Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig angiveligt bidoon (statsløs) fra Kuwait. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst, at han er etnisk araber og shia-muslim af trosretning fra […] i bydelen Sulaibiya, al-Jahra provinsen, Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait frygter, at han og hans familie vil blive slået ihjel af myndighederne, og at han vil blive falsk anklaget af myndighederne, fordi han udrejste af Kuwait, og fordi hans bror [A] underskrev et blankt stykke papir. Ansøgeren har desuden henvist til, at han udrejste, fordi han som bidoon ikke havde nogen rettigheder, og at han ikke fik udstedt nogen dokumenter, som tillod ham at modtage lægebehandling eller mulighed for at gå i skole. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hans far deltog i en demonstration den 18. februar 2010, og at faren forsvandt derefter. Broren [A] deltog ligeledes i demonstrationen den 18. februar 2010, derudover deltog broren i en demonstration i 2015. Broren blev i forbindelse med demonstrationen i 2010 tilbageholdt i to dage, og i 2015 blev broren tilbageholdt i tre måneder. I forbindelse med farens og brorens deltagelse i demonstrationerne blev ansøgerens bopæl opsøgt og ransageret i årerne 2010, 2012, 2013 og 2015, samt blev ansøgeren, ansøgerens mor og søskende udsat for vold i forbindelse med ransagningen i 2010. I forbindelse med brorens løsladelse efter de tre måneders tilbageholdelse i 2015, blev broren tvunget til at underskrive et dokument, som myndighederne ville bruge mod ham for at gøre ham ansvarlig for uroligheder og demonstrationer, der kunne opstå. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgeren har søgt asyl med samme motiv som sin mor, [A], samt de yngre søskende [B] og [C]. Ansøgerens mor, [A] og [B] har gennemført sprogtest. Resultatet af sprogtestene understøtter ansøgerens forklaringer om, at han kommer fra Kuwait, ligesom ansøgerens manglende skolegang i et vist omfang kan forklare hans noget manglende viden om bidoonere og hans forholdsvis spinkle lokalkendskab til hjemområdet og Kuwait i øvrigt. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet og om sin identitet til grund. Den del af ansøgerens asylmotiv, der vedrører konflikter med de kuwaitiske myndigheder, knytter sig til politiske aktiviteter udøvet af ansøgerens far og broren [A] i 2010 og for [A’s] vedkommende på ny i 2015. Ansøgeren, der er født i 1989, og dermed voksen, da disse begivenheder fandt sted, har på væsentlige punker afgivet divergerende forklaringer om, hvad der passerede i forbindelse med myndighedernes efterfølgende ransagninger. Ansøgerens forklaring har endvidere divergeret i forhold til [A’s] forklaringer. Ansøgeren har vedrørende ransagningen i 2010 til oplysnings og motivsamtalen forklaret, at både ansøgeren og ansøgerens mor og søskende blev slået. Under asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at kun ansøgeren blev slået. Denne sidste forklaring har ansøgeren gentaget under nævnsmødet. Vedrørende ransagningen i 2012 har [A] forklaret, at familien blev samlet i stuen, hvorimod ansøgeren har forklaret, at de befandt sig på det åbne areal inden for porten. Ansøgeren har endvidere afgivet divergerende forklaringer om, hvorledes de myndighedspersoner, der kom til bopælen i 2010, 2012, 2013 og 2015, var klædt. Ansøgerens mor har forklaret, at hun to år før udrejsen fik en mobiltelefon. Ansøgeren har forklaret, at familien ikke havde råd til en telefon, men at de kortvarigt dog havde en fastnettelefon. Ansøgeren har på forespørgsel ikke kunnet forklare nærmere om, hvornår og hvor længe han arbejdede i en forretning, der solgte børnetøj. Ansøgeren har forklaret, at hans far aldrig kom hjem efter anholdelsen i 2010. Ansøgerens og [A’s] indtægter derfor må have været familiens