Flygtningenævnet stadfæstede i august 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak, født 1980. Indrejst i marts 2003. Under nævnsmødet i juni 2004 besluttede nævnet efter votering at udsætte sagen med henblik på at indhente oplysninger om klanforholdene i Irak. Sagen blev efterfølgende afgjort på skriftligt grundlag. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk kurder. Ansøgeren havde ikke været politisk aktiv og havde ikke haft konflikter med myndighederne. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at han frygtede sin kærestes familie, der ville slå ham ihjel. Ansøgeren havde et seksuelt forhold til sin kæreste, der blev gravid, og familien slog hende ihjel, og nu ville familien også slå ham ihjel. Ansøgeren havde i den forbindelse oplyst, at kærestens familie havde efterstræbt ham både i Irak og i Istanbul. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer bemærkede, at uanset om ansøgerens forklaring blev lagt til grund, fandtes han ikke cirka fem år efter sin udrejse af Irak at være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7 ved en tilbagevenden til Irak. Flertallet bemærkede, at det forhold, at kærestens familie skulle stræbe ansøgeren efter livet, ikke i sig selv kunne begrunde asyl efter udlændingelovens § 7. Der forelå således et kriminelt, privatretligt forhold, og ansøgeren måtte henvises til at søge beskyttelse hos sin klan, myndighederne eller koalitionsstyrkerne. Flertallet bemærkede, at det efter baggrundsoplysningerne, herunder notat af 10. august 2004 om klanstridigheder i Irak og notat af 20. januar 2005 om tribalisme i Irak, begge udfærdiget af Integrationsministeriets udlændingeattaché i Irak, måtte lægges til grund, at henholdsvis ansøgerens klan og kærestens klan er forholdsvis små klaner, som ikke betragtes som særlige magtfulde klaner. Det fremgår af notaterne, at i tilfælde, hvor en person har en konflikt med en anden klan, vil der som regel finde en form for forhandling sted mellem klanernes ledere, og der vil blive fundet en løsning i form af udbetaling i kontanter til den forulempede klan. Det er usandsynligt, at en person bliver nødt til at forlade Irak på grund af frygt for forfølgelse fra en anden klan. Dette vil kun være tilfældet, hvis den pågældende har gjort sig skyldig i en meget forkastelig forbrydelse. Flertallet bemærkede videre, at ansøgerens forhold ikke kunne anses at have en sådan karakter, at han ikke ville kunne søge beskyttelse i Irak. Ansøgeren måtte i øvrigt, såfremt han ikke fandt at kunne vende tilbage til sin landsby, henvises til at tage ophold et andet sted i Irak, der ligger fjernt fra kærestens familie. Nævnet fandt endvidere ikke, at situationen i Irak, uanset at den generelt set er usikker, kan begrunde asyl. Ansøgeren opfyldte derfor ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Irak/2005/30
