Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt fire medfølgende børn, angiveligt bidoons (statsløse) fra Kuwait. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgerne har oplyst, at de er etniske arabere, shia muslimer og statsløse (bidoonere) fra Kuwait. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive, men har oplyst, at den mandlige ansøger har deltaget ved to demonstrationer for bidooners rettigheder, i henholdsvis […] 2014 og […] 2015. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait frygter at blive fængslet af de kuwaitiske myndigheder, fordi han har deltaget i demonstrationer og efterfølgende er blevet tilbageholdt. Den mandlige ansøger har videre oplyst, at han frygter at blive fængslet af de kuwaitiske myndigheder, fordi han er udrejst illegalt af Kuwait. Den mandlige ansøger har endvidere oplyst, at han [primo] 2014 deltog ved en demonstration i […], Kuwait. Den mandlige ansøger blev anholdt af myndighederne til demonstrationen og tilbageholdt i 10 dage, inden han, efter at have skrevet under på, at han ikke ville deltage i flere demonstrationer, blev løsladt. [Primo] 2015 deltog den mandlige ansøger igen i en demonstration i […], Kuwait. Han blev igen anholdt af myndighederne og blev denne gang tilbageholdt i to måneder, indtil [foråret] 2015. Han blev ifølge sine oplysninger udsat for tortur. Den mandlige ansøger har tillige oplyst, at han efterfølgende blev løsladt ved at underskrive et blankt stykke papir og acceptere, at han ville samarbejde med myndighederne for at identificere andre, som arrangerede, ledte og deltog i demonstrationerne. Omkring en uge efter han blev løsladt, blev familiens bopæl opsøgt af myndighederne. Dagen efter opsøgningen, flygtede den mandlige ansøger til [K], hvor han opholdte sig det meste af tiden, indtil sin udrejse. Ansøgernes bopæl blev opsøgt endnu en gang, mens den mandlige ansøger opholdt sig i skjul. Den mandlige ansøgers far var bekymret for den mandlige ansøger og besluttede på denne baggrund, at ansøgerne skulle udrejse af Kuwait. Ansøgerne udrejste herefter til Tyrkiet [i vinteren] 2015. Den kvindelige ansøger har henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Den kvindelige ansøger har herudover henvist til de manglende rettigheder som Statsløs (bidoon). Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer til grund. Indledningsvis bemærkes, at ansøgerne overfor de græske myndigheder har oplyst at være fra Irak, at have andre fødselsdatoer end oplyst overfor de danske myndigheder, samt til dels at have andre navne. Foreholdt dette har den mandlige ansøger ved fremmøde i Flygtningenævnet forklaret, at tilstedeværende FN personale ikke ville hjælpe bidoonere. De måtte udgive sig for at være irakere, for at få lov at rejse videre. Allerede fordi Flygtningenævnet må lægge til grund, at ansøgerne har givet ukorrekte oplysninger om deres identitet til myndigheder i et andet EU-land må der herefter være væsentlig tvivl både om ansøgernes identitet og deres troværdighed i øvrigt. Flygtningenævnet finder ikke den mandlige ansøgers forklaring om, hvorfor de oplyste at være irakere troværdig. For så vidt angår den mandlige ansøger har denne endvidere forklaret divergerende om adskillelige væsentlige punkter. Ved samtalen [medio] 2016 med Udlændingestyrelsen forklarede ansøgeren således, at han [primo] 2014 var fængslet i 10 dage i et fængsel, der oplystes at være beliggende ”i Silaibiya tæt på industriområdet”. Ved samtalen [medio] 2017 med Udlændingestyrelsen forklarede ansøgeren imidlertid, at han var tilbageholdt et ukendt sted, hvilket han udtrykkeligt bekræftede og forklarede, at han havde en sort sæk over hovedet under transporten efter arrestationen. Ved fremmøde i Flygtningenævnet dags dato gentog ansøgeren, at han ikke vidste, hvor han blev tilbageholdt. Ved samtalen den [medio] 2016 med Udlændingestyrelsen forklarede ansøgeren, at han blev løsladt anden gang [primo] 2015, og at politiet kom til hans bopæl omkring en måned senere. Ved samtalen [medio] 2017 med