Nævnet stadfæstede i september 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2007. Under sagens behandling var indhentet en udtalelse fra den danske udlændingeattaché i Irak om tjenesten som brandmand i Nordirak. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som asylmotiv havde henvist til frygt for sanktioner som følge af, at han havde forladt et job som brandmand i Nordirak. Han havde oplyst, at han havde underskrevet en kontrakt, der medførte en bindingsperiode på 10 år og sanktioner på enten 10 års fængsel eller en bøde svarende til 10.000 US-dollars, hvis han forlod arbejdet inden bindingsperiodens ophør. Ansøgeren havde på nævnsmødet fremlagt et dokument, der fremtrådte som en kontrakt om ansættelsesforholdet og med en bindingsperiode og sanktioner svarende til ansøgerens oplysninger, dog således at bøden var angivet til 15 millioner dinarer. Samtidig havde ansøgeren fremlagt et id-dokument angiveligt udstedt af ”Interior Ministry – Police” i Kurdistan Regional Government. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgeren under den første samtale med Udlændingeservice havde forklaret, at brandmandskorpset var en del af militæret i Nordirak. Under partshøringssamtalen – efter fremkomsten af oplysninger fra den danske udlændingeattaché – fragik ansøgeren denne forklaring og oplyste, at brandmandskorpset henhørte under Indenrigsministeriet. Ansøgerens forklaring om sanktioner, hvis man forlod brandmandskorpset i utide, stemte ikke overens med oplysningerne fra udlændingeattachéen. Ifølge de af udlændingeattachéen indhentede oplysninger kunne en ansat frit forlade korpset. Nævnet bemærkede endvidere, at de angivne sanktioner i sig selv forekom usandsynlige. Nævnet kunne derfor ikke lægge ansøgerens forklaring om sanktionerne til grund. I den forbindelse bemærkedes, at de for nævnet fremlagte dokumenter ikke kunne tillægges betydning. Nævnet havde herved lagt vægt på tidspunktet for deres fremkomst og deres fremtrædelsesform. Nævnet fandt derfor heller ikke anledning til at udsætte sagen på en ægthedsvurdering af dokumenterne. Efter det anførte tilsidesatte nævnet ansøgerens forklaring om asylmotivet og fandt, at ansøgeren ikke havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak ville være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for forhold, der var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2008/51
