Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en angivelig bidoon (statsløs) fra Kuwait. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er efter det oplyste bidoon, etnisk araber og shia-muslim fra Jahra, Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Kuwait frygter, at hendes søn, [A], vil blive fængslet af de kuwaitiske myndigheder, fordi han har deltaget i en demonstration. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes søn, [A], deltog i en demonstration i [vinteren] 2014. Under demonstrationen blev [A] påkørt af en officer, hvorefter han blev kørt på hospitalet. Et par dage efter, at [A] var vendt hjem fra demonstrationen, blev deres bopæl opsøgt af fire personer. Personerne gav [A] bind for øjnene og bandt hans hænder sammen, hvorefter de tog ham med sig. En måned efter vendte [A] hjem igen. Han har ikke fortalt ansøgeren, hvad der skete i den måned, hvor han var væk. Efter [A]’s løsladelse blev han chikaneret af sikkerhedsstyrkerne, hver gang han tog ud for at sælge grøntsager. Omkring et år efter hans løsladelse udrejste [A] af Kuwait. Ansøgeren og resten af hendes familie udrejste efterfølgende af Kuwait. Ansøgerens to døtre bor dog stadig i Kuwait. Ansøgeren har opretholdt kontakten med sine døtre efter indrejsen til Danmark. I [sommeren] 2016 oplyste den ene datter, at deres bopæl igen var blevet opsøgt af myndighedspersoner, som ledte efter [A]. På baggrund heraf er ansøgeren ikke længere i kontakt med sine døtre i Kuwait. Flygtningenævnet har i dag afgjort ansøgerens søn og svigerdatter og deres børns sager med følgende begrundelse: ”For så vidt angår ansøgernes identitet bemærker nævnet, at en udlænding i henhold til udlændingelovens § 40 skal meddele de oplysninger, der er nødvendige til bedømmelse af, om den pågældende er omfattet af udlændingelovens § 7. Det følger heraf, at en udlænding, der søger om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, må sandsynliggøre såvel sin identitet som det asylgrundlag, udlændingen påberåber sig. Efter en samlet vurdering af sagen finder Flygtningenævnets flertal, at ansøgerne ikke har godtgjort deres identitet. Flertallet har herved også har inddraget den omstændighed, at ansøgerne ifølge det oplyste er analfabeter. Flertallet har herved lagt vægt på, at den kvindelige ansøger samt ansøgerens mor, der efter deres samstemmende forklaringer har boet sammen i samme hus, siden ansøgerne indgik ægteskab, har udvist et endog meget begrænset kendskab til Kuwait og det nærområde, de oplyser at have boet i, og at de ikke har været i stand til at beskrive forholdene nærmere. Den kvindelige ansøgers og svigermorens forklaringer om, at de stort set ikke kom uden for hjemmet, forekommer usandsynlig. Ingen af ansøgerne har i øvrigt kunnet fremvise nogen dokumentation for deres tilværelse i Kuwait. For så vidt angår ansøgernes generelle troværdighed bemærker flertallet, at ansøgerne har nægtet at give samtykke til sambehandling med et større antal familiemedlemmer, som også har angivet at komme fra Kuwait. Det fremgår af oplysningerne i sagen, at de græske myndigheder har registreret tre af disse familiemedlemmer som irakiske statsborgere. Flertallet bemærker hertil, at ansøgerne begge har svaret undvigende på deres kendskab til disse familiemedlemmer. Den foretagne sproganalyse, der konkluderer, at ansøgernes sprogbrug stemmer overens med ”the Gulf Arabic linguistic community” kan ikke føre til en anden vurdering, hvorved bemærkes, at det i øvrigt fremgår af undersøgelsen, at Gulf Arabic tales i Gulf området, der blandt andet omfatter Kuwait, Saudi Arabien, Bahrain, Qatar og De Forenede Arabiske Emirater, og at anvendelsen af Gulf Arabic endvidere udstrækker sig til det sydlige Irak. Det forhold, at den mandlige ansøger har fremlagt sin og sin fars fødselsattester og morens vielsesattest kan heller ikke føre til en anden vurdering. Flertallet har herved lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger, hvoraf fremgår, at adgangen til falske dokumenter i Kuwait er nem, og at det er relativt enkelt at få dokumenter forfalsket. Hertil kommer, at der er uoverensstemmelse mellem angivelsen af den mandlige ansøgers fars alder i henholdsvis farens fødselsattest og forældrenes vielsesattest. Vedrørende det påberåbte asylmotiv kan samtlige medlemmer af nævnet ikke lægge ansøgernes forklaring om, at den mandlige ansøger har deltaget i en demonstration og i den forbindelse har været tilbageholdt, og at bopælen efterfølgende er blevet opsøgt af myndighederne, til grund, idet forklaringerne – både hver for sig og indbyrdes samt i forhold til den mandlige ansøgers mor – på en række centrale punkter er divergerende og udbyggende og derfor generelt fremstår utroværdige. Nævnet bemærker herved, at der er tale om et relativt enkelt asylmotiv. Den mandlige ansøger har således til sin asylsamtale forklaret, at han blev indlagt på hospitalet samme dag, som demonstrationen fandt sted og udskrevet samme aften. To dage senere kom politiet hjem til ham om aftenen og tvang ham med. Til gensamtalen forklarede den mandlige ansøger, at han – da han vågnede på hospitalet - bemærkede, at hans ben og ryg var blevet renset, og at benet var