Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Indien. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at behandle sagen på et mundtligt nævnsmøde, jf. udlændingelovens § 53, stk. 9, og § 56, stk. 3. Ansøgeren er etnisk punjab og sikh af trosretning fra […], Punjab, Indien. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Indien frygter at blive slået ihjel af en kriminel gruppering fra sin hjemby […] i provinsen Punjab. Til støtte herfor har ansøgeren forklaret, at hans bror for omkring fire år siden lånte 70.000 rupees af den kriminelle gruppering for at betale for deres mors lægebehandling. Omkring fire måneder senere opsøgte tre personer fra den kriminelle gruppering ansøgerens families bopæl. Personerne slog ansøgerens bror ihjel og udsatte ansøgeren og hans far for fysiske overgreb, fordi de ikke havde tilbagebetalt lånet som aftalt. Ansøgeren opholdt sig derefter omkring seks måneder hos sin moster i provinsen Uttar Pradesh, indtil ansøgeren tog tilbage til sin landsby. I den forbindelse blev han tilbageholdt af det lokale politi, som udleverede ham til den kriminelle gruppering. Ansøgeren blev herefter tilbageholdt og udsat for overgreb i form af elektriske stød på kroppen og i øjnene. Ansøgeren var tilbageholdt i syv-otte timer, inden han formåede at flygte derfra. Ansøgeren opholdt sig i de efterfølgende omkring tre år hos familiemedlemmer i Uttar Pradesh, inden han udrejste af Indien, fordi den kriminelle gruppering ledte efter ham i hans landsby. Efter de foreliggende oplysninger i sagen kan Flygtningenævnet i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet kan således lægge til grund, at ansøgeren har et mellemværende med en kriminel gruppering i sin hjemby, og at denne gruppering har udsat ansøgeren for overgreb, samt at grupperingen leder efter ansøgeren i hans hjemby. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at der er tale om en konflikt af et sådant omfang og en sådan intensitet, at den kan begrunde asyl i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder således, at det kan lægges til grund, at der er tale om en privatretlig konflikt med en kriminel gruppering i ansøgerens hjemby, og at denne gruppering alene er lokaliseret i ansøgerens hjemby. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren uden problemer vil kunne tage ophold andetsteds i Indien, såfremt ansøgeren fortsat måtte have en konflikt med grupperingen i hans hjemby. Ved vurderingen heraf har Flygtningenævnet lagt afgørende vægt på, at ansøgeren har oplyst, at han uden problemer har kunnet opholde sig i omkring tre år hos nærtstående familiemedlemmer i Uttar Pradesh, Indien. Det af ansøgeren oplyste om, at grupperingen har mange kontakter, og at de derfor vil kunne finde ham, uanset hvor han opholder sig, kan ikke føre til en ændret vurdering. Hertil skal Flygtningenævnet bemærke, at ansøgeren i omkring tre år kunne opholde sig hos henholdsvis sin moster og sin morfar i Uttar Pradesh uden at blive opsøgt af personer fra den pågældende gruppering. Flygtningenævnet finder herefter, at det alene beror på ansøgerens egen formodning, at grupperingen vil kunne finde ham, uanset hvor han befinder sig. For så vidt angår det af ansøgeren oplyste om, at det lokale politi udleverede ham til grupperingen, finder Flygtningenævnet, at han må henvises til at indgive en klage til en højere myndighed i den anledning. I den forbindelse skal Flygtningenævnet, for så vidt angår advokatens henvisning til Landinfos rapport af 7. maj 2014, ”Politiet i India”, hvoraf det blandt andet fremgår, at der finder omfattende korruption sted hos politiet i Indien, bemærke, at det af samme rapport ligeledes fremgår, at der er mulighed for at klage til en højere myndighed over uretmæssig behandling af politiet samt korruption i politiet. Følgende fremgår således af rapportens side 9: ”Enhver som mener seg urettmessig behandlet eller utsatt for lovbrudd fra politiet, har rett til å klage på politiet. Dette kan gjøres ved å registrere en anmeldelse (FIR) mot vedkommende polititjenestemann. Dette gjøres ved en politistasjon, slik som ved enhver annen anmeldelse. Dersom anmeldelsen (FIR-en) ikke bliver akseptert, hvilket ifølge CHRI ofte er tilfellet, kan man klage til District Superintendent of Police som skal vurdere saken og eventuelt pålegge politistasjonen registrering av FIR-en. Hvis ingen av disse klagemulighetene fungerer, kan man henvende seg direkte til nærmeste dommer som kan beordre politiet til å oprette en FIR. Man kan også rette en klage til NHRC, eller en menneskerettighetskommisjon (Human Rights Commission) i sin delstat (CHRI 2011b, s. 10).” Endvidere fremgår det af rapportens side 10, at ”…Når det gjelder klager vedrørende korrupsjon, også i politiet, kan man henvende seg til Central Bureau of Investigation, Central Vigilance Commission, Lok Ayuktas og State Vigilance Departsments (CHRI 2012, s. 21)…” Flygtningenævnet finder herved efter en samlet vurdering, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Indien ikke vil være i risiko for konkret eller individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder af samme grunde ikke grundlag for at udsætte sagen med henblik på en torturundersøgelse. Det oplyste vedrørende ansøgerens helbredsmæssige forhold falder uden for anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Indi/2017/1/SSM