forsørgelsesgrundlag. Det er en del af ansøgerens asylmotiv, at også de økonomiske forhold er meget vanskelige for statsløse bidoonere i Kuwait. Ansøgeren har forklaret, at først [A] med sin familie og siden ansøgeren og ansøgerens mor og de mindreårige søskende med hjælp fra en menneskesmugler fik falske pas, og at de fløj direkte fra Kuwait til en ukendt destination i Europa, hvorfra de blev hjulpet videre til Danmark. Ansøgeren har ikke troværdigt kunnet redegøre for, hvorledes det var muligt at finansiere denne udrejse, henset til det forklarede om familiens økonomiske situation. Det påhviler i medfør af udlændingelovens § 40 ansøgeren at meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en opholdstilladelse kan gives. Ansøgeren har på samme måde som sin mor og [A], hvis sager er behandlet særskilt, forklaret at de for 14-15 måneder siden pludseligt fik kontakt med ansøgerens far, der viste sig gennem flere år at have opholdt sig i London. Oplysningen herom er først meddelt de danske myndigheder i forbindelse med Flygtningenævnets behandling af sagerne, og ansøgerne har samstemmende forklaret, at faren/ægtefællen ikke over for dem ønsker at oplyse nærmere om, hvad der er sket efter 2010 eller om sit opholdsgrundlag i Storbritannien. Ansøgeren har dog valgt at fremlægge kopi af en side i farens engelske fremmedpas, hvoraf fremgår, at faren er registeret som værende fra Kuwait. Nævnet finder, at det på afgørende måde svækker ansøgerens troværdighed, at oplysningen om kontakten til faren ikke straks blev videregivet til de danske myndigheder, og det samme gælder den omstændighed, at ansøgerne ikke selv har tilvejebragt relevante oplysninger om farens opholdsgrundlag i Storbritannien. Ansøgeren, hans mor og hans søskende er indrejst i Danmark i samme periode som ansøgerens mors tre søstre og i øvrigt samtidigt med en lang række andre asylansøgere, der angiveligt er statsløse bidoonere fra Kuwait. I forbindelse med de danske udlændingemyndighedes behandling af disse sager er der tilgået myndigheder anonyme oplysninger om, at blandt andet ansøgerens familie kommer fra Irak. Udlændingemyndighederne har på denne baggrund, således som det fremgår af de § 13 notater, der er indeholdt i ansøgerens mors sag, afholdt samtaler med to irakiske mænd, [D] og [E], der er bosiddende i Danmark, der oplyser, at de er brødre til ansøgerens mor. Ansøgeren og ansøgerens mor og ansøgerens søskende har forklaret, at ansøgerens mor ikke er i familie med [D] og [E]. De to angivelige brødres forklaringer, der uanset at forklaringerne om ansøgerens mors indgåelse af ægteskab ikke er helt samstemmende, er så detaljerede, at de sammenholdt med morens egne oplysninger om ægtefællen, fremstår overbevisende. Det fremgår af begge forklaringer, at ansøgeren og hans søskende ikke er vokset op i Kuwait. Det fremgår imidlertid af [D’s] forklaring, at han og hans søskende alle blev født i en periode, hvor familien opholdt sig i Kuwait. Det kan således lægges til grund, at ansøgerens mors familie har haft tilknytning til Kuwait, og at hun har opholdt sig i Kuwait i en del af sin barndom. Ved bedømmelsen af de sprogtest, der er foretaget vedrørende [A], ansøgerens mor og ansøgerens søster, [B], hvis sag sambehandles med ansøgerens sag, må dette tillægges betydning, idet det må antages, at dette kan have haft betydning for den dialekt, der blev talt i ansøgerens barndomshjem. Flygtningenævnet finder ikke, at de fremlagte fødselsattester, morens skolepapir og bedstefarens fødselsattest på denne baggrund sandsynliggør ansøgerens forklaring om, at han er statsløs bidoon fra Kuwait. Flygtningenævnet finder ud fra en samlet vurdering således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort sin identitet og sit asylmotiv. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse”. Hjem/2018/60/SME
