøgt ansøgerens familie to til tre gange om året. Ansøgeren kunne således ikke oplyse, for hvilken kirke præsten arbejdede eller fortælle nærmere om, hvor i England han boede. Endvidere havde ansøgeren forklaret udbyggende og divergerende om, hvad han var blevet udsat for i månederne frem til udrejsen. Han havde således først under samtalen med Udlændingeservice oplyst om en begivenhed, der skulle have fundet sted i november 2008, hvor seks til otte personer skulle have opsøgt ham i hans forretning. Denne markante begivenhed havde ansøgeren ikke oplyst om i asylansøgningsskemaet. Han havde endvidere i asylansøgningsskemaet forklaret, at han nytårsaften 2008/09 var blevet overfaldet og banket, hvorimod han under samtalen med Udlændingeservice havde forklaret, at det der var sket nytårsaften var, at ansøgerens juletræer og stearinlys foran hans forretning var blevet ødelagt. Flygtningenævnet fandt det desuden utroværdigt, at ansøgeren ikke skulle have kontaktet sin familie førend for cirka en uge siden, således som han forklarede under mødet i Flygtningenævnet, og at han da havde koncentreret samtalen om at få familien til at sende diverse dokumentation. Flygtningenævnet kunne herefter ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Ansøgeren opfyldte således ikke betingelserne for at få meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller § 7, stk. 2. Irak/2009/108
