Nævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Indien. Indrejst i 2014. For at have arbejdet og opholdt sig ulovligt i Danmark efter udlændingelovens § 59, stk. 2-4, blev ansøgeren [i sommeren] 2015 meddelt tiltalefrafald, jf. retsplejelovens § 722, stk. 1, nr. 7, og frihedsberøvet. Dagen efter blev der administrativt truffet afgørelse om, at ansøgeren skulle udvises af Danmark med indrejseforbud i 2 år, jf. udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 1, § 25 b, stk. 1, og § 32, stk. 4, 5. pkt. Sagen var af Udlændingestyrelsen forsøgt fremmet efter reglerne om åbenbart grundløse sager, jf. udlændingelovens § 53 b, stk. 1, nr. 6. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er hindu fra [navn på landsby] i Haryana, hvor han er opvokset med sine forældre. Han har gået 10 år i skole og taler punjabi, hindi og hariana. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har om sit asylmotiv oprindeligt forklaret til Udlændingestyrelsen og Dansk Flygtningehjælp (og i et vist omfang til politiet), at han frygter, at familiemedlemmer til en person, [navn på person, J] – som blev dræbt i [landsbyen], da ansøgeren var 15-16 år – vil dræbe ham som hævn for drabet. Kort efter drabet blev to af ansøgerens onkler straffet med 10 års fængsel. [J]s familie holder hele ansøgerens familie ansvarlig for drabet og har derfor chikaneret ansøgeren og andre fra hans familie. Naboer har fortalt, at de har hørt, at familiemedlemmer til [J] har sagt, at de vil slå ham ihjel. [J]s familiemedlemmer har aldrig direkte truet ham eller nogle fra hans familie. Han er ikke blevet opsøgt på sin bopæl, men har flere gange været oppe at slås med personer fra [J]s familie. Chikanerierne blev 1-2 gange anmeldt til politiet, der imidlertid, på grund af manglende beviser, ikke kunne gøre noget. Lidt under 2 år efter drabet flyttede ansøgeren på grund af chikanen, som 17-årig, til [navn på by] i Uttar Pradesh, hvor han kunne opholde sig i ro og fred. Mens han boede i [byen] besøgte han sin familie i [landsbyen] omtrent hvert halve år. Efter 3-4 år flyttede han tilbage til [landsbyen]. [J]s familie er indflydelsesrig, og han føler sig ikke sikker noget sted i Indien. Han udrejste derfor – efter 15-20 dages ophold hos familien i [landsbyen] – legalt af Indien via lufthavnen i Delhi. Derefter opholdt han sig i 1½-2 år i et for ham ukendt land i det sydlige Afrika. Han befandt sig udelukkende inden døre i det land. Han foretog sig intet og var der alene i en form for transit. Derefter rejste han til Malta og senere til Frankrig, hvor han var i alt 5-6 måneder. Han har ikke været i kontakt med familien, siden han var på Malta. I [foråret] 2014 indrejste han illegalt i Danmark, hvor han boede 6-7 måneder hos en pakistaner, han mødte på gaden, og hvis rigtige navn han ikke kender. Derefter boede han et sted i [Københavnsområdet] i omkring et år. Han har erkendt, at han har arbejdet i Danmark uden tilladelse. [i sommeren] 2015 blev han frihedsberøvet for at sikre hans tilstedeværelse, så han kunne udsendes af landet. Ansøgeren søgte derefter asyl [11 dage senere]. Under to yderligere samtaler med Dansk Flygtningehjælp har ansøgeren som et nyt asylmotiv oplyst, at han er homoseksuel og derfor frygter alvorlige repressalier. Han turde ikke tidligere tale herom via tolk. Til Flygtningehjælpen har ansøgeren oplyst, at hans familie samt personer i [landsbyen] ved, at han er homoseksuel. Familien har svært ved at acceptere dette. Han har endnu ikke oplevet konkret forfølgelse som følge af sin seksualitet. Han forventer ikke at kunne leve åbent som homoseksuel uden at blive udsat for overgreb fra sin familie eller lokalbefolkningen. Han forventer ikke, at myndighederne vil beskytte ham. Ansøgers advokat har anført, at ansøgeren supplerende har oplyst, at han var 15 år, da han første gang havde sex med en anden dreng. Da ansøgeren stadig boede i [landsbyen], blev hans familie klar over, at han var homoseksuel, og hans fader slog ham derfor med en stok mv. Faderen sparkede ham også. Ved en af voldsepisoderne kom ansøgeren alvorligt til skade, idet han brækkede sin venstre skulder. Der var også flere andre i [landsbyen], der vidste, at han var homoseksuel. Det var en medvirkende årsag til, at han som 16-årig i 2009 flyttede ind hos en ven, fra [landsbyen], der boede og arbejdede i [byen], omkring halvanden times buskørsel fra [landsbyen]. I [byen] var han involveret i 4-5 engangssituationer. Han frygter også overgreb fra myndighederne. Ansøgerens forklaring forekommer på flere punkter mindre sandsynlig. Det kan herunder undre, at ansøgeren ikke skulle vide, hvilket land han flygtede til fra Indien og angiveligt derefter opholdt sig i omkring halvandet år. