Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt tre børn, der har oplyst at være bidoonere (statsløse) fra Kuwait. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgerne har oplyst at være statsløse bidoonere, etniske arabere og sunnimuslimer fra Sulaibiya, Kuwait. Den mandlige ansøger har deltaget i én demonstration, men ansøgerne har herudover ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait, som statsløs bidoon, frygter at blive fængslet af de kuwaitiske myndigheder, fordi han har deltaget i en demonstration for bidooneres rettigheder. Den kvindelige ansøger har henvist til den mandlige ansøgers konflikt. Hun har herudover henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Kuwait frygter, at hun vil blive fængslet, fordi hun er udrejst illegalt af Kuwait. Endeligt har ansøgerne henvist til de generelle forhold for statsløse bidoonere i Kuwait. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han deltog i en demonstration for bidooneres rettigheder i Taima [en nærmere angiven dato i begyndelsen af 2014]. Da demonstrationen havde varet i omkring en time, kom politiet og Statens Sikkerhedstjeneste og opløste demonstrationen. Da politiet opløste demonstrationen, blev den mandlige ansøger tilbageholdt. Han var tilbageholdt i 10 dage hos sikkerhedstjenesten, hvorefter ansøgerens ven, [A], fik ham løsladt. Efter sin løsladelse opholdt han sig på sin bopæl i lidt over en uge, men da ansøgerens nabo, [B], fortalte ham, at ansøgeren blev overvåget, flygtede ansøgeren til [et ørkenområde]. Ansøgeren opholdt sig der, indtil han udrejste af Kuwait [en nærmere angiven dato i slutningen af 2015]. Den kvindelige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at den mandlige ansøger deltog i en demonstration for bidooneres rettigheder i Taima på en ukendt dato i [starten af] 2014. Under demonstrationen blev han tilbageholdt af sikkerhedstjenesten, og han var efterfølgende tilbageholdt i 10 dage. Efter hans løsladelse vendte han tilbage til deres bopæl. Bopælen blev opsøgt af myndighederne omkring tre dage efter den mandlige ansøgers løsladelse. Derefter flygtede han til [et ørkenområde], hvor han gemte sig i omkring tre måneder. I løbet af de tre måneder, hvor han levede i skjul, blev bopælen opsøgt af myndighederne to gange. Første gang bopælen blev opsøgt var omkring 15 dage efter den mandlige ansøger flugt, og den anden gang var omkring 1,5 måned efter hans flugt. Efter at have levet i skjul i tre måneder, vendte den mandlige ansøger igen hjem til deres bopæl. De udrejste af Kuwait [en nærmere angiven dato i slutningen af 2015]. Ansøgerne har forklaret divergerende, såvel indbyrdes som enkeltvis, om centrale dele af deres asylmotiv. Den mandlige ansøger har til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han under sin tilbageholdelse blev afhørt ca. hver anden dag, til asylsamtalen at han blev afhørt hver dag og under nævnsmødet, at han blev afhørt 3-5 gange under sin tilbageholdelse. Til oplysnings- og motivsamtalen har den mandlige ansøger forklaret, at hans ægtefælle ringede til [A] og fortalte om ansøgerens tilbageholdelse, mens han til asylsamtalen har forklaret, at [A] kom på besøg i hjemmet og derved fik besked om tilbageholdelsen. Den mandlige ansøger har ikke under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at hans bopæl blev opsøgt af myndighederne, mens han under asylsamtalen og nævnsmødet har forklaret, at myndighederne opsøgte familiens bopæl tre gange efter hans løsladelse. Under oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at han i ca. 2 år efter sin løsladelse fortsatte med sit hidtidige arbejde og ikke blev opsøgt af myndighederne, og at han i tre måneder op til sin udrejse opholdt sig i ørkenen hos sin ven. Under asylsamtalen og nævnsmødet har den mandlige ansøger forklaret, at han tog ophold i ørkenen 7 dage efter sin løsladelse, efter at være blevet opsøgt af myndighederne, og at han blev i ørkenen frem til sin udrejse, og under nævnsmødet tillige, at han efter 3 måneders ophold i ørkenen begyndte at besøge familien på den hidtidige bopæl. Den kvindelige ansøger har til oplysnings- og motivsamtalen og asylsamtalen forklaret, at den mandlige ansøger forlod bopælen 3-4 dage efter sin løsladelse og gemte sig i ørkenen i ca. 3 måneder, hvorefter han vendte tilbage til bopælen og genoptog sit hidtidige arbejde, indtil de udrejste. Under nævnsmødet har den kvindelige ansøger forklaret, at den mandlige ansøger var i ørkenen i 3 måneder, hvorefter han begyndte at besøge familien. Ud over de mange divergenser har Flygtningenævnet lagt vægt på, at den mandlige ansøger efter sin egen forklaring blev løsladt med [A] som garant og uden betingelser, at ansøgerne efter deres egne forklaringer blev overvåget af myndighederne men aldrig selv konstaterede det, og at ansøgerne efter deres egne forklaringer kunne opholde sig i Kuwait i næsten 2 år efter den mandlige ansøgers løsladelse, før de udrejste. Når hertil kommer, at to af den kvindelige ansøgers søstre ved indrejse i Tyskland har oplyst at være irakiske statsborgere, at den kvindelige ansøgers lokalkendskab til det område i Kuwait, hvor hun angiveligt har boet i mange år, er yderst begrænset, og at den mandlige ansøger har afgivet en række divergerende oplysninger om lokalområdet, herunder gadenavne, egne og familiens adresser og beliggenheden af forskellige lokaliteter, finder Flygtningenævnet ikke at kunne lægge ansøgernes forklaringer til grund. Det forhold, at ansøgerne har fremlagt dokumenter og fotos, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det efter nævnets baggrundsoplysninger er enkelt at fremskaffe falske dokumenter, ligesom den kvindelige ansøger har forklaret, at hun ikke selv har været på de steder, der er affotograferet. Efter en samlet vurdering, herunder af ansøgernes troværdighed, finder Flygtningenævnet, at ansøgerne hverken har sandsynliggjort deres identitet eller asylmotiv og dermed ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til deres hjemland vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7. stk. 1 eller stk. 2. Spørgsmålet om genindrejse i hjemlandet er et udrejsespørgsmål, der ikke henhører under Flygtningenævnets kompetence. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” hjem/2019/16/JABP
