Nævnet stadfæstede i maj 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak, født i 1977. Indrejst i oktober 2006. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er araber, sunni-muslim af trosretning og stammer fra Nord-Irak. Han havde i en periode arbejdet i Bagdad. Ansøgeren havde oplyst, at han i Bagdad, hvor han efter invasionen havde været ansat som ingeniør i et ministerium, var blevet opsøgt af to personer, som truede ham og ønskede, at han skulle udlevere oplysninger om sin arbejdsplads og om en person med tilknytning til det tidligere styre, som havde skaffet ansøgeren arbejde i militærindustrien under det tidligere styre. Ansøgeren fik herefter i april 2005 et års orlov og tog ophold hos sin familie i Nord-Irak. Her ernærede han sig som sælger på markedet indtil udrejsen i september 2006. Under opholdet i Nord-Irak blev han ikke opsøgt af de nævnte personer eller andre i anledning af sit arbejde. I Nord-Irak blev han ifølge sin forklaring kort før udrejsen kontrolleret af en kurdisk politipatrulje, som nedskrev oplysninger om ansøgeren og gav udtryk for, at ansøgeren – som andre arabere – burde forlade Nord-Irak. Ansøgeren havde oplyst, at han efter udrejsen havde været i jævnlig kontakt med sin familie i Nord-Irak, og at familien ikke havde været opsøgt på grund af ansøgerens forhold. Om den angivne episode i Bagdad bemærkedes, at denne fandt sted i foråret 2005, og at ansøgeren efterfølgende havde opholdt sig i Irak indtil september 2006, uden at der var sket videre. Det bemærkedes endvidere, at ansøgerens ansættelse i to måneder i militærindustrien under det tidligere styre ikke medførte, at ansøgeren måtte anses for således profileret, at det måtte antages at bringe ham i risiko for en asylbegrundende forfølgelse. Herefter fandtes der ikke i ansøgerens ansættelsesforhold som ingeniør under det tidligere styre og senere i et ministerium at være forhold, som sandsynliggjorde, at han ved en tilbagevenden til Irak ville være i risiko for en asylbegrundende forfølgelse. Om episoden i Nord-Irak bemærkedes, at denne måtte anses som et udslag af den chikane, som arabere i Nord-Irak efter baggrundsoplysningerne jævnligt bliver udsat for. Den chikane, som ansøgeren havde været udsat for, havde ikke haft en sådan styrke eller intensitet, at den kunne anses for asylbegrundende. Nævnet lagde herved også vægt på, at ansøgerens familie fortsat opholder sig i Nord-Irak. Herefter havde ansøgeren ikke i tilstrækkelig grad sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak ville være i risiko for en konkret og individuel forfølgelse, der var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren havde heller ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden ville være i risiko for forhold, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. /
