Nævnet stadfæstede i januar 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i juni 2006. Flygtningenævnet udtalte, at Flygtningenævnet fandt det overvejende betænkeligt at tilsidesætte ansøgerens forklaring om, at ansøgeren og hans familie i anden halvdel af maj 2006 var genstand for kidnapning. Det måtte lægges til grund, at kidnapningen var en berigelsesforbrydelse, der havde nær sammenhæng med den meget usikre sikkerhedsmæssige situation. Et sådant forhold kunne ikke i sig selv begrunde asyl. Derimod fandt Flygtningenævnet, at forklaringerne om de umiddelbart derefter følgende episoder var så usandsynlige, at forklaringerne måtte tilsidesættes som utroværdige. I sin vurdering af forklaringernes troværdighed hæftede Flygtningenævnet sig navnlig ved det meget korte tidsinterval fra den første episode skulle være startet en nærmere angiven dag i Bagdad, til dødsdom skulle være afsagt den følgende formiddag, til dødsdommen blev præsenteret for ansøgeren i skriftlig form og indtil en deling af Mehdi-hæren skulle have påbegyndt angreb på ansøgerens bopæl i Bagdad to nætter senere, fire til fem hundrede kilometer fra hospitalet. Det fandtes endvidere påfaldende, at to brødre, henholdsvis en sygeplejerske og en soldat i Mehdi-hæren, som ikke havde overværet episoden om aftenen, tilfældigt skulle have opnået kontakt og indledt en dialog, efter at en domstol om formiddagen den 3. juni 2006 skulle have afsagt en dødsdom. Endvidere virker det usandsynligt, at en deling af Mehdi-hæren ikke var i stand til at pågribe ansøgeren, men blev slået tilbage af behjertede naboer. Ansøgerens forklaring om et skudattentat på faderen, en nu fremkommen lægeerklæring, og oplysningerne om familiens udrejse til Syrien kunne på denne baggrund ikke tillægges betydning. Flygtningenævnet ville ikke afvise, at ansøgerens mandæiske trosforhold havde ført til chikane over for ansøgeren og hans familie, men ansøgeren havde ikke sandsynliggjort, at han som følge af sit tilhørsforhold til det mandæiske trossamfund havde været udsat for chikane af en sådan intensitet, at det kunne begrunde opholdstilladelse. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene for minoritetsgrupper, herunder mandæere, fandt Flygtningenævnet ikke, at tilhørsforholdet til det mandæiske trossamfund i sig selv kunne begrunde asyl. Ansøgeren opfyldte således ikke betingelserne for at få opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. For så vidt angik betydningen af anbefalingerne i UNHCR´s Return Advisory and Position on International Protection Needs of Iraqis Outside Iraq af 18. december 2006 udtalte Flygtningenævnet følgende: I UNHCR´s anbefalinger er blandt andet anført følgende: ”Since the last UNHCR return advisory in September 2005, there has been a deterioration in the security situation in Iraq. Extreme violence in Central Iraq and significant instability in the South mark today´s overall security situation in the country…In parallel, civilians as well as individuals of certain profiles are being targeted by terrorist groups and militias on a daily basis through intimidation and acts of terror aimed at uprooting and expelling individuals from their areas of residence on ethnic, religious, political or mere criminal grounds (this includes intellectuals, wealthy people, women and girls and minority groups)…..Overall, the situation could be characterised as one of generalised violence and one in which massive targeted violations of human rights are prevalent…. Iraqi asylum-seekers from Southern and Central Iraq should be favourably considered as refugees under the 1951 Convention relating to the Status of Refugees, given the high prevalence of serious human rights violations related to the grounds in the 1951 Convention…. Where an Iraqi from Southern or Central Iraq is not recognized as a refugee under the 1951 Convention criteria, a complementary form of protection should be granted, unless the individual comes within the exclusion criteria in the 1951 Convention. …No Iraqi from Southern or Central Iraq should be forcibly returned to Iraq until such time as there is substantial improvement in the security and human rights situation in the country.” Flygtningenævnet fandt som anført ikke, at ansøger opfyldte betingelserne for en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Efter udlændingelovens § 7, stk. 2, gives der opholdstilladelse til en udlænding, hvis udlændingen ved en tilbagevenden til sit hjemland risikerer dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Flygtningenævnets praksis for at anse betingelserne for en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, for opfyldt, kan generelt beskrives således, at der skal foreligge konkrete og individuelle forhold, der sandsynliggør, at ansøgeren ved en tilbagevenden til sit hjemland vil blive udsat for en reel risiko for dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. I bemærkningerne til udlændingelovens § 7, stk. 2 (lovforslag nr. L 152 af 28. februar 2002), er blandt anført følgende om bestemmelsens anvendelsesområde: ”Der vil endvidere ikke kunne meddeles opholdstilladelse med beskyttelsesstatus, alene fordi der i et bestemt land hersker kaotiske forhold, der gør, at det ikke kan udelukkes, at udlændingen i forbindelse med indrejsen i landet vil være i risiko for en sådan behandling, jf. ovenfor. Dette forhold - som vil have betydning f.eks. i relation til den nuværende praksis for meddelelse af de facto-status til somaliere - indebærer, at udlændingemyndighederne fremover vil skulle foretage en konkret og individuel vurdering af, om der er en underbygget grund til at antage, at den enkelte udlænding i tilfælde af udsendelse vil blive udsat for en reel risiko for at blive underkastet en behandling i strid med konventionens artikel 3.Den omstændighed, at der i et land hersker generelt dårlige forhold, herunder borgerkrigslignende tilstande, eller at den pågældende af sociale, uddannelsesmæssige, helbredsmæssige eller lignende grunde er dårligt stillet, skal - som i dag - ikke kunne begrunde beskyttelsesstatus.” Flygtningenævnet fandt ikke, at oplysningerne fra UNHCR eller andre baggrundskilder om den meget vanskelige, men generelle situation i Irak, i sig selv kunne begrunde opholdstilladelse til ansøgeren efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det forhold, at UNHCR har anbefalet, at asylansøgere fra Irak, der ikke opfylder betingelserne i Flygtningekonventionen, meddeles en anden form for international beskyttelse, og at der ikke bør ske tvangsmæssig udsendelse af ansøgere fra det centrale og sydlige Irak, kunne ikke føre til en ændret vurdering af ansøgerens asylsag. Det bemærkedes herved, at det falder uden for Flygtningenævnets kompetence at vurdere, om der er grundlag for at give ansøger opholdstilladelse efter andre bestemmelser i udlændingeloven. Kompetencen hertil henhører under Udlændingeservice og Integrationsministeriet. Flygtningenævnet stadfæstede derfor Udlændingeservices afgørelse. Irak/2007/6
