Nævnet stadfæstede i december 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Ansøgeren er etnisk kurder fra Kirkurk. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte, at det tiltrådte Udlændingeservices vurdering af, at ansøgeren var tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Ansøgeren forklarede, at hans familie og nabofamilien, som de eneste kurdiske familier i området, var blevet udsat for chikane gennem længere tid. Navnlig indenfor de seneste år var chikanerne blevet mere intensive, idet ansøgerens broder først var blevet overfaldet på familiens bopæl, hvorefter der var blevet malet sort på ansøgerens families hus, ligesom der var blevet kastet sten mod deres hus. Ifølge ansøgerens forklaring var det uklart, hvem der havde stå bag chikanen, eller hvad motivet havde været. Ansøgeren nævnte flere gange, at motivet kunne være misundelse i forhold til ansøgerens familie, der var velstillet. Ansøgeren havde videre forklaret om et trusselsbrev, der var blevet kastet ind til naboen, i hvilken forbindelse nævnet fandt, at brevet, der var blevet fremlagt, havde fremstået med tvivlsom autenticitet. Endvidere fandt nævnet, at det var uden påviselig grund, at brevet var specielt rettet til sønnerne i hver af de to familier - og ikke som det mest naturlige - til familiens overhoveder, ligesom nævnet fandt det påfaldende, at brevet ”opsummerede” tidligere advarsler svarende til tre tidligere omhandlede tilfældigt prægede episoder. I den forbindelse udtalte nævnet, at det forhold, at brevet var et falsum, blev bestyrket af ansøgerens forklaring om, at der ikke havde været nogen opfølgende henvendelser på ansøgerens bopæl i mere end tre måneder fra efteråret 2008 frem til udrejsen i starten af 2009. Nævnet fandt på denne baggrund ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ved udrejsen havde været udsat for en så målrettet og intensiveret efterstræbelse, at det ville kunne karakteriseres som forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller ville kunne danne grundlag for at give ansøgeren beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at ansøgerens familie havde været udsat for de voldsomme begivenheder, som ansøgerens fader angiveligt havde forklaret under en telefonsamtale i efteråret 2009, ligesom nævnet fandt, at indholdet af samtalen, hvorefter faderen dels skulle have forklaret, at ansøgerens to søskende var blevet dræbt og dels, uden noget holdepunkt, skulle have udtalt, at det var ansøgerens skyld, i sig selv ikke var troværdigt. Navnlig fandt nævnet det utroværdigt, at ansøgeren siden efteråret 2009 intet havde gjort for at få be- eller afkræftet faderens oplysninger. Nævnet kunne herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak ville udsættes for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for forhold, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2009/101