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at det svækker ansøgerens troværdighed, at han først søgte asyl over et år efter, han indrejste i Danmark, efter at han havde været frihedsberøvet i omkring 10 dage, og efter at der var truffet afgørelse om, at han skulle udvises. Den omstændighed, at ansøgeren under de første samtaler med Udlændingestyrelsen og Dansk Flygtningehjælp slet ikke henviste til motivet vedrørende sin seksualitet kan efter omstændighederne ikke i sig selv tillægges væsentlig betydning, men kan dog indgå i den samlede troværdighedsvurdering. Hertil kommer, at ansøgeren har afgivet divergerende forklaringer vedrørende sidstnævnte motiv. Til Dansk Flygtningehjælp har ansøgeren forklaret herom [i efteråret] 2015 og [senere i efteråret] 2015. Det fremgår af Flygtningehjælpens omtale heraf, at ansøgeren har oplyst, at hans familie og andre personer i [landsbyen] vidste, at han var homoseksuel, hvilket familien havde meget vanskeligt ved at acceptere, samt at ansøgeren frygtede at blive udsat for chikane og overgreb fra privatpersoner, men endnu ikke havde oplevet konkret forfølgelse på grund af sin seksualitet. Til sin advokat har ansøgeren derimod forklaret, at hans fader ofte slog han, fordi han var homoseksuel. Ansøgeren blev blandt andet slået med en stok, og han blev tillige sparket. Under en af voldsepisoderne kom ansøgeren alvorligt til skade, idet han brækkede sin venstre skulder. Efter nævnets opfattelse er der ikke angivet nogen rimelig forklaring på, at ansøgeren til advokaten oplyser, at han ofte er blevet slået, herunder alvorligt, fordi han er homoseksuel, mens han til Flygtningehjælpen alene har angivet, hvad han frygter, der fremover vil ske, uden at nævne, at han allerede har været udsat for flere overgreb, herunder af alvorlig karakter, men tværtimod har oplyst, at han endnu ikke har været udsat for noget konkret. Nævnet finder herunder ikke, at den manglende oplysning til Flygtningehjælpen om de eventuelt asylrelevante overgreb, han senere oplyser at have været udsat for, kan forklares med, at ansøgeren under samtalerne med Flygtningehjælpen om sit nye motiv generelt set var tilbageholdende med at fortælle om seksuelle emner. Ansøgeren forklarede således til Flygtningehjælpen, at han som 7-8-årig var blevet seksuelt misbrugt af en ældre dreng, og han oplyste også, at familien havde meget svært ved at acceptere, at han er homoseksuel. Herefter, og efter en vurdering af det i øvrigt i sagen foreliggende materiale, finder Flygtningenævnet tilstrækkeligt sikkert grundlag for, på det foreliggende grundlag, at tilsidesætte ansøgerens forklaring om det nye motiv vedrørende hans seksualitet. Det anførte herom kan derfor allerede af den grund ikke medføre, at ansøgeren opfylder betingelserne for at få opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Tilsidesættelsen af forklaringen om seksualiteten svækker yderligere troværdigheden af forklaringen angående modsætningsforholdet til [J]s familie. Uanset om forklaringen om motivet angående [J]s familie måtte kunne lægges til grund, finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren under henvisning hertil opfylder betingelserne for at få asyl. I denne vurdering indgår, at chikanerierne mv. ikke efter det oplyste kan antages at have haft et sådant omfang og en sådan intensitet, at de i sig selv er asylrelevante. For så vidt angår det oplyste om frygt for drab eller lignende bemærkes, at ansøgeren efter sin egen forklaring har kunnet opholde sig i [landsbyen] i knap 2 år uden alvorligere vanskeligheder, samt at han derefter helt uden problemer kunne bo i nabostaten i 3-4 år, og i den periode flere gange besøge sine forældre i [landsbyen]. Endvidere må henses til, at der heller ikke er oplysninger om, at [J]s familie har begået overgreb mod andre i ansøgerens familie, der blev i [landsbyen]. Det kan herefter ikke antages, at ansøgeren nu efter så mange år vil blive udsat for overgreb i [landsbyen]. Hertil kommer, at det må antages, at ansøgeren under alle omstændigheder på nuværende tidspunkt vil kunne leve i fred for [J]s familie i Uttar Pradesh eller et andet sted i Indien, hvilket det i givet fald vil være rimeligt at henvise ham til. Udlændingestyrelsen har søgt sagen fremmet efter reglerne om åbenbart grundløse sager, jf. udlændingelovens § 53 b, stk. 1, nr. 6. Efter indsigelse fra Dansk Flygtningehjælp har styrelsen, efter genoptagelse, undladt at træffe bestemmelse om, at afgørelsen ikke kan indbringes for Flygtningenævnet. I et sådant tilfælde fremgår det af § 53, stk. 9, at sagen behandles af formanden alene eller en næstformand, med mindre der er grund til at antage, at nævnet vil ændre styrelsens afgørelse. Sagen behandles, jf. § 56, stk. 3, på skriftligt grundlag, med mindre særlige forhold gør mundtlig behandling påkrævet. Henset til det oven for anførte findes der ikke at være grund til at antage, at nævnet vil ændre styrelsens afgørelse, eller at særlige forhold gør mundtlig behandling påkrævet. Afgørelsen træffes således på skriftligt grundlag. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort en velbegrundet frygt for, at han ved en tilbagevenden til Indien vil blive udsat for konkret, individuel risiko for at blive udsat for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at der er reel risiko for, at han vil blive udsat for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” indi/2016/1/MKT