blevet syet sammen og forbundet. Den mandlige ansøgers mor har derimod forklaret, at hendes søn var indlagt en eller to dage, hvorefter han vendte hjem til bopælen. Han modtog ingen behandling, da dette blev nægtet, fordi han var blevet kørt ned af en officer. Den mandlige ansøgers mor har endvidere på mødet i Flygtningenævnet forklaret, at hun først fik kendskab til, hvad der var sket med sønnen, da han kom hjem fra hospitalet, mens hun til sin asylsamtale forklarede, at naboerne kom og fortalte hende det samme dag, som demonstrationen fandt sted. Den mandlige ansøger og hans mor har endvidere forklaret indbyrdes divergerende om, hvor mange gange bopælen blev opsøgt af myndighederne efter den mandlige ansøgers udrejse. Den mandlige ansøger har således til asylsamtalen forklaret, at han fra sin mor fik at vide, at myndighederne kom til bopælen to til tre gange og spurgte efter ham, mens moren til sin gensamtale har forklaret, at bopælen kun blev opsøgt en gang. Den kvindelige ansøger har til sin oplysnings- og motivsamtale forklaret, at ægtefællen ikke blev opsøgt af myndighederne på andre tidspunkter end i forbindelse med demonstrationen, og hun har til asylsamtalen forklaret, at ægtefællen blev opsøgt af myndighederne på sin bopæl kort tid før sin udrejse, og at myndighederne ikke har opsøgt bopælen efter hans udrejse. Den kvindelige ansøger har på mødet i Flygtningenævnet forklaret, at myndighederne kom til familiens bopæl to gange efter, at den mandlige ansøger var udrejst, og at hun var hjemme den ene gang. Ingen af ansøgerne har været i stand til at afgive en troværdig forklaring på disse divergenser. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at den mandlige og den kvindelige ansøger har forklaret indbyrdes divergerende om den chikane, som den mandlige ansøger angiveligt blev udsat for efter løsladelsen. Den mandlige ansøger har således til sin asylsamtale forklaret, at han blev bedt om arbejdstilladelse og forvist fra sin stadeplads, selvom han bare gjorde som altid. På mødet i Flygtningenævnet har den mandlige ansøger udbyggende forklaret, at myndighederne sparkede til hans bil med frugt og grøntsager, hvilket er i overensstemmelse med den kvindelige ansøgers forklaring. Ansøgerne har endvidere forklaret indbyrdes divergerende om, hvor mange gange bopælen blev opsøgt af myndighederne, inden den mandlige ansøger udrejste. Den mandlige ansøger har således til sin asylsamtale og gensamtale forklaret, at myndighederne ikke henvendte sig på bopælen siden den dag, han blev anholdt, mens den kvindelige ansøger til sin asylsamtale forklarede, at den mandlige ansøger blev opsøgt på bopælen af myndighederne kort før sin udrejse. Hverken den mandlige ansøger eller den kvindelige ansøger har været i stand til at afgive en troværdig forklaring på disse divergenser. Nævnet finder det endvidere utroværdigt, at ansøgerne, der efter deres egen forklaring kun havde en meget beskeden indtægt og var fattige, var i stand til på kort tid at rejse et beløb på henholdsvis 1000 dinarer for den mandlige ansøgers udrejse og 5000 dinarer for den øvrige families udrejse. Nævnet bemærker hertil, at ansøgerne ikke udrejste på grund af en aktuel konflikt, idet de angiveligt opholdt sig i Kuwait i 1½ år efter, at den mandlige ansøger var blevet løsladt fra fængslet. Nævnet finder anledning til at bemærke, at det ikke findes påkrævet at iværksætte en undersøgelse af den mandlige ansøgers oplysninger om at have været udsat for overgreb under sin angivelige tilbageholdelse, idet nævnet på det foreliggende grundlag har vurderet, at det er helt ubetænkeligt at tilsidesætte hans forklaring om asylmotivet. Flygtningenævnet er opmærksomt på, at FN’s Komité mod Tortur i sine ”General Comments”, punkt 40-41, anbefaler, at sådanne undersøgelser iværksættes, uanset om den relevante myndighed finder det sandsynligt, at ansøgeren har været udsat for tortur eller ej. Det er imidlertid Flygtningenævnets praksis at tage stilling til behovet for sådanne undersøgelser på konkret grundlag og ikke ud fra en generel standard. Det fremgår af udlændingelovens § 54, stk. 1, at Flygtningenævnet drager omsorg for sagens oplysning og træffer bestemmelse om afhøring af udlændingen og vidner og om tilvejebringelse af andre bevismidler. Sammenfattende finder flertallet af Flygtningenævnet ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de er statsløse bidooner fra Kuwait, ligesom samtlige medlemmer af Flygtningenævnet finder, at de ikke har sandsynliggjort deres asylmotiv. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerne ikke har oplyst om konflikter i andre lande, herunder Irak. Ansøgerne har således ikke sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til hjemlandet vil risikere forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Da ansøgerens asylmotiv svarer til det af sønnen og svigerdatterens angivne, og da de forhold, der er indgået i afgørelsen vedrørende ansøgerens identitet, herunder nationalitet, er identiske med sønnen og svigerdatterens, finder Flygtningenævnet med henvisning til denne afgørelse heller ikke, at denne ansøger har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” hjem/2018/83/JABP
