Nævnet stadfæstede i december 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar og tre medfølgende børn, der har oplyst at være bidoonere (statsløse) fra Kuwait. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er angiveligt bidoonere (statsløse), etniske arabere og shia-muslimer af trosretning fra Sulaibiya, Kuwait. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait frygter at blive fængslet af myndighederne, idet han har deltaget i en demonstration for bidooneres rettigheder, ligesom han er udrejst illegalt. Den kvindelige ansøger har henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Ansøgerne har endvidere henvist til de generelle forhold for bidoonere i Kuwait. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han [på en nærmere bestemt dato i begyndelsen af] 2014 deltog i en demonstration for bidooneres rettigheder. Myndighederne kom til demonstrationen og meddelte, at demonstranterne havde fem minutter til at forlade pladsen. Herefter begyndte politiet at slå, kaste gas og skyde med gummikugler. Den mandlige ansøger blev i forbindelse hermed anholdt og tilbageholdt i en måned, hvorefter han blev løsladt mod, at han indvilligede i at samarbejde med myndighederne og give dem oplysninger. Ansøgerne udrejste i [efteråret] 2015. Det følger af udlændingelovens § 40, at en udlænding skal meddele de oplysninger, der er nødvendige til bedømmelse af, om den pågældende er omfattet af udlændingelovens § 7. Det følger heraf, at en udlænding, der søger om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, må sandsynliggøre den identitet og det asylgrundlag, udlændingen påberåber sig. Efter en samlet vurdering af ansøgernes forklaring og de i sagen i øvrigt foreliggende oplysninger finder Flygtningenævnet, at nævnet ikke kan lægge ansøgernes forklaringer om deres identitet og deres asylmotiv til grund. I relation til identiteten bemærkes, at den mandlige ansøger udviste meget stor viden om geografien i og omkring Sulaibiya, om det kuwaitiske landshold og den kuwaitiske nationalsang. Den kvindelige ansøger udviste til gengæld intet kendskab til lokalområdet eller Kuwait som sådan, og hun var ikke i stand til at besvare spørgsmålet om, hvor mange fils der gik på en dinar korrekt. Når hertil kommer, at den mandlige ansøger angiveligt ikke kan huske, om han har gået i skole, og at ingen af ansøgerne har kendskab til havet eller har set det, selvom det ligger 3-4 km. fra deres lokalområde, finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de er statsløse (bidoons) fra Kuwait. Flygtningenævnet har ved denne vurdering tillige lagt vægt på, at ansøgernes forklaring om, hvordan de finansierede udrejsen forekommer usandsynlig og usammenhængende og dermed utroværdig. Det forekommer således usandsynligt, at ansøgerne, der angiveligt havde det meget hårdt og ikke kunne spare op, kunne rejse 3.000 dinarer ved at sælge den kvindelige ansøgers smykker, få 500 dinarer af den kvindelige ansøgers mor, som de delte husstand med, og låne 2.000 dinarer af den mandlige ansøgers bror, som havde lånt dette beløb af sin arbejdsgiver. Flygtningenævnet har derudover lagt vægt på, at ansøgerne har forklaret indbyrdes divergerende om en række forhold, herunder om hvor mange gange den mandlige ansøger fulgte den kvindelige ansøger til hospitalet ved børnenes fødsler, hvem der kørte dem til hospitalet, hvem der solgte guldet, hvorvidt de har forsøgt at få udstedt fødselsattester for deres børn, farven på de pas som de udrejste på samt, hvem der havde disse pas i lufthavnen. For så vidt angår selve asylmotivet kan Flygtningenævnet heller ikke lægge ansøgernes forklaringer til grund. Der er herved lagt vægt på, at den mandlige ansøger har forklaret divergerende og udbyggende om centrale forhold i forbindelse med asylmotivet. Han har således til første samtale forklaret, at han blev løsladt uden andre betingelser, end at han ikke måtte deltage i demonstrationer igen, mens han under de senere samtaler har forklaret, at han tillige blev løsladt med en betingelse om, at han skulle samarbejde med myndighederne ved at komme med oplysninger til dem. Han har endvidere forklaret divergerende om, hvilken ugedag demonstrationen fandt sted. Ansøgerne har dertil forklaret indbyrdes divergerende om, hvorvidt den mandlige ansøger i forbindelse med løsladelsen underskrev et stykke blankt papir eller et stykke papir med tekst. Endelig har den mandlige ansøger under nævnsmødet udbygget sin frygt for at blive fængslet i forbindelse med en genindrejse med, at han nu frygter at blive henrettet. Flygtningenævnet finder, at ansøgerne ikke har givet en rimelig forklaring på de fremhævede divergenser og udbygninger. Flygtningenævnet tilsidesætter på denne baggrund ansøgernes forklaringer om deres identitet og deres asylmotiv som konstrueret og utroværdig. Den foretagne sproganalyse, der konkluderer, at ansøgernes dialekt er i overensstemmelse med den dialekt, der tales i et område omkring Den Arabiske Golf, kan ikke føre til en anden vurdering. Det forhold, at ansøgeren har fremlagt en label fra en pakke, som de har modtaget fra Kuwait, kan heller ikke føre til et andet resultat. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort deres identitet eller deres asylmotiv, og ansøgerne har således ikke sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Hjem/2018/109/STRAA
