Irak200475

Nævnet stadfæstede i september 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak, født 1967, samt to børn. Indrejst i april 2003. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgerens ægtefælle sammen med den ældste søn forlod bopælen i Bagdad i slutningen af år 2000 og udrejste af Irak først i 2001. Flygtningenævnet fandt, at der forelå tvivl om, hvorvidt ansøgeren efterfølgende blev opsøgt af sikkerhedsmyndighederne som forklaret af ansøgeren og lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke har kunnet erindre nærmere om, hvorvidt ægtefællen var til afhøringer hos myndighederne umiddelbart inden ægtefællens udrejse, således som det fremgår af ægtefællens sag. Flygtningenævnet fandt, at ansøgeren må anses for at have forladt bopælen og taget ophold i Mosul, fordi hun fandt sine livsvilkår vanskelige i Bagdad efter ægtefællens udrejse, herunder grundet manglende rationeringsmærker. Ansøgeren forklarede, at hun boede hos sine brødre, men også hos fjernere slægtninge, herunder moderens slægtninge. Under opholdet i Mosul rejste ansøgeren tilbage til bopælen i Bagdad sammen med børnene, hvor hun opholdt sig på bopælen i kortere tid for at sælge indbo. l juni 2002 udrejste hun legalt til Jordan for at søge om familiesammenføring. Ansøgeren vendte tilbage til Mosul i september 2002, og opholdt sig der indtil december 2002, hvor hun returnerede til Jordan sammen med børnene. De indrejste legalt i Danmark i april 2003. Nævnet fandt på denne baggrund ikke, at ansøgeren, da hun udrejste af Irak i juni og december 2002, kunne anses for at have været udsat for en asylbegrundende forfølgelse eller hermed sidestillet risiko, og nævnet fandt ikke, at det forhold, at ægtefællen i november 2001 blev meddelt opholdstilladelse efter den dagældende § 7, stk. 2, indebar, at ansøgeren havde krav på konsekvensstatus. Nævnet lagde navnlig vægt på det forskellige udrejseforløb. Det indgik som et mindre betydende element, at ansøgningen om asyl først blev indgivet i september 2003. Ved vurderingen af om ansøgeren, såfremt hun skulle vende tilbage til Irak som enlig, risikerede en forfølgelse som omfattes af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, lagde et flertal af Flygtningenævnets medlemmer vægt på, at ansøgeren ikke grundet egne forhold havde været i konflikt med de irakiske myndigheder eller bestemte grupperinger. Ansøgeren havde ikke været politisk aktiv, og selvom hun er kristen, havde hun ikke udadtil fremstået som religiøst engageret eller aktivt deltagende i en bestemt kristen religiøs sammenhæng. Flygtningenævnets flertal fandt, at der efter en vurdering af ansøgerens forklaring forelå tvivl om, i hvilket omfang ansøgeren havde været udsat for chikane eller begyndende overgreb, men selvom det lagdes til grund, at ansøgeren havde været udsat for chikane og ved en bestemt lejlighed havde fået sit tøj revet itu, fandtes ansøgeren ikke at have været udsat for overgreb af en intensitet eller alvor, som kunne begrunde asyl. Flertallet lagde vægt på, at selvom forholdende for enlige kristne kvinder generelt måtte anses for særligt vanskelige, og selvom forholdende for denne gruppe i hvert fald i nogle områder i Irak måtte anses for tiltagende vanskelige, fandtes ansøgeren efter en samlet vurdering at kunne tage ophold i Irak uden at risikere en forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller umenneskelig eller nedværdigende behandling efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flertallet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke ville kunne anses for at være mål for angreb i større omfang end mange andre irakere, at ansøgeren vil kunne rejse frit i Irak, og at ansøgeren fortsat fandtes at have familiemæssig tilknytning til Mosul, hvor ansøgeren tidligere havde haft længerevarende ophold. Irak/2004/75