Nævnet meddelte i november 2008 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar samt to børn fra Irak. Indrejst i 2001. Flygtningenævnet bemærkede indledningsvis, at ansøgerne var indrejst og havde søgt asyl i 2001, og at sagen således skulle afgøres efter reglerne i udlændingeloven, således som den var affattet på tidspunktet for indgivelsen af asylansøgningen, jf. lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgerne er kristne kaldæere fra Bagdad. Ansøgerne havde oprindelig påberåbt sig en episode fra august 2000 om beskyldninger mod den mandlige ansøger for at have forårsaget en personskade. Flygtningenævnet fandt fortsat, at den påberåbte episode ikke kunne føre til asyl. Ansøgerne havde under den senere behandling af sagen påberåbt sig, at de på grund af deres kristne tilhørsforhold risikerede forfølgelse ved en tilbagevenden til Irak. Ansøgerne havde i den forbindelse henvist til oplysninger om deres nære familiemedlemmer. Ansøgerne havde således oplyst, at de ikke længere havde nære familiemedlemmer tilbage i Irak. Den mandlige ansøgers brødre og forældre var efter det nu oplyste udrejst til Syrien i 2005, blandt andet på baggrund af kidnapning af og drab på en af brødrenes sønner, men også på baggrund af trusler i øvrigt som følge af deres kristne tilhørsforhold. En tilbageværende gift niece havde på et tidspunkt taget ophold i den mandlige ansøgers families hus i Bagdad, men var efter det oplyste blevet fordrevet derfra i slutningen af 2007 på grund af sit kristne tilhørsforhold. Den kvindelige ansøgers familiemedlemmer havde boet i en landsby i nærheden af Mosul, men var alle, bortset fra en gift søster, flyttet til Syrien i slutningen af 2006 på grund af trusler mod dem som følge af deres religiøse tilhørsforhold. Det var oplyst, at søsteren var flygtet i juli 2007, også som følge af trusler. Flygtningenævnet bemærkede, at det af baggrundsoplysningerne fremgik, at forholdene for kristne i Bagdad fortsat var vanskelige. Flygtningenævnet fandt dog fortsat ikke, at kristne kunne anses for at være så særligt udsatte, at selve tilhørsforholdet til den kristne gruppe i sig selv kunne sandsynliggøre, at den pågældende ville være i risiko for en konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt imidlertid, at det med oplysningerne om ansøgernes nære familiemedlemmer sammenholdt med baggrundsoplysningerne i tilstrækkelig grad var sandsynliggjort, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Irak ville være i risiko for forfølgelse som følge af deres religiøse tilhørsforhold. Nævnet fandt endvidere, at det efter baggrundsoplysningerne ikke kunne antages, at myndighederne ville være i stand til at yde den fornødne beskyttelse. Irak/2008/95