Udlændingestyrelsen oplyste ansøgeren på ny, at han blev løsladt [primo] 2015, men at politiet kom til hans bopæl omkring en uge efter løsladelsen. Ved samtalen [medio] 2016 med Udlændingestyrelsen forklarede ansøgeren, at han flygtede til [K] [medio] 2015. Ved samtalen [medio] 2017 forklarede ansøgeren, at han flygtede til [K] [på et tidligere tidspunkt], at hans bopæl var blevet opsøgt, hvilket i så fald må have været [en måned tidligere]. Ansøgeren har ved begge samtaler forud for mødet i Flygtningenævnet forklaret, at han flygtede til [K]. Ved fremmøde i Flygtningenævnet har han forklaret, at han flygtede til [S]. Ansøgeren har ved samtalen [medio] 2017 forklaret, at der både ved demonstrationen i […] 2014 og ved demonstrationen i 2015 deltog omkring 400 mennesker. Ved fremmøde i Flygtningenævnet dags dato har ansøgeren forklaret, at der deltog omkring 250 mennesker ved den første demonstration og færre ved den anden. Ansøgeren har ved fremmødet i Flygtningenævnet dags dato forklaret, at han i perioden efter sin anden løsladelse og inden sin udrejse af Kuwait opholdt sig hos ”[J]s venner”. Heroverfor har den kvindelige ansøger forklaret, at hendes ægtefælle opholdt sig hos en person ved navn [S], der angiveligt var svigerfarens ven. For så vidt angår den kvindelige ansøger, må hendes forklaring i Flygtningenævnet betegnes som afglidende og upræcis. Særligt for så vidt angår spørgsmålet om myndighedernes henvendelse på ægtefællernes bopæl efter den mandlige ansøgers anden løsladelse, bemærker Flygtningenævnet, at den kvindelige ansøger ved den anden samtale [medio] 2017 var i stand til at oplyse klokkeslættene herfor meget præcist. Således oplystes den første henvendelse til at være foregået mellem klokken 10.00 og 10.30 omkring en uge efter løsladelsen, samt at der var en anden henvendelse efter ti dage omkring klokken 22.00 til 22.30. Under fremmødet i Flygtningenævnet dags dato har den kvindelige ansøger oplyst, at være helt ude af stand til at tidsfæste disse henvendelser fra myndighederne, også selvom hun gentagne gange blev udspurgt herom. Hun forklarede således, på udtrykkelig forespørgsel, at ”det kan have været en måned, to måneder eller seks måneder – ansøgeren ved det ikke.” og ”ansøgeren ved ikke, hvor lang tid der gik, fra myndighederne opsøgte bopælen første gang til myndighederne opsøgte bopælen anden gang. Ansøgeren ved således ikke, om det var en måned eller et år.”. Flygtningenævnet finder ikke anledning til at imødekomme anmodningen om en torturundersøgelse af den mandlige ansøger. Flygtningenævnet henviser til, hvad der ovenfor er anført om ansøgerens troværdighed. Flygtningenævnet er opmærksomt på, at FN’s Komité mod Tortur i sine ”General Comments” punkt 40-41 anbefaler, at sådanne undersøgelser iværksættes, uanset om den relevante myndighed finder det sandsynligt, at ansøgeren har været udsat for tortur eller ej. Det er imidlertid Flygtningenævnets praksis at tage stilling til behovet for sådanne undersøgelser på konkret grundlag og ikke ud fra en generel standard. Det fremgår af udlændingelovens § 54, stk. 1, at FLN drager omsorg for sagens oplysning og træffer bestemmelse om afhøring af udlændingen og vidner og om tilvejebringelse af andre bevismidler. Med hensyn til de for Flygtningenævnet fremlagte dokumenter bemærkes, at disse efter deres indhold, således som dette er blevet oplyst for nævnet, ikke vedrører ansøgerne selv, men alene personer, der angives at være i familie med ansøgerne. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerne har givet nogen overbevisende forklaring på, at disse dokumenter først fremlægges nu. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgerne modtog afslag på asyl fra Udlændingestyrelsen [medio] 2017 og samme dag blev gjort opmærksom på, at sagen herefter ville blive videresendt til Flygtningenævnet. På det grundlag finder Flygtningenævnet ikke grundlag for at iværksætte en ægthedsvurdering af dokumenterne. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” hjem/2018/53/JOV
