Nævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Indien. Indrejst i 2014.
Flygtningenævnet udtalte:
Ansøgeren er etnisk inder, statsborger i Indien og muslim af trosretning. Ansøgeren har siden han var 20-22 år været medlem af partiet Communist Party of India Marxist (CPIM). Flere af ansøgerens familiemedlemmer har været politisk aktive, og hans familie var meget kendt i området, hvor de boede, på grund af deres politiske aktiviteter. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Indien frygter at blive dræbt af medlemmer af All India Trinamool Congress, idet han har været et fremtræden medlem af oppositionspartiet Communist Party of India Marxist. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at den politiske situation i West Bengaal ændrede sig i maj 2012, da et nyt parti ved navn All India Trinamool Congress fik regeringsmagten. Partiet vandt 80 % af pladserne på assembly niveau. I 2013 begyndte ansøgeren og andre medlemmer af CPIM at modtage trusler fra medlemmer af AITC. Ansøgeren blev overfaldet i 2013, da han befandt sig i en butik, hvor han solgte grøntsager. De var omkring 20-25 personer, som truede ansøgeren. Omkring ti dage efter var ansøgeren på vej hjem fra indkøb, da en gruppe medlemmer af AITC begyndte at sparke til ansøgerens cykel samt sagde til ham, at han skulle forlade området. Ti dage efter var ansøgeren deltager ved en bryllupsfest, hvor 20-25 medlemmer af AITC henvendte sig til ansøgeren igen og hev fat i ham. I december blev ansøgeren overfaldet for fjerde gang. Denne gang var de 30-40 personer fra AITC. De tog fat i ansøgeren en nat, da han var på vej hjem. De bandt hans hænder bag hans ryg og hev ham. Han råbte efter sin moder, som kom ud, og de skubbede også hende. Da flere personer fra landsbyen samledes på grund af larmen, lykkedes det dem at få medlemmerne fra AITC væk. Ansøgeren henvendte sig efter episoden til et nyvalgt kongresmedlem og fortalte om episoden. Han benægtede episoden. Ansøgeren henvendte sig ligeledes til politiet, som ikke foretog sig noget på trods af hans anmeldelse. [Primo] 2014 overfaldt ansøgeren sammen med andre fra sin landsby medlemmer fra AITC med bambusstokke. [Primo] 2014 flygtede ansøgeren og hans moder fra deres bopæl, da 200-300 medlemmer fra AITC var på vej mod deres hus. De blev advaret af en nabo. Ansøgeren opholdt sig forskellige steder de følgende 7-8 måneder, hvorefter han udrejste. Ansøgeren har på flere punkter forklaret upræcist om det påberåbte asylmotiv blandt andet om hans stilling og aktiviteter for CPIM, om hans kendskab til lokalsamfundet, om tidspunktet for det første overfald, om kontakten med DSP, om angrebet fra AITC-medlemmer [primo] 2014 var rettet alene mod ansøgeren, og om falske anklager rettet mod ansøgeren. Endvidere må det tillægges vægt at ansøgeren var i stand til at opholde sig i hjemlandet i omkring syv måneder efter flugten fra landsbyen, når der henses til hans oplysninger om angrebene fra AITC-medlemmerne. Dernæst har ansøgeren på flere punkter forklaret afglidende på spørgsmål om centrale dele af det påberåbte asylmotiv og hans virke i øvrigt, hvorfor hans forklaring ikke fremstår selvoplevet. Det er herved indgået i nævnets vurdering, at ansøgeren er en uddannet person, som må antages at have en betydelig viden om almindelige samfundsforhold. I øvrigt fremstår det usandsynligt, at AITC skulle have anvendt ressourcer af et sådant omfang med henblik på at efterstræbe ansøgeren, når der henses til hans beskedne politiske post. Endelig er der heller ikke oplysninger i baggrundsmaterialet, som beskriver uroligheder af en sådan karakter og omfang, som ansøgeren har forklaret om. Da ansøgeren heller ikke for Flygtningenævnet har været i stand til at underbygge det påberåbte asylmotiv, forkaster Flygtningenævnet hans forklaring herom. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden til Indien risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Indi/2016/2/IBL
