Nævnet stadfæstede i november 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er etnisk kurder og muslim fra Kirkuk, at han ikke havde været politisk aktiv, at ansøgeren ikke havde været udsat for straffeprocessuelle indgreb eller i øvrigt havde haft problemer med myndighederne, og at ansøgeren i hjemlandet ernærede sig ved at arbejde i familiens kiosk. Ansøgeren havde som asylmotiv påberåbt sig, at han frygtede at blive dræbt af familien til en ugift kvinde, som ansøgeren havde haft et seksuelt forhold til. Endvidere havde ansøgeren for Flygtningenævnet påberåbt sig, at han var eftersøgt af myndighederne, som havde udstedt en arrestordre, angiveligt af samme årsag. Det tillagdes vægt, at ansøgeren på en række punkter havde forklaret upræcist og divergerende vedrørende konflikten med pigens familie, blandt andet vedrørende tidspunktet for og længden af et ophold med kvinden i en landsby, vedrørende kontakten til kvindens familie og vedrørende flugten fra landsbyen. Endvidere forekom det usandsynligt, at ansøgeren og kvinden skulle have været i stand til at holde opholdet hemmeligt, henset til, at ansøgeren havde opholdt sig hos en slægtning, og at opholdet havde fundet sted i en mindre landsby, hvor en sådan tilflytning måtte antages at blive registreret lokalt blandt beboerne. Endelig virkede det påfaldende, at ansøgeren lod kvinden blive tilbage i huset og selv var flygtet, navnlig henset til hvorledes ansøgeren ifølge egne oplysninger ville have reageret, såfremt hans egen søster var blevet bortført. De af ansøgeren fremlagte arrestordrer kunne ikke tillægges nogen vægt. For det første var den angivne adresse ikke identisk med ansøgerens bopælsadresse. Hertil kom det sene fremkomsttidspunkt. Da ansøgeren heller ikke for Flygtningenævnet havde været i stand til at underbygge de påberåbte asylmotiver forkastede Flygtningenævnet i det hele ansøgerens forklaringer herom. Det bemærkedes, at ansøgeren i øvrigt fremstod helt uprofileret. Herefter kunne det ikke lægges til grund, at ansøgeren havde været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden risikerede forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kunne det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden skulle være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2008/88
