Koens og aeresrelateret forfoelgelse - Anden forfoelgelse
Nævnet stadfæstede i august 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak, født i 1952, samt to børn. Indrejst i maj 2002. Flygtningenævnet lagde efter ansøgerens forklaring til grund, at ansøgeren efter ægtefællens død i 1991 tog ophold i Bagdad, hvor ansøgeren boede sammen med sin moder og to søstre, indtil moderens død i 1998. Da den ældste søster, som ejede huset, ikke ønskede at ansøgeren og hendes to døtre fortsat opholdt sig der, tog ansøgeren ophold i en lejr i Nordirak i cirka to år. I maj 2000 rejste ansøgeren sammen med sine døtre og sin broder, der var kommet fra Iran til lejren, til Syrien, hvor ansøgeren skiltes fra broderen. Ansøgeren havde ophold i Syrien indtil indrejsen i Danmark i maj 2002 grundet ægteskab indgået i januar 2001. Ansøgerens ægtefælle, der var fra Kuwait, viste sig voldelig mod ansøgeren, og ansøgeren søgte separation og tog ophold på et kvindecenter. Ægtefællen befinder sig efter det oplyste i udlandet. Ansøgerens ældste datter, der er født i 1987, er gravid i syvende måned. Fader til barnet er en herboende iraker, der har opholdt sig i Danmark i seks år. Ansøgeren havde ikke været politisk aktiv eller i øvrigt i konflikt med irakiske myndigheder eller bestemte grupperinger. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til sin situation som enlig kvinde uden netværk, til frygten for æresdrab, til skammen ved at have indgået ægteskab med en person fra Kuwait samt til sin gravide datters situation. Nævnet lagde vægt på, at selvom forholdene for enlige kvinder i Irak er vanskelige, har ansøgeren ikke haft konkrete konflikter. Ansøgerens asylmotiv grundedes på ansøgerens generelle frygt og de vanskelige vilkår i Irak, navnlig for kvinder. Nævnet fandt ikke, at de vanskelige men generelle forhold i Irak, herunder for kvinder, kunne anses for asylbegrundende. Irakere, der indrejser fra udlandet, kunne heller ikke anses for at være i større risiko end andre irakere, og der var ikke begrænsninger, der hindrede ansøgeren i at rejse frit i Irak. Ansøgeren havde i en lang årrække levet alene sammen med sine to børn, der er født i henholdsvis i 1987 og 1989. Det forhold, at ansøgeren måtte anses for at møde sociale vanskeligheder ved en tilbagevenden til Irak, fandtes ikke at være asylbegrundende. Nævnet fandt ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden kunne anses for at risikere en konkret og individuel forfølgelse eller at risikere tortur eller umenneskelig behandling eller straf. Nævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke havde været udsat for konkrete konflikter med eller trusler fra sin familie, og at ansøgeren gennem en lang årrække havde administreret sin egen livsførelse. Ansøgerens ægteskab og samliv med ægtefællen fra Kuwait havde været kortvarigt, der var ingen børn i dette ægteskab, og ægteskabet blev indgået efter ansøgerens egen bestemmelse uden hendes families medvirken. Nævnet fandt videre, at ansøgeren måtte anses for at have et vist netværk i Irak, hvor hendes søstre fortsat måtte anses for at bo. Nævnet fandt ikke, at det oplyste om datterens graviditet ændrede nævnets vurdering af ansøgerens situation. Samlet fandt nævnet herefter ikke, at ansøgeren havde krav på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Irak/2004/66
