Nævnet stadfæstede i oktober 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak, født 1974. Indrejst i august 2001. Flygtningenævnet udtalte, at nævnet ikke fandt, at det forhold at Udlændingestyrelsen i en afgørelse fra august 2002 blandt andet anførte, at ansøgeren ”isoleret set var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, i forhold til den myndighedskontrollerede del af Irak”, indebar, at ansøgeren nu havde krav på opholdstilladelse efter den nævnte bestemmelse. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at en vurdering, der ændrede det anførte, der af nævnet blev anset for en del af Udlændingestyrelsens begrundelse i den nævnte afgørelse, forudsatte, at der blev truffet afgørelse efter udlændingelovens § 10, jf. Flygtningekonventionens artikel 1 c om tilsvarende ophørsgrunde, således som den beskikkede advokat havde anført. Nævnet lagde herved vægt på sagsforløbet i sagen sammenholdt med de væsentligt ændrede forhold i Irak. Det fremgik således, at Udlændingestyrelsen i marts 2002 meddelte afslag på ansøgerens asylansøgning og herunder henviste ansøgeren til at tage ophold og søge beskyttelse i det nordlige Irak. Flygtningenævnet hjemviste i juli 2002 sagen til fornyet behandling i styrelsen, da styrelsen ikke havde taget stilling til, om ansøgeren var omfattet af § 7, stk. 1 eller stk. 2, i forhold til den myndighedskontrollerede del af Irak. I august 2002 meddelte styrelsen som anført afslag på asylansøgningen. Det fremgik af begrundelsen bl.a., at styrelsen ikke kunne afvise, at ansøgeren var blevet idømt fængsel i 15 år for deltagelse i Intifadaen, og at han herunder var flygtet fra en fangetransport. Af begrundelsen fremgik endvidere, at ansøgeren ”isoleret set” var omfattet af § 7, stk. 2, i forhold til den myndighedskontrollerede del, men ansøgeren fandtes at kunne tage ophold i sikkerhedszonen i den nordlige del af Irak. Flygtningenævnet hjemviste på ny sagen i marts 2004 til fornyet behandling i styrelsen, da der efter magtskiftet i Irak ikke længere fandtes grundlag for at henvise til internt flugtalternativ. Styrelsen meddelte herefter i april 2004 på ny afslag, som berigtiget ved telefax fra oktober 2004. Ansøgeren havde således fået afslag på sin ansøgning om asyl af Udlændingestyrelsen. Det forhold, at det indgik i styrelsens begrundelse, at ansøgeren ”isoleret set var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, i forhold til den myndighedskontrollerede del af Irak”, fandtes ikke at udgøre en selvstændig afgørelse, men måtte anses som udtryk for, at Udlændingestyrelsen i lighed med Flygtningenævnet havde vurderet ansøgerens asylansøgning efter forholdene på det tidspunkt, hvor sagens samlede afgørelse skulle træffes. I overensstemmelse hermed skete Flygtningenævnets hjemvisning i marts 2004 uafhængigt af det anførte om § 7, stk. 2, i Udlændingestyrelsens afgørelse fra august 2002. Nævnet fandt, at ansøgeren under sagsbehandlingen havde været vidende om, at afgørelsen af asylsagen skete på grundlag af ansøgerens oplysninger om sit asylmotiv sammenholdt med de for nævnet foreliggende oplysninger om forholdene i Irak, herunder om magtskiftet og de væsentligt ændrede forhold i Irak efter Saddam Hussein styrets fald. Ved vurderingen af, om ansøgeren herefter havde krav på opholdstilladelse efter § 7, lagde nævnet vægt på, at forholdene i Irak som anført var væsentligt ændret efter Saddam Hussein styrets fald, og at den frygt for forfølgelse, som ansøgeren tidligere i sagen henviste til på baggrund af sin flugt fra en fængselsstraf, og Saddam Husseins styrets overgreb mod ansøgeren og hans fader og broder, ikke efter de ændrede forhold kunne medføre, at ansøgeren ved en tilbagevenden i dag til Irak, kunne antages at ville være i en asylbegrundende risiko. Ansøgeren havde da også i nævnsmødet i oktober 2004 som asylmotiv henvist til de fremkomne oplysninger om drab i 1996 og den deraf følgende efterstræbelse fra den dræbtes klan og ansøgerens egen klans manglende mulighed for eller vilje til at ville beskytte ansøgeren. Ved vurderingen af denne forklaring lagde nævnet vægt på, at ansøgeren, der havde oplyst, at han tre måneder efter drabet havde fundet sted, erfarede, at det var kendt i området, at ansøgeren havde begået drabet, først til den beskikkede advokat havde oplyst om drabet og dermed det nu anførte asylmotiv. Nævnet fandt videre, at ansøgerens forklaring, selvom den fremstod udførlig på nævnsmødet, ikke havde været overbevisende. Nævnet fandt herunder ikke, at forklaringen om omstændighederne i forbindelse med selve skudepisoden havde fremstået overbevisende og fandt videre, at ansøgeren havde forklaret divergerende om, hvorvidt han opgav sit navn til den dræbte umiddelbart inden han med den følgende salve dræbte denne, eller om ansøgeren først oplyste sit navn efter at have dræbt den pågældende, som anført i advokatindlægget. Nævnet fandt, at ansøgerens seneste forklaring, om den skulle tillægges vægt, i særlig grad måtte fremstå overbevisende og uden divergenser, og da nævnet samlet ikke fandt, at dette var tilfældet, fandt nævnet ikke at kunne lægge forklaringen og dermed ansøgerens seneste asylmotiv til grund. Samlet fandtes ansøgeren herefter ikke at have krav på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, jf. det hele lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001. Nævnet lagde herved til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak ikke kunne antages at være mål for de angreb, der primært fandt sted overfor irakere, der samarbejdede med udlændinge, eller i øvrigt i at være i større risiko end mange andre irakere. De usikre og vanskelige men generelle forhold i Irak fandtes ikke at være asylbegrundende. Irak/2004/79
