Nævnet stadfæstede i december 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt fem børn, der har oplyst at være bidoonere (statsløse) fra Kuwait. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
” Den mandlige ansøger er etnisk araber og shiamuslim. Den mandlige ansøger har oplyst, at han er uregistreret bidoon fra [...], Farwania, Kuwait. Den mandlige ansøger har oplyst, at han har deltaget i én demonstration i 2014, men i øvrigt ikke har været politisk aktiv. Den kvindelige ansøger er etnisk araber og shiamuslim. Den kvindelige ansøger har oplyst, at hun er uregistreret bidoon fra […], Kuwait. Den kvindelige ansøger har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait frygter at blive fængslet af de kuwaitiske myndigheder, da han har deltaget i én demonstration, og idet han er udrejst illegalt. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han efter middagsbønnen den 18. februar 2014 gik mod frihedspladsen i Taima for at deltage i demonstrationen. Ansøgeren så, at demonstrationen bevægede sig væk fra pladsen, da der kom specialstyrker. Demonstranterne kastede røgbomber efter specialstyrkerne og råbte slagord. Da ansøgeren demonstrerede, stod der en civilklædt mand ved siden af ham. Den civilklædte mand greb pludselig fat i ansøgeren og anholdt ham. Ansøgeren fik bind for øjnene, og han blev bragt til et fængsel. Ansøgeren var fængslet i omkring 20 dage, hvorefter han blev ført til sin lokale politistation. En myndighedsperson på politistationen gav ansøgeren et dokument, som ansøgeren skulle underskrive. Ansøgeren kunne ikke læse, hvad der stod på dokumentet, da han er analfabet. Myndighedspersonen sagde ansøgeren, at han havde skrevet under på, at han arbejdede på at splitte landet, og at han modarbejdede styret og spildte landets formue med at sprede rygter. Myndighedspersonen sagde desuden, at de ville gøre noget lagt være end det, ansøgeren havde været igennem, og at han ville blive sendt til helvede, hvis han deltog i endnu en demonstration. Ansøgeren blev herefter løsladt. Da ansøgeren ikke turde opholde sig i sit hjem, gemte han sig på sin arbejdsplads i […], indtil han udrejste af Kuwait i november 2015. Ansøgernes bopæl blev opsøgt af civilklædte myndighedspersoner omkring én eller to måneder efter den mandlige ansøgers løsladelse. Den kvindelige ansøger har henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer om deres identitet og asylmotivet til grund, idet ansøgerne på væsentlige punkter både for Udlændingestyrelsen og for nævnet har forklaret divergerende, og idet forklaringerne på flere punkter forekommer utroværdig og konstrueret til lejligheden. For nævnet har ansøgerne forklaret divergerende om, hvor længe den mandlige ansøger opholdt sig hos sin arbejdsgiver efter sin løsladelse. Den mandlige ansøger har under samtalerne med Udlændingestyrelsen og under mødet i Flygtningenævnet forklaret, at han boede hos sin arbejdsgiver i 1 år og 8 måneder. Den kvindelige ansøger har ligeledes under samtalerne med Udlændingestyrelsen forklaret, at perioden var 1 år og 8 måneder, mens hun under mødet i Flygtningenævnet har forklaret, at hun ikke kan huske, hvor længe hendes mand ikke boede hjemme, men det kan godt være, at det var mindre et år. Ansøgerne har forklaret divergerende om den kvindelige ansøgers besøg hos den mandlige ansøger i den periode, hvor manden boede hos sin arbejdsgiver. Den mandlige ansøger har under mødet i Flygtningenævnet forklaret, at hans bror kørte den kvindelige ansøger frem og tilbage i forbindelse med besøgene. Den kvindelige ansøger har under asylsamtalen forklaret, at hun kørte frem og tilbage med taxa, og en gang imellem var hendes svoger med i taxaen. Under mødet i Flygtningenævnet har hun forklaret, at hun som regel kørte med sin svoger, men hvis han ikke kunne, tog hun en taxa. Endvidere har den mandlige ansøger forklaret, at den kvindelige ansøger overnattede under nogle af besøgene, selvom han boede under forhold, som var mindre egnet til overnatning. Den kvindelige ansøger har forklaret, at hun overnattede i et rum, som var velegnet til overnatning. Flygtningenævnet bemærker, at den mandlige ansøger i forbindelse med sin løsladelse havde fået arbejdsgiveren til at kautionere, og myndighederne har dermed været bekendt med arbejdsgiverens identitet. På denne baggrund forekommer den mandlige ansøgers begrundelse for at opholde sig hos arbejdsgiveren ikke troværdig. Han har således forklaret, at han ikke kunne tage hjem til bopælen, fordi han risikerede at blive anholdt igen, og derfor opholdt sig hos arbejdsgiveren. Den kvindelige ansøger har forklaret divergerende om, hvorvidt hendes mand er blevet opsøgt af myndighederne efter løsladelsen. Hun har under oplysnings- og motivsamtalen først forklaret, at hun ikke er blevet kontaktet af myndighederne på bopælen. Senere under samme samtale har hun forklaret, at hun ved nærmere eftertanke er blevet opsøgt af myndighederne en gang. De spurgte efter hendes ægtefælle og opførte sig hensynsfuldt. Under mødet i Flygtningenævnet har hun forklaret, at myndighederne opsøgte hende på bopælen en eller to gange. De ledte efter hendes mand og undersøgte boligen for at konstatere, at han ikke var der. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerne ikke udrejste på grund af en aktuel konflikt, idet de angiveligt opholdt sig i Kuwait i 1 år og 8 måneder efter, at den mandlige ansøger var blevet løsladt. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at det ikke forekommer troværdigt, at den kvindelige ansøger og parrets tre børn forblev på bopælen i perioden efter løsladelsen, når manden angiveligt frygtede for sit liv. Nævnet finder det endvidere utroværdigt, at ansøgerne, der efter deres egen forklaring kun havde en meget beskeden indtægt og var fattige, var i stand til på kort tid at rejse et beløb på 6.000 USD, blandt andet fra den kvindelige ansøgers to brødre, som var udrejst af Kuwait kort før ansøgernes udrejse. Disse forhold svækker ansøgernes generelle troværdighed. Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge ansøgernes forklaring om asylmotivet til grund. Som følge af vurderingen af ansøgernes troværdighed, kan Flygtningenævnet heller ikke lægge ansøgernes forklaringer om deres identitet som statsløse bidooner til grund. Flygtningenævnet har taget i betragtning, at ansøgerne er analfabeter. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at den kvindelige ansøger under samtalerne med Udlændingestyrelsen har forklaret, at hun ikke kendte området nær bopælen særlig godt, fordi hun sjældent kom ud, og at det var hendes mand, der sørgede for indkøb af dagligvarer. Under mødet i Flygtningenævnet har hun forklaret, at hun selv eller hendes svoger købte ind i den periode, hvor manden boede hos sin arbejdsgiver. Sammenfattende finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de er statsløse bidooner fra Kuwait, ligesom ansøgerne ikke har sandsynliggjort deres asylmotiv. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerne ikke har oplyst om konflikter i andre lande, herunder Irak. Ansøgerne har således ikke sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til hjemlandet vil risikere forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” hjem/2018/107/JHB
