Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvinde, angiveligt statsløs (bidoon) fra Kuwait. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber, angiveligt statsløs (bidoon) og shiamuslim af trosretning fra [by], Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Kuwait frygter de generelle forhold for statsløse (bidoonere). Ansøgeren har til støtte for asylmotivet henvist til, at hun er uregistreret statsløs (bidoon), og at man som statsløs (bidoon) ikke har nogen rettigheder i Kuwait. Ansøgeren har endvidere henvist til, at det ikke siden 1990’erne har været muligt for statsløse (bidoonere) at få adgang til uddannelse, sundhedsbehandling på offentlige sygehuse, vielsesattest og fødselsattest i Kuwait. Det har endvidere ikke været muligt for statsløse (bidoonere) at eje fast ejendom, ligesom de kun gives undertrykkende arbejde. I Kuwait forsørgede ansøgeren sig ved at lave mad til folk i hjemmet, ligesom hun også syede for folk. Ansøgeren har født seks børn, hvorefter hendes ægtefælle, som er far til børnene, forlod hende for at bo sammen med en ny ægtefælle. I [efteråret] 2015 udrejste ansøgeren illegalt med dele af sin familie af Kuwait, idet ansøgeren ønskede en bedre fremtid for sine børn. Flygtningenævnet har ved vurderingen af ansøgerens forklaring inddraget det forhold, at ansøgeren ifølge det oplyste er analfabet. Det følger af udlændingelovens § 40, at en udlænding skal meddele de oplysninger, der er nødvendige til bedømmelse af, om den pågældende er omfattet af udlændingelovens § 7. Det følger heraf, at en udlænding, der søger om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, må sandsynliggøre den identitet og det asylgrundlag, udlændingen påberåber sig. Efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring og de i sagen i øvrigt foreliggende oplysninger finder Flygtningenævnet, at nævnet ikke kan lægge ansøgerens forklaring om sin identitet og dertil knyttede asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om sine generalia, herunder navn, fødselsdato og statsborgerskab. Ansøgeren har således overfor de tyske myndigheder oplyst, at hun er irakisk statsborger, at hun er født den [nærmere angiven dato] 1957, og at hendes navn er [et andet navn end det i Danmark oplyste]. Ved sin indrejse i Danmark oplyste ansøgeren, at hendes navn var [et andet navn end det i Tyskland angivne]. Endvidere har ansøgerens medfølgende datter, [A], ligeledes til de tyske myndigheder oplyst, at hun er irakisk statsborger, at hun er født den [nærmere angiven dato] 1998, og at hendes navn er [et andet navn end det i Danmark oplyste]. Dertil kommer, at flere af ansøgerens familiemedlemmer i Østrig og Tyskland også er registreret som statsborgere i andre lande, herunder ansøgerens søn, [B], der har søgt asyl i Østrig den [nærmere angiven dato] 2010 og har oplyst at være irakisk statsborger, samt ansøgerens stedsøn, [C], der er registreret som syrisk statsborger i Grækenland under navnet [et andet navn end det i Danmark oplyste] med fødedatoen den [nærmere angiven dato] 1984. Ydermere har flere af ansøgerens familiemedlemmer, blandt andet på de sociale medier, opgivet informationer, der knytter dem til Irak, herunder byen Najaf. Flygtningenævnet har derudover lagt vægt på, at ansøgeren har et yderst begrænset kendskab til det hjemområde, hvor ansøgeren påstår, at hun har boet i omkring 40 år. Blandt andet har ansøgeren ikke kunnet lokalisere eller gengive navnet på den lokale moské, hvorfra hun angiveligt modtog en væsentlig del af sit indtægtsgrundlag fra. Ansøgeren har således til asylsamtalen [i foråret] 2017 forklaret, at den lokale moské, der måske hed [navn på moské], lå i deres distrikt/blok, men at hun ikke vidste hvor præcist. Hun kunne høre den kalde til bøn, hvorfor moskéen måtte ligge tæt på deres bopæl. Nævnet bemærker, at ansøgerens datter, [A], har forklaret, at der lå en moské ved siden af deres hus, og at moskéen hed [et andet navn end det af ansøgeren oplyste]. Flygtningenævnet har endvidere tillagt det en vis vægt på, at ansøgeren og ansøgerens datter, [A], har forklaret divergerende om deres leveforhold i Kuwait, herunder forklaret divergerende om, hvorvidt der var bruser og iPad i husstanden. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgerens datter under nævnsmødet har fragået sin forklaring om, hvorvidt der var en iPad i husstanden med henvisning til tolkeproblemer. Flygtningenævnet bemærker hertil, at ansøgerens datter flere gange under samtalerne med Udlændingestyrelsen har omtalt iPad’en, og at forklaringen herom indgår i en nærmere sammenhæng. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, hvordan hun har finansieret sin udrejse, forekommer mindre sandsynlig. Ansøgeren har således forklaret, at hun har opsparet 1000 dinar til brug for udrejsen, hvilket skal sammenholdes med, at hun månedligt angiveligt tjente 20-40 dinar og fik dækket 75 % af sine faste udgifter gennem velgørenhed og donationer. Det forhold, at ansøgeren har fremlagt ældre dokumenter, der angiveligt knytter ansøgeren til Kuwait, kan ikke føre til en ændret vurdering. Det fremgår således også af de foreliggende baggrundsoplysninger, at adgangen til falske dokumenter i Kuwait, herunder både nationalitetspas og andre dokumenter, er nem, og at det er relativt enkelt at få dokumenter forfalsket. Nævnet finder dog ikke anledning til at foranstalte en ægthedsvurdering af dokumenterne, da det ikke har væsentlig betydning for sagens afgørelse, herunder vurderingen af, om ansøgeren i dag er statsløs bidoon. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort sin identitet eller asylmotiv, og ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Hjem/2017/4/MJM
